Tilvænning

Selv om jeg jo snart har boet i Kina i en hel del år, så vænner jeg mig aldrig til det.
jeg kan sagtens forstå udlændinge der kommer til Danmark og holder fast i deres egen kultur, jeg gør på mange måder det samme. For jeg bliver jo aldrig kineser og jeg vil aldrig finde alle ting normale eller for den sags skyld bare acceptere tingene som de er.

Jeg bliver stadigvæk gal når folk forsøger at snyde mig, jeg vil stadig ikke betale (alt) for meget når jeg køber noget, bare fordi jeg er hvid og jeg vil aldrig blive venner med en taxa chauffør.

Og denne weekend fik de alligevel skovlen under mig. I det største kinesiske supermarked kom jeg glad hjem med mine indkøb og næsten alt var som det skulle være, med undtagelse af en enkelt ting:

Pakken var påfaldende let da jeg kom hjem og det var ikke så meget de 12 kroner jeg havde betalt, men at et kæmpe supermarked sælger ikke bare kopier, men direkte snyd og bedrag.

Racisme

Nu er jeg jo anderledes i et land som Kina, så naturligvis bliver man udsat for lidt af hvert. Mange kinesere mener selv at de er meget tolerante, det er nu ikke tilfældet.
På kinesernes ID kort står deres navn, køn og race. Er man fra en minoritetsgruppe, så står det skam også på ID kortet.
Mao smed udlændinge ud af landet under hans regime, måske derfor er landet meget racerent. Først nu kommer der flere og flere blandede børn, efterhånden som flere udlændinge kommer til. Det betyder dog ikke at det er accepteret i Kina.
Kina er jo ikke kendt som den største fodboldnation, selv om kineserne er vilde med fodbold. Det med teamwork og samarbejde er vist ikke deres største styrke. En enkelt spiller var dog helt fantastisk og egentlig skulle han jo på landsholdet, for han var klasser bedre end de andre, der var bare et problem, han var halv sort.
Er man af Afrikansk afstamning, så er det ikke nemt i Kina, de fleste tror virkelig at de er dårlige mennesker der stjæler. Sjovt når man tænker på kinesernes moral af og til.

mælkepulver igen

Kina havde et større problem for et par år siden, melamin i mælken var ikke så godt. Nu har vi fået en ny tilsvarende skandale, nemlig gelatine. Kineserne stopper ikke nogen steder hvis der er en mulig profit. Pyt med at vi slår en masse mennesker ihjel, bare vi tjener penge.
Gelatine bruges i kapsler til medicin, det er naturligvis en speciel gelatine, der er godkendt til fødevarer og ikke noget til industriel brug. Hvis man nu køber den billigere gelatine med indhold af bl.a. Chrom og andre spændende ting, så er der nok ingen der opdager hvis vi bruger det til medicin, der er jo penge at tjene.
Der er blevet funder stoffer hvor grænseværdierne er overskredet 80 gange og på en fabrik har man fundet 300 Tons industriel gelatine, klar til at komme i vores medicin.
Som sædvanlig har det offentlige udtalt at det er helt sikkert at spise pillerne, jeg er nu glad for at jeg er rask lige nu og ikke har brug for kinesisk produceret medicin

Perspektiv

Når man kun ser Danmark igennem aviserne som jeg, så er det nok et andet billede man får af forholdene. De største problemer i Danmark er Villys engelske, rygekabiner på Christiansborg og hvem der vinder i X-faktor. Samtidig læser man dagligt om vold og knivoverfald og føler at man selv sidder det fredeligste sted på jorden.
Jeg har aldrig været bange i Kina og man oplever aldrig vold eller overfald i nattelivet. Jeg vil langt hellere gå rundt i Shanghai midt om natten, end jeg vil i København.
Det er lidt sjovt sådan at se tingene på afstand, for jeg kan jo slet ikke følge med i hvad der sker. Nye danske sangere som jeg ikke aner hvem er, vinder af div. reality shows og den slags som ser ud til at optage Danmark mest. Alt er sikkert som før, men set med mine øjne er det ikke altid de vigtigste ting der fylder aviserne.

Ris til egen r...

Ingen tvivl om at man kopierer alt i Kina, ethvert produkt der er kendt, bliver kopieret. I går så jeg en mand med et par ECCE sko, skrevet med nøjagtig samme skrifttype som ECCO. På en messe i sidste uge, vae der endda kopier af vores maskiner. Et andet firma har nøjagtig samme design som vi har og jeg er ret sikker på at vi var først. Mit firma er 61 år gammelt.
I avisen løste jeg om et stigende problem, nemlig kopiering af antikviteter. Der er stigende efterspørgsel efter antikke og historiske ting og folk er villige til at betale utrolige summer. Et historisk dokument blev solgt på en auktion for 120 Mill Danske kroner, det skulle være fra år 420. Et museum i Shanghai var efterfølgende ret sire på at det var en forfalskning, de havde nemlig haft dokumentet i over 20 år. Der er nu hele fabrikker der laver "gamle" tallerkener, krukker, jadesmykker og alt der kan sælges for penge. Dem der laver kopierne får ofte ikke mange penge, måske 100. Så sælges de videre på antikmarkeder for 10.000, men de eneste der indtil nu er blevet straffet, er dem der har produceret kopierne.
Som med så meget i Kina, der er regler og love og dem skal alle overholde, med mindre man har penge.

Taxa

Gad vide hvor mange gange jeg har skrevet om mine oplevelser med taxi i Kina. Det er altid en kilde til oplevelser og jeg kører så også en del mere i taxi end i Danmark.
Her sidder jeg i udkanten af Beijing og er ved at fryse ihjel i et provinshul. Det er ikke lutter lagkage at bo her og rejse rundt. Af frygt for at kede mig ihjel på hotellet, havde jeg været omkring google og fundet en irsk pub i det distrikt hvor jeg bor. Der er pænt langt ind til Beijing og jeg havde arbejdet til sent om lørdagen, så jeg var ikke i sightseeing mode. Den irske pub lød helt fin, så jeg forberedte mig med adresse på kinesisk, så jeg havde en chance for at komme derhen.
Først stod jeg og ventede i 20 minutter uden at se en eneste taxa, ikke engang en der var optaget. Pludselig kommer der en og endda ledig, nu er jeg på vej. Chaufføren kigger på adressen og nikker, alt er godt. Vi kører og det går fint.. i ca 15 minutter. Nu er vi så kommet et sted hen og chaufføren aner nu ikke hvor vi skal hen. Vi kører rundt i et industrikvarter og flere gange kører vi i ring. Til sidst får jeg ham til at spørge om vej, for kort eller GPS ejer han naturligvis ikke. En mand vil godt hjælpe og kører endda i forvejen og forsøger at finde adressen for os. Det lykkes heller ikke og vi kommer forbi det samme hotel 3 gange. Til sidst standser manden og peger på en politistation, der kan vi spørge. Jeg ser at min chauffør giver manden lidt penge, folk er venlige i Kina, men det koster normalt også.
På politistationen får han spurgt om vej og han lyser helt op da han kommer tilbage til vognen, nu ved han hvor vi skal hen. Vi kører lidt i retning af det hotel vi har været rundt om 3 gange inden og drejer så ned af en vej, det begynder at se rigtigt ud. Det var det så ikke, så vi kører tilbage til pilitistationen igen. Endnu engang en forklaring og denne gang ser det endnu bedre ud. Vi kører igen hen til hotellet, men tager nu den næste vej og endelig er der bid. Vi finder det store shoppingområde som stort set alle i området kender og det ser ud til at jeg endelig er ved vejs ende. Efter næsten 2 timer i bilen, er jeg mere end glad for at vi er stoppet et sted hvor der i det mindste er lidt civilisation. Jeg kan ikke se en irsk pub, men en Starbucks og det er rigeligt på det her tidspunkt. Lidt forhandling om prisen, for aldrig i livet om jeg vil betale det der står på taxameteret.
Så går jagten, der er mange restauranter og butikker så jeg skal nok finde noget mad. Efter at have været rundt omkring hele området, finder jeg endelig det der engang var en irsk pub, den er nu lukket. På internettet læste jeg ellers at den åbnede i Maj 2011, men der var egentlig heller ikke mange mennesker i området på en ellers fornuftig søndag med solskin i frostvejr.
Det blev til en kage på Starbucks og en god kop kaffe, så måtte jeg hellere vende snuden hjem ad igen. Der var meget langt imellem en taxa, så da jeg så en, var det om at være hurtig. Han så på kortet fra mit hotel og vidste heldigvis med det samme hvor det var. Et par småveje ud til hovedvejen og 15 min efter var jeg hjemme igen.
Der var flere gange hvor jeg overvejede at stige ud af bilen, men ude i et øde industrikvarter en søndag eftermiddag, var der ikke gode odds for at jeg kom hurtigere frem, så jeg blev til den bitre ende. Sådan forløb min søndag eftermiddag og det er nok ikke sidste gang det sker.

Hospitaler

En sag har optaget folk lidt i forbindelse med hospitalerne i Kina. Man er ikke i tvivl om at penge spiller en meget stor rolle i Kina, også i sundhedsvæsenet. Kineserne er dog vrede over en sag hvor det tydeligt blev demonstreret hvor meget vigtigere penge er end folks helbred.
En mand var blevet syg og tog på hospitalet for at blive undersøgt at en læge. Lægen kunne se at han var ret syg og at det var ret alvorligt, men en operation ville kunne redde ham. det ville koste omkring 100.000 at blive opereret, så det var rigtig mange penge for manden. Han tænkte at han ikke havde ret mange muligheder, selv om han ikke havde så mange penge, for de penge han kunne spare, ville alligevel ikke være noget værd hvis han var død, alligevel ville han dog gerne have en anden læge til at se på ham. På et andet hospital fandt han en læge og han undersøgte manden. Ja lægen kunne godt se at han var syg og ikke havde det godt, så han skrev en recept på noget medicin til 20 kroner og efter en uge var manden rask. Det var jo egentlig godt, men manden var jo sur over at den første ville skære ham op for 100.000, når løsningen der gjorde ham rast på en uge kostede 20. Operationen ville sikkert være i forbindelse med medicin til 20 Kr og for 100.000 skulle der jo også være råd til det.
Det har fået en diskussion til at blusse op omkring hospitaler og læger i Kina, for der er mange gode og dygtige læger i Kina, men der er også en del som kun nærmer sig patienter med $-Tegn i øjnene.

Benzin forbrug

Jeg ved ikke om biler i Kina er konstrueret anderledes end vi er vant til, eller om det bare er kineserne der tænker på en anden måde end vi gør.
Jeg har længe undret mig over at taxaer altid kører den vej der tager længst tid, nemlig igennem midtbyen. Der er fra vores hotel en ganske fin ringvej med 4 spor rundt om hele byen og der er ingen lyskryds og normalt heller ikke mere trafik end at man kan holde en fart på omkring 80. igennem byen ser det naturligvis anderledes ud, rigeligt med lyskryds, mange biler og normalt kommer man ikke engang i nærheden af 50 Km/t. Alligevel er vejen igennem byen klart den foretrukne vej, hver gang vi kører taxa. Det kan ikke være fordi at turen den vej giver mere, for vi kører altid efter en (alt for høj) fast pris.
En kineser forsøgte at forklare det til mig, dog uden held. Når bilen kører 10 Km/l er det billigst at køre igennem byen, for vejen er vel omkring 3-4 Km kortere. Selve turen ind til byen er vel ca 40-45 Km, så at spare 4 Km ville ikke være det store. i min verden kommer forskellen der hvor turen igennem midtbyen, normalt tager 20-30 minutter længere og jeg har ret svært ved at se hvor man egentlig har sparet benzin. Jeg tror igen det handler om at tænke bare en smule fremad.

Jeg har været så glad for at køre i tog før i tiden, men begejstringen har lagt sig lidt. Som noget nyt skal man nu vise legitimation når man køber en togbillet. Det er på en måde en god ting, for før i tiden var der mange der købte 50 billetter til afgange om fredagen som altid blev udsolgt. Dem solgte de så uden for stationen til højere priser, billethajer. Det er blevet noget sværere nu, da man vist max kan købe 5 billetter ad gangen pr. Person. Problemet for mig, er at jag ikke længere kan benytte automaterne. Der kom ellers nogle halt fantastiske automater, man valgte sprog, hvor man ville hen, afgangstid, normal eller Business og valgte den afgang man ville have. Vupti havde man købt en billet til samme dag eller senere og det uden at stå i kø. Det samme kan man nu, med en enkelt tilføjelse. Automaten siger inden betaling : Indscan ID-Kort og Flemming har IKKE et Kinesisk ID-kort, kun et dansk pas. Så må jeg, som alle andre udlændinge, pænt stå i kø til den ene luge der er åben med personlig betjening og febrilsk forsøge at forklare damen i lugen at det skal være i morgen, IKKE i dag, jeg vil have Business til 8 Kroner mere og alle andre ting, for på banegården kan du roligt regne med at de færreste snakker engelsk.

Egentlig var det bare forklaringen på hvordan man køber en billet, for det handler faktisk om noget andet. Da jeg var kommet ombord i toget, kom der en politimand igennem toget. Først troede jeg at det var til kontrol af billetter, selv om vi havde vist billet flere gange, men det var faktisk en rigtig politimand. Han havde en scanner med og kontrollerede folks ID-Kort. Han bad også om mit og insisterede faktisk på at se mit ID-Kort. Jeg forklarede først pænt at jeg ikke havde noget, men det kunne han ikke forstå. Jeg spurgte ham så om han troede at jeg var Kineser og så var det som om at 10 øren faldt. Han ville ikke se mit pas, så han gik videre. Senere fandt han 2 mænd som havde byttet plads og så var helvede løs. Længere nede i vognen, havde 2 mand åbenbart byttet plads og det går jo slet ikke. Måske ville den ene gerne sidde ved vinduet, måske havde den ene en masse baggage som der ikke var plads til inderst, men egentlig kan det vel være lige meget. Ikke for politimanden, for nu var der jo en grund til at han gik igennem toget. De 2 mænd måtte pænt bytte plads og bytte baggagen ud, for den kunne naturligvis heller ikke blive ligende. Enten har politimanden misforstået sin opgave med at kontrollere om folk har købt billetter til andre, eller den forklaring jeg selv hælder mest til: han så her endelig en mulighed til at være kongen og ham der bestemte, han kunne få lidt "Face". Man skal nok have været her lidt for rigtig at kunne forstå hvor vigtigt det er for kineserne, jeg undrer mig stadig.

Strøm i Kina

I Kina skal man spare på alt, også gerne der hvor tingene så bliver langt dyrere. På en fabrik skulle vi bruge lidt strøm til en boremaskine og det var ikke så ligetil. Elektrikeren kom med en stump kabel på 2 meter, man jeg fik forklaret ham at det nok ikke helt var nok. Han fandt endnu en stump og nu havde vi en kort forlænger og 2 stumper kabel, så bedre end ingenting. Elektrikeren gik i gang, for kablerne skulle jo sættes sammen på en eller anden måde. Først klipper man skikket af, for en stikkontakt findes normalt ikke på en fabrik, de koster jo penge. Alle kabelstumperne blev flikket sammen med tape, ja ikke isolerbånd eller andet fornuftigt, men gennemsigtigt tape fra kontoret. Jeg valgte at holde lidt afstand til kablet. Da der ikke er stik, så må man jo tilslutte kablet direkte til en el-tavle og skrue det fast. nu var elektrikeren klar med vores forlænger kabel efter kun en god times arbejde, så min kollega kunne bore. Det var dog en stakket frist, selv om det gik rigtig godt i starten. Det gik nok endda lidt for godt, for elektrikeren havde monteret kablet på 400 Volt og ikke på 230 Volt. Boremaskinen kørte vildt godt i ganske kort tid, så stoppede den og så røg den lidt.
Det var faktisk synd, for det var en Bosch boremaskine og endda en dyr model. Vi kunne nu vente til næste dag indtil kunden havde fremskaffet en ny boremaskine.
Mit regnestykke ser sådan ud:
Udgifter : Ny boremaskine, 2 timers arbejde for elektrikeren, 1 dags forsinkelse, 4 mand beskæftiget med at diskutere i laaaang tid.
Sparet: I stikdåse til omkring 5 Kroner.
Jeg forsøger stadig at se det fornuftige i det.