onsdag den 28. januar 2009

Trafik simulator.

Jeg har fundet en måde hvor man kan opleve kinesisk trafik, selv om man ikke selv kører bil. Man tager blot i et supermarked i weekenden inden kinesisk nytår og begiver sig så af sted med en indkøbsvogn. I mit tilfælde endda med en 2½ årig spilopmager i vognen, der kastede sig frem og tilbage, så det var som om alle hjul var ude af balance. Det svarer faktisk lidt til myldretiden i midtbyen.
Vi skulle kun have ganske få ting, men da vi fik kæmpet os hen til kassen måtte vi opgive. Der er i vores lokale supermarked 52 kasselinier, der stod vel omkring 30 mennesker i hver kø. Der er godt nok "kvikkasser" for folk med max 5 varer, men det er kineserne totalt lige glade med. De vælger gerne den kø, selv om de har top på indkøbsvognen og en ekspedition af dem alene vil tage 15 minutter.
Alt er kaos op til nytåret, på samme måde som det er i Danmark op til jul, der er bare lidt flere mennesker. Her lukker supermarkederne nu ikke, der er åbent 365 dage om året. Det har så været positivt at køre på vejene, for der er stort set tomt. Jeg tog et smut til Shanghai i dag og sjældent har jeg oplevet så dejlig fri vej hele vejen. Turen gik til IKEA og der fandt jeg så ud af hvorfor der ikke var mennesker på vejene i Shanghai, de var nemlig alle i IKEA. Jeg har sjældent været så træt efter en shoppetur, et mylder af mennesker og samtidig forsøge at holde lidt styr på min søn, der havde en helt fantastisk dag. Der er op til flere legelande rundt omkring i IKEA butikken og alle blev afprøvet.

mandag den 19. januar 2009

Vores nye nabo

I området hvor vores butik ligger, er der meget stor udskiftning i butikkerne. Man kan næsten altid se en butik under opbygning, det er ikke nemt at leve på hovedgaden med de huslejer der er.
Vi ligger så lige en 30 meter nede af en sidegade, det sparer vi 90% i husleje ved. En butik der solgte DVD film måtte trods lav husleje bukke under. En DVD koster omkring 4-5 kroner, så der skal alligevel et par stykker over disken hver dag, for at betale husleje og strøm. Nu er der kommet en lille frisør og det mest vilde, en sex shop. Først var min kone ikke helt begejstret over at få sådan en nabo, selv om det er tilladt i Kina, så ser man jo ikke sex legetøj til salg på hvert gadehjørne. Man ser måske sex til salg på hvert gadehjørne, men ikke hjælpemidler til det. Dobbeltmoralsk i mine øjne.
Jeg kan huske at der lå en lille butik i Shanghai engang, den er så lukket nu. Den lå i forlængelse af gågaden, men jeg tror aldrig jeg har set den i nærheden af fuld med mennesker. Det tror jeg heller ikke kommer til at ske her, som jeg forstår kineserne, så vil de hellere dø, end blive set på vej ind i en butik med sex remedier.
Jeg drillede min kone med at sex trods alt ikke kunne være helt ualmindeligt i Kina, når der er 1,3 Mia mennesker, så har de trods alt været i gang

onsdag den 14. januar 2009

Elektrisk chock

Det gik ud over svigerfar, men han fik dog ikke stød. Vi har haft en del problemer med strøm i lejligheden, vores hovedafbryder slog hele tiden fra. Bare der var én aircondition der kørte, så mistede vi strømmen efter 3-4 timer. Hvis der var 2 der kørte, så varede det ikke mere end 1 time. Det blev jeg træt af. Jeg fik købt en ny hovedafbryder af lidt bedre kvalitet (læs, IKKE kinesisk) og vi fandt en elektriker til at skifte den. Det hjalp, nu kan vi have aircon kørende uden afbrydelser.
Chokket kom da svigerfar fandt ud af at vi havde betalt elektrikeren 30 kroner for arbejdet. Det var jo helt vildt at betale så meget for en smule arbejde. Det var det egentlig også, men han var kommet og sagde hvad han ville have for at lave det. Vi kunne sende ham væk og lede efter en anden og så sørge for at jeg ikke var synlig når prisen skulle "udregnes" Det gad jeg ikke, jeg ville bare have strøm.
Svigerfar har brugt en hel dag på at klage sig over at vi havde betalt 30 kroner. Det er nok bedst at jeg ikke fortæller ham, at hovedafbryderen kostede over 300 kroner.

Håndværkere er en sjov ting i Kina. Der er ikke store firmaer, men enkelte personer der laver elektrisk arbejde, tømrer arbejde o.s.v. Der er sjældent noget med timeløn, de giver en pris for at lave et stykke arbejde. Folk har typisk ingen anelse om hvor meget arbejde der er i det, så de godtager ofte en høj pris. Vi skulle på et tidspunkt have lavet en reol i vores lager og fandt først en tømrer. Vi havde selv købt materialer, så han skulle bare lave reolen i træ. Det ville han have 1800 RMB for, på en fabrik får en arbejder typisk 1000 RMB om måneden. Jeg mente at det vist var lige i overkanten, så det kunne jeg lave selv. 8 timer tog det mig at få det hele lavet, faktisk en ok løn i Kina.

tirsdag den 6. januar 2009

Dobbelt lykke

Vi har netop været på hospitalet og besøge min kones veninde fra skoletiden. Hun fik tvillinger lige inden nytår. De er ekstra glade da det er 2 drenge, så nu er familien sikret.
Hospitalerne i Kina er nu faktisk ret fornuftige, hvis man ellers holder sig fra de helt billige. Begge drenge har det fint og vejede 5,3 og 5,4 pund, så hun var vist også glad nok for at få dem ud.

En anden veninde er lige blevet gravid, hendes mand er også udlænding og kommer fra Indien. Jeg snakkede en del med ham omkring fødslen af vores søn, så han vidste lidt om hvad der ventede. Da jeg fortalte at vi fik en levende høne i gave på hospitalet så han lettere bekymret ud. Hans kone kunne også fortælle at det var helt normalt, det er jo logisk at man ikke kan give noget dødt i gave, når man lige har fået et nyt liv, derfor skal hønen være levende.
Der er visse ting hvor jeg er glad for at jeg tænker TILBAGE på det, det betyder nemlig at det er overstået. Nu kan jeg heldigvis grine lidt af historien, som så meget andet.