Service

Jeg har oplevet meget rundt omkring i verden og spist på mange restauranter. Førstepladsen for elendig betjening går nu til hele byen Chengdu, for værre har jeg dog aldrig oplevet.
Mit hotel hedder godt nok International hotel, men det betyder vist bare at en masse udlændinge er samlet her i frustration over at der ikke er andre alternativer. International beskriver altså kun gæsterne og bestemt ikke service.
For et par dage blev det for meget for os alle sammen og en af mine tyske kolleger svor at han aldrig vil spise der igen. Stort set alt gik galt og det kunne være undgået hvis ikke tjenerne alle havde travlt med at opholde sig alle andre steder end restauranten og samtidig tage en smule omtanke med på arbejde.
Normalt får man et gratis glas vand som bliver fyldt op hele tiden, men hvis der ikke er alt for mange gæster i restauranten, mener de åbenbart at det kan springes over. 4 gange måtte vi bestille et glas vand, inden de kom med et. Da tjeneren var ved bordet grinede hun bare og sagde at det havde hun da vist glemt, det gjorde hun så igen.
Jeg kommer til bordet senere end mine 3 kolleger, der allerede havde fået deres mad. Jeg bestiller min mad hos tjeneren og hun når lige at dreje om da en anden tjener kommer med noget suppe. Hun vil så give det til mig, til trods for at det nu er 20 sekunder siden at jeg har bestilt hos hende og hun har skrevet på en seddel hvad jeg skulle have. Det var endda svært at overbevise hende om at det faktisk ikke var min suppe, for når nu den kom hen til vores bord, så måtte den da også være til os. (Eller de andre tjenere er nøjagtig så ligeglade som hende selv)

Helt galt går det næste morgen. Det er søndag og jeg sidder med en kollega og nyder morgenmaden i lidt længere tid end de sædvanlige 20 minutter. Vi bestiller en kop kaffe mere, selv om der er på kande, skal man bestille kaffen. Nu er det sådan at man kun får én kop kaffe til morgenmaden, så det kan vi ikke. Vi beder flere tjenere om at hente 2 kopper kaffe, men får bare svaret "NEJ". Vi forklarer at vi gerne vil betale for den ekstra kop kaffe, men heller ikke det kan lade sig gøre. Min kollega er nu ved at være en smule irriteret og beder for 10 gang om de for pokker ikke bare kan hente 2 kopper kaffe, som vi så kan betale for. Stadig ikke muligt. Nu kommer manageren for restauranten så og forklarer os at der kun er en kop kaffe pr. person med i morgenmaden, derfor kan vi ikke få kop nummer 2. Igen forklarer vi manageren at vi så gerne vil KØBE 2 kopper kaffe, men det kan vi jo ikke, for man får kun 1 kop pr. mand.
Vi er nu derhenne hvor vi ikke længere visker, så enden på det bliver at manageren for hotellet kommer og efter at have forklaret situationen, får vi vores anden kop kaffe. En overnatning koster 280 RMB, 2 kopper kaffe til morgenmaden kostede 60 RMB.

Men dagen var kun lige begyndt, så meget kunne ske endnu og det gjorde der også.
Vi tager ind til Chengdu for at shoppe lidt. Først får vi prejet 5 taxaer, inden vi finder en der vil køre for en blot rimeligt beløb. Vores taxa aftaler vi en fast pris på 100 med og afsted går det imod byens største shoppingcenter og gågade. Bare fordi man kører taxa i Kina, betyder det på ingen måde at man ejer for 5 øre stedsans, en GPS eller blot evnen til at ringe til centralen og spørge om vej. Flere gange spurgte chaufføren os om hvor vi skulle hen og det vidste vi ikke, da det var første gang. Vi endte med at køre så stor en omvej, at turen havde kostet mere end de 100, hvis altså hun ville slå taxameteret til. Sidste gang vi kørte direkte til midtbyen var det med taxameter og det blev 87.

Nu går det helt galt, for vi er blevet sultne og står midt på gågaden i Chengdu. Først finder vi en McDonalds men det er alligevel for meget fastfood. Vi beslutter os for en Pizzahut og alle glæder sig til en god pizza, frem for de kinesiske man enkelte steder kan få. Den korte version- Vi bestiller vores mad og drikkevarer. Vi rykker efter drikkevarer 3 gange, efter 40 minutter kommer vores drikkevarer, dog ikke appelsinjuice, for det har de alligevel ikke. Efter 50 minutter vil vi gerne have vores mad og den er der om max 3 minutter. Over en time efter vi har bestilt rejser vi os fra bordet og går. 5 minutter efter er vi på McDonalds og vi får vores mad med det samme.

Jeg gætter på at mine oplevelser slet ikke er færdige, jeg skal blive her i mindst 6 måneder endnu.

Børnehaven

Jeg er ikke uddannet pædagog, men føler alligevel lidt at jeg kan forholde mig til deres arbejde. Da jeg blev ansat i et tysk firma, lagde de ikke skjul på at de gerne ville have mig, netop fordi jeg IKKE er tysker. Ordnung muss sein, men det er der bare ikke i Kina. For at leve her, skal man altså gå lidt på kompromis med mange ting.
Jeg har lagt øre til meget brok over at absolut ingen her kan engelsk, men der er der altså heller ikke mange der kan i Tyskland.
Maden er anderledes langt ude på landet i Kina og NEJ, man kan ikke få en schnitzel eller kartofler til maden. Som tommelfingerregel, så regn med at du får ris....3 gange om dagen, så vil du få ret i langt de fleste tilfælde.
På arbejde har de også stadig lidt svært ved at forstå tingene. Man kan ikke bare bede en kineser om noget og så regne med at han rent faktisk gør det. Han gør et eller andet, man meget sjældent netop det man har bedt om.

Jeg er vant til det og det er nok blevet hverdag for mig. Det værste er nok at ingen gider gøre noget ved tingene. Der er normalt at alting går i stykker, det ophidser ingen. Man kan bare slå ud med armene, for man kan jo ikke gøre noget ved det. Det mener jeg jo så godt at man kan, man kan få fingeren ud af r..... Ingen æg til morgenmad i sidste uge, for hotellet havde glemt at købe gas. Ingen kaffe i morges, for selv om det er i hotellets KAFFEbar, så virkede den ene kaffemaskine ikke og det var netop DEN de bruget til morgenmad. En af de andre kunne man jo ikke starte, det er klart.
På arbejde gik kranen pludselig i stå. Efter 20 min fik de fremskaffet en pind, for at måle hvor meget diesel der var tilbage. Måleren havde naturligvis ikke virket de sidste 4 år. Der var diesel, så nu venter vi på 4 dag på at der kommer en og laver kranen. Her ser vi hvor mange mand det kræver at undersøge om der faktisk er diesel tilbage.

På landet

Efter 4 uger i Chengdu, kan jeg godt mærke at tingene er anderledes her.
Der er også langt til Shanghai og ud over pandaer og bjerge, er der ikke mange naboer i omegnen. Der bor godt nok omkring 15 Mill. mennesker i Chengdu, men der er noget mere "kinesisk" end andre byer jeg har besøgt.
Taxaerne er ikke så vant til udlændinge, så i samtlige taxaer kan taxameteret ikke bruges, man betaler i stedet bare en fastsat pris for turen og ganger den med 4 for blegansigter.
I firmaet hvor jeg arbejder er tingene også anderledes. Selv om det er et topmoderne firma med maskiner fra Tyskland, så er folk ikke helt fulgt med. Toiletterne er jo et kapitel for sig generelt i Kina, men her er det altså slemt. Firmaet har så bygget et toilet specielt til os, men de har ikke spurt os om hvad vi forestillede os. Et skur med et hul i gulvet var ikke det jeg tænkte på, men det var hvad vi fik. Vi kan næsten ikke klage over det, de har trods alt bygget et toilet specielt til os udlændinge.

Jeg havde en længere diskussion med firmaet om vores hotel. Min kæreste er kommet på besøg og firmaet spurgte mig om jeg ville have et andet værelse. Jeg har et dobbeltværelse, så jeg mente at det var fint. De troede så at jeg havde mit eget værelse, fordi jeg er chefen og alle de andre tyskere så boede 2 eller 3 mand på et værelse. Det gør de naturligvis ikke. Senere spurgte de mig om vi så ikke kunne dele værelserne. Mit svar var vist ikke for børn, men essensen af det var NEJ.

Også min kære Christina, som er chefens højre hånd har overrasket mig. Hun er meget god til engelsk og har læst på universitetet. Hun er en hård nyser og har med sikkerhed kæmpet for at komme der op hvor hun er. Adspurgt hvad hendes mål eller drømme i livet var, svarede hun at hun bare ville giftes med en rig mand. Selv om hun ved første øjekast virker mere vestlig end de fleste, så var det hendes mål. Hun tjener en god løn og mange gange flere penge end en arbejder på fabrikken, altså kan hun sagtens klare sig selv.

Telefonen

Igen igen var min mobil pludselig løbet tør for penge, naturligvis uden at jeg vidste det. Det smarte var at jeg ikke kunne nå at komme i China Mobile inden de lukkede, for jeg er først på mit hotel omkring kl 19. Jeg ventede til søndag og fandt hurtigt en butik. Her oplevede jeg noget smart, de havde kort man kunne købe og bare tanke op med en kode man kunne skrabe på kortet.
Jeg burde vide bedre og i et kort øjeblik af glæde var mine parader nok nede, for i Kina er noget der virker for godt til at være sandt, nemlig langt fra det.
Tilbage til min mobil, for hjemme på hotellet ville jeg så tanke min mobil op. Nu kommer det (Kina) smarte. Jeg skulle ringe op til et nummer for at aktivere koden, men det kunne jeg naturligvis ikke, for jeg havde jo ingen penge på mobilen. Det var ikke et frinummer, man kan altså KUN tanke penge på sin mobil, når man stadig har penge tilbage.
Jeg sad og forsøgte at finde en smule logik i det, men efter noget tid måtte jeg opgive. Det ER bare for dumt.