lørdag den 27. maj 2006

Kvinder vil være smukke i hele verden

Utroligt hvor meget penge egentlig betyder her i dette land. Jeg kunne forstå det hvis det var de fattige, men selv om man har rigeligt med penge, så svindler man alligevel. I fjernsynet så vi et indslag om et vidunder produkt, der desværre ikke var så godt som forventet. Mange kinesiske piger vil gerne have større bryster, men en operation koster, også her, en del penge. Et firma havde opfundet en væske som man bare sprøjtede ind i brysterne og så blev de større. Ulempen var bare at det ikke altid blev der hvor man sprøjtede det ind. Nogen havde så fået "ekstra" bryster under armhulen, andre havde fået væsken i hele kroppen. 300.000 havde brugt det og har nu store problemer med det.
Det var godkendt af myndighederne, men der havde vist været lidt penge under bordet for at få den tilladelse igennem, for man vidste godt at der var en betydelig risiko ved det. Og kineserne er ikke kritiske med den slags ting, kan man spare penge, så tager man gerne en chance. Mange har sikkert slet ikke overvejet at det kunne være farligt, de har generelt ikke meget viden om sundhed og helbred.

Et andet indslag i fjernsynet tænkte jeg også en del over. En gammel dame på 83 år boede på gaden. Hun havde 2 sønner, der begge havde mange penge. Den ene havde et stort hus, den anden havde en helt ny VW passat. Alligevel ville de ikke passe på hende. Den ene sagde direkte til kameraet, at når hun engang døde, så arvede han jo kun ½ delen, derfor ville han kun passe på hende ½ delen af tiden. Den anden bror mente så ikke det var hans tur endnu, så hun måtte sove på gaden.

torsdag den 25. maj 2006

På shopping tur sydpå

Netop hjemkommet fra endnu en tur til Yiwu. Det er godt at komme rundt til andre byer, så finder man ud af hvor godt man har det, hvor man bor. Nu går der nok et stykke tid inden jeg klager over trafikken i Suzhou, for det var da 10 gange værre i Yiwu. I de 20 timer vi var i byen, så vi 3 blive kørt ned. Det er næsten mere reglen at man kører over for rødt og i den forkerte retning på en 3-4 sporet vej.
Vi ville finde noget morgenmad, men jeg kunne ikke huske hvor jeg spiste sidste gang. Vi fik så forvildet os ind på et hotel, der havde en muslimsk restaurant. Jeg tror ikke vi kommer der igen, men det var en oplevelse. Hele tiden skulle vi høre på en messe fra en moské. Der blev sagt nogen ting om allah og så blev der sunget (læs skreget), meget trættende at høre på til morgenmaden. En kop te med mælk så lidt mystisk ud. Det viste sig at være med fåremælk, den lugt tager man ikke fejl af.

mandag den 22. maj 2006

3 hjulet taxa = livsfare

Nu har jeg fundet vejen til integration og til hvordan man lærer at tale kinesisk. Man tager bare til middag med 25 kolleger og lader dem drikke en totalt under bordet. Jeg kan faktisk ikke huske hvordan jeg kom hjem i fredags, men jeg kan huske at jeg skulle skåle rigtig mange gange i risvin. Til gengæld blev mit kinesiske forbedret meget, jeg snakkede med dem allesammen på kinesisk og vi forstod hinanden.
Nu skal det også være slut med de små scooter taxier, de er livsfarlige svindlere. Jeg forstår desværre en del efterhånden, også da chaufføren fortalte min kollega, at turen blev meget dyrere når der var en udlænding med. Det var min kollega der ville betale. Desuden kiggede han sig slet ikke for og vi var ret tæt på at blive ramt af en lastbil. Dem der kører de scootere kan bare ikke have en hjerne i deres hoved.

torsdag den 18. maj 2006

Sådan vokser man i Kina

Den her skal med, sjældent har jeg grinet så godt. Til kinesisk lærte vi om forskellige sportsgrene, tennis badminton og basketball. Vores lærer fortalte så at man blev høj af at spille basket ?? Det ville vi altså høre mere om, hun mente altså at hvis man spillede meget basketball, selv om man var lille, så ville man altså blive stor. Nej vi grinede. Vi spurgte om knoglerne simpelthen blev længere, men hun kunne ikke give anden forklaring end at det måtte være fordi man hoppede op hele tiden. Vi mente nok det blev udlignet af at man landede igen, men hun kunne ikke overbevises.
Det er sikkert Kinesisk logik, selv om jeg har en idé om at det bare er en fordel at være høj for at spille det. Men her er da et tip til dem der synes de er for små, spil basketball, så bliver du hurtigt 10-15 cm højere. Det kan godt være det kun virker i Kina.

fredag den 12. maj 2006

Vinteren ER altså kold

Nu har vi overstået ferien, man fejrer jo 1. Maj på behørig vis i et gammelt kommunistisk land. Vi holdt en uges ferie og tog til Quingdao for at besøge svigerforældrene.
Vi tog bussen der op, jeg syntes ikke jeg havde lyst til at køre i 6 timer. Det tror jeg nu jeg har næste gang, vi var ikke alt for heldige med bussen. Sæderne var noget hårde og så er 6 timer nu lang nok tid. Vi fik set vores anden lejlighed, den er lige blevet færdig. Byggeriet skulle være færdigt sidste år, men først var de forsinkede og bagefter kunne de ikke bygge om vinteren. Der oppe bliver det noget koldere end her i byen, det er meget sjældent at vi har frostvejr. Men endelig kunne vi beundre resultatet og jeg var særligt begejstret over at der er fjernvarme. Det er en gang bestemt at det ikke er vinter syd for Yangse floden, så vi må ikke have central opvarmning. Termoruder og isolering har vi heller ikke, så det er lidt dyrt i strøm til vores Aircondition.
Lejligheden var flot, de havde endda lavet badeværelse færdigt. Den kommer nok bare til at stå tom, hvis vi lejer den ud, vil vi få langt mere besvær end penge. Vi kan måske få 400 Kr om måneden i leje og kineserne er ikke lige kendt for at passe på tingene.

Vi har haft besøg af en veninde i dag. Hun havde sin mor med, der var på besøg fra Nanjing. Moderen kom fordi hun har fundet sig en kæreste. Endda en udlænding, han er fra Tyskland. De har kendt hinanden i 1 måned, altså minus den uge hvor det var 1. Maj. Nu er hun også 29, så moderen mente jo det var på høje tid at blive gift. Derfor kom hun for at se den nye mand. De har jo ikke været sammen ret længe, så hun mente da lige de kunne vente ½ år, men SÅ skulle de også købe et hus og blive gift. Gad vide hvor lang tid der går, før han løber skrigende væk. Hun er nu sød nok, men rimelig desperat efter at finde en mand.
Vi havde en sjov snak, hun spurgte mig om der ikke var nogen udlændinge der tænkte på at spare op. Det mente jeg da nok der var, langt mere end kineserne tror jeg. Men hun undrede sig over at vi for eksempel har varme på om vinteren. Vi kunne jo bare tage uldne trøjer og overtøj på og så spare de penge. For et par måneder siden, havde jeg lidt problemer med mit knæ og har fundet ud af, at det må være kulde. I vinters havde vi mange gange 8-10 gr varme i huset, simpelthen fordi min kone slukkede for varmen hele tiden. Næste år bor jeg ikke i lejligheden hvis der er så koldt, så må jeg bo i firmaet indtil hun lukker op for varmen. Jeg vil bare ikke fryse 24 timer i døgnet.
Når jeg tænker på mine kolleger der bruger 3 månedslønninger på en mobil, så forstår jeg ikke det med varmen. Kultur forskel så det basker.