søndag den 24. juni 2007

oplevelser

Jeg skulle da have startet en butik lang tid før, det er jo garanti for endnu flere oplevelser. Rigtig mange af kunderne er bare så søde og venlige, vi har fået over 40 telefonnumre som vi skal ringe til, når vi finder et nyt lokale. En gang imellem sniger der sig så en mærkelig person ind i butikken, det kan vi leve med når der er langt flest positive oplevelser.
En dame var i butikken kl 9, hun spurgte om prisen på stort set alt tøj og alligevel ville hun ikke give mere end 2 Kr for noget af det. Hun gik kl 12, ja 3 timer brugte hun på at lede alt tøjet igennem og fik til sidst købt 2 bluser. Min kone var lettet over endelig at slippe af med hende.
Så let skulle det nu ikke være, om eftermiddagen kom hun igen. Nu ville hun have penge tilbage for det tøj hun havde købt. Vi giver ikke penge tilbage, men hun kunne da bytte det til noget andet. Vi spurgte om der var noget galt, det var der, hun syntes at blusen var grim. Hun havde selv købt den, men ok. Da vi fik den ud af posen, så kunne vi se at hun havde klippet det ene ærme af og der var et stort hul. Hun forklarede at hun ville forsøge at lave lidt om på blusen, men da hun var nået dertil, havde hun givet op. De andre kunder var også i chok, de sagde at hun da ikke kunne bytte det når hun selv havde klippet tøjet i stykker. Det mente hun bestemt og hun ville have noget andet og kun betale 2 kroner for det.
Alligevel blev hun i butikken og da andre prøvede noget tøj, så fortalte hun højlydt at det så meget grimt ud til dem. Så sluttede tålmodigheden, jeg tror min kone var tæt på at give hende en på hovedet, så til sidst forsvandt hun da også.
Jeg kan godt grine af det nu, heldigvis er der langt imellem den slags.

Ingen kommentarer: