fredag den 7. marts 2008

Bøde

Mærkeligt nok er det ikke mig der har fået en bøde, jeg kører ellers snart som en rigtig kineser. På en fabrik har en pige lige fået kørekort og tager rundt og kontrollerer andre fabrikker. Hun har haft kørekortet i en måned nu og har lige fået en bøde. Ikke for at køre over for rødt med 50% for høj fart, med hornet i bund, som man ellers ville tænke når man ser trafikken. Hun havde tøjprøver i bilen og havde et bundt strikkede trøjer på bagsædet. Bilen er en personbil og ikke indregistreret til varetransport, så det er altså forbudt.
Man må naturligvis godt have 2 geder, 3 børn og et får på bagsædet af bilen og der er ingen krav om sele på bagsædet, men strikkede trøjer, nej. Når man ser hvad folk ellers kører rundt med, så er man også sikker på at politimanden har haft en rigtig dårlig dag. Han har nok fået en ordentlig omgang skæld ud af konen inden han tog på arbejde, for man oplever ting der er 100 gange værre. Man kan jo sagtens være 4 på en scooter, børn kan stå op imens man kører på en knallert og der er fin plads til 2 små børn på benzintanken. Ingen kunne drømme om at spænde børn fast i en bil og man læsser indtil det hele er med, der er ikke noget der hedder "det er der ikke plads til".
Næste gang jeg tager jakken af i bilen, så må jeg hellere huske at smide den i bagagerummet.

Ingen kommentarer: