torsdag den 26. juli 2007

Folk i synshallen ryger

Jeg har lige været til syn med bilen, det skal man hvert 2. år. Ikke at det egentlig gavner trafiksikkerheden ret meget, et par pakker af de dyre cigaretter kan få meget skrammel godkendt.
Nemt er det ikke og politiet gør det heller ikke lettere, ved at lave vejledning eller skilte. Der kom en og ville hjælpe os, jeg var godt klar over at han ikke arbejdede der, men levede af at hjælpe dem der ikke kunne finde ud af det. 100 RMB ville han have, men han kunne også få tingene lidt hurtigere igennem. Jeg kunne ellers lige forestille mig at bruge 5 timer i kø den dag og det var omkring 40 grader varmt i skyggen. Men lyder noget godt i Kina, så er der noget galt. Han forklarede at vi skulle betale 300 for en attest, men det skulle han nok lige ordne for os. Det ville vi lige kontrollere, men så blev han helt nervøs, for vi måtte ikke selv gå ind på det kontor. Naturligvis må kunderne gå ind og betale selv, men det viste sig jo at det ikke kostede noget og at han bare ville se om han kunne snyde os for de ekstra 300. 400 for en times arbejde en formiddag, må siges at være godt når en månedsløn ligger på omkring 800.
Vi fik selv synet bilen og det tog ikke så lang tid.

Nu har jeg også lært at betale for vægtafgift. Forhandleren havde fortalt os at vi skulle betale hvert år, så jeg troede at alt var i orden. Det viste sig at man skulle betale for hver 6 måneder og at jeg derfor skulle betale for 1 år tilbage plus en bøde på 1000 for at betale for sent. Så kan jeg lære det.
Det er også her at man betaler for evt. fartbøder. Man får ikke noget at vide, hvis man får en fartbøde, kameraet tager et billede og så kommer regningen bare når man betaler vægtafgift. De var glade for at jeg havde kørt pænt, men fortalte også at mange modtager en regning på over 20.000. Det koster 200 at køre under 30% for stærkt. Det kan være svært og jeg var også selv blevet blitzet 2 gange, men det er langt fra alle steder at de lige skilter med hastigheden. Jeg gætter mig lidt frem, åbenbart lidt forkert netop på en bestemt strækning.
Mange af de her regler, træder naturligvis ud af kraft, hvis man kender en politimand, eller har mange af de dyre cigaretter med.

Oven i alt det skulle jeg også forny min forsikring. Glæden var stor, for her var det faktisk billigt. Jeg var faldet 1000 i forsikring, fordi jeg ikke havde haft skader. Det er nu faktisk billigt, men udretning af en skærm og lidt maling koster så heller ikke mange penge i Kina. Sidst jeg var til service med bilen, tror jeg det kostede omkring 120 DKr for eftersyn og olieskift.

fredag den 20. juli 2007

Parkering

Der er snart en del biler i byen og parkerings forhold kan være dårlige mange steder. I midtbyen er husene jo ikke bygget til at folk har bil, aller højst en cykel. Foran vores butik er der parkering forbudt og det har jeg egentlig undret mig lidt over. I starten af gaden er der nemlig mest plads, lidt længere nede snævrer vejen ind, så der var det mere fornuftigt at lave parkering forbudt.
Jeg har haft en teori som nu viser sig at være rigtig. De første 50 meter må man ikke parkere og det passer med indkørslen til flere lejligheder. Det hænger så sammen med at en af de øverste inde ved politiet bor netop i en lejlighed der.
Stort set hver aften kommer politiet og sætter en bøde på bilerne, 200 koster det. En dag havde naboen ringet efter politiet sent om aftenen, der var 2 biler der bare var smidt lige ud for hans butik. 5 min gik der, så var politiet på pletten med bødeblok og kamera. Havde en af de øverste chefer nu ikke boet der, så tvivler jeg på at der ville ske meget når det var sent om aftenen.

tirsdag den 17. juli 2007

Skønne kinesere

Kineserne kan man altså bilde alt ind, særligt hvis det er i fjernsynet eller det er noget regeringen siger, for så er det sandt.
Vi skulle vaccinere min søn i dag, men det blev aflyst. Han var jo lidt rød i bagenden og så kunne man naturligvis ikke blive vaccineret. Stor var min undren, hvad pokker har det med hinanden at gøre. Men det stod jo i papirene fra hospitalet og når de skrev det, så var det farligt.
Sagen er at vi løb tør for bleer og firmaet vi plejer at købe hos, kunne først levere dagen efter. Så købte vi nogen i supermarkedet, men de havde ikke det mærke vi plejer at bruge. Det bemærkede min søns bagdel, for han fik en smule udslæt og var lidt rød. Ikke mere end lidt creme og pudder plejer at klare, men åbenbart nok til at det var livsfarligt at give ham en vaccination.
En anden historie jeg hørte har med varmen at gøre. Det er farligt hvis der er UNDER 26 grader i folks hjem. I Danmark ville man nok oplyse folk og anspore folk til at spare på energien med kampagner. Det er ikke nødvendigt, man spreder bare en historie og så kan folk få skruet op for airconditionen. Hvis det var rigtigt, så burde jeg jo være død nu, for i vinters var der ikke meget mere end 6 grader i vores stue. Det er noget HELT andet, for det er jo om vinteren. Jeg ville så gerne have omkring de 20 grader i huset, uanset om det er sommer eller vinter, men det duer bare ikke her, for det er farligt.
Generelt er aircondition bare farligt i Kina og de har faktisk lidt ret. En old gammel model, der aldrig er blevet renset, hvor hønsene har sovet oven på og stege os og cigaretrøg hænger i kager omkring filtrene, det er ganske rigtigt ikke det bedste at få fyret op og hvæse tvivlsom luft ud i rummet. Det er bare ikke det samme som at aircondition generelt er livsfarligt.
Mange ting i Kina er som de er og det kan der ikke laves om på. Selv om der kommer videnskabelige undersøgelser på bordet, så er der altid nogen der kender en der er gammel og de gamle er altid de klogeste.

tirsdag den 10. juli 2007

Tog til tiden

Jeg læste lige en artikel i en dansk avis, omkring togtrafik i Kina. Meget kan kineserne få skyld for og oftest fuldt fortjent, men i dette tilfælde vil jeg godt forsvare dem.
Nu kan det jo også ske at folk står i kø ved koncerter i Danmark og mon ikke påsketrafikken eller juleferien kan afstedkomme en smule kø. At stå i kø i Kina er en del af dagligdagen, her er bare mange mennesker.
Men togene kører faktisk, endda til tiden. Planen var at der 1. April, skulle indsættes nye højhastigheds tog på flere strækninger. Første gang togene kørte.......var faktisk 1 April. Vi smutter til Shanghai med over 200 Km/t i moderne og komfortable tog, endda til yderst rimelige priser. Omkring 18 kroner koster en billet og der er omkring 80 Km.
Endnu mere mystisk, togene kører faktisk også til tiden om sommeren. I Danmark kan alle naturligvis forstå at togene ikke kan køre til tiden, når det er over 25 grader, samtidig smutter DSB fra Ålborg til København, med svimlende hastigheder langt over 60 Km/t. Det er jo varmt.
Vi har over 40 grader, men sporene er faktisk bygget til de temperaturer vi nu engang har, smart, når man tænker lidt efter.

torsdag den 5. juli 2007

Ny blog

Jeg går igen med overvejelser om at flytte min blog. Det her fungerer ellers rigtig fint, altså med mindre man bor i Kina. Den kinesiske mur, den vi kalder "the great firewall", blokerer for blogspot, så der kan man ikke åbne siden. Jeg kan skrive på bloggen, for det gør jeg fra blogger.com og den er ikke lukket endnu. Der er stadig censur på nettet, selv om Kina påstår at de vil åbne op. Det er ikke så meget porno der er farligt, næeh oplysning, viden og fakta er langt større problem for kineserne. Det betyder at man ikke kan åbne wikipedia, online leksikon. Endnu farligere er naturligvis en blog, for der kan folk frit ytre deres mening, så derfor kan kinesere ikke læse blogge hostet på udenlandske sites. På de kinesiske er der naturligvis en del regler for hvad man kan skrive.
Nu overvejer jeg at bruge wordpress og så lægge bloggen tilbage på mit eget site, det har kineserne ikke fået øje på endnu. Kommer tid, kommer råd, lige nu er det for varmt til bare at tænke og desuden har jeg ferie om 3 uger. Det bliver vist et projekt til efteråret.

Racisme?

Mange ting er normalt i Kina, det betyder ikke at det er i orden. Nu er jeg vant til at være den fremmede og det generer mig ikke så tit, nogen gange er det dog lige lidt for meget.
Prisen for en udlænding er altid højere end for en kineser. Jeg kan lade være med at købe og det gør jeg også tit. Jeg skulle have lavet en reol til vores lagerrum og eftersom det er over 38 grader for tiden, så mente jeg det var bedst at få håndværkere på. Desværre havde håndværkeren set mig, så for ca. en dags arbejde, ville han have 1800, i mit firma tjener en arbejder 800 om MÅNEDEN. Nu er jeg så i fuld sving med selv at bygge reol, varmen til trods. Det var heller ikke nemt at købe træ til reolen. Først tog jeg med min svoger på det lokale byggemarked, men det var vanvittige priser de ville have, bare fordi jeg var med. Til sidst fandt vi en lille butik og min svoger gik ind alene og forhandlede prisen. Da de kom med træet, snakkede de med min kone. De var kede af at de for sent havde opdaget at det var til en udlænding og ville helst snyde mig på en eller anden måde. De kunne ikke forstå hvorfor min kone ikke kunne hjælpe dem med at få lidt ekstra penge ud af mig.
Var den gået der hjemme? Hvis jeg havde en butik og der kom en kunde ind og spurgte på prisen for et eller andet og jeg så sagde 20 Kr, hvor efter jeg vendte mig om og fik øje på manden og sagde, "Hov, du er perker, så koster det 100 Kr." Jeg kan allerede høre håndjernene smække om mit håndled hvis jeg gjorde den slags, men det er helt normalt i Kina.
Der er flere der har været efter min kone, de forstår slet ikke at hun gider arbejde, for hun er jo gift med en udlænding. Det var bedre bare at sidde der hjemme og så ellers gemme alle de penge hun kunne skrabe til side, uden at jeg vidste det. Min kone er snart træt af det og prøver nogen gange at forklare folk, at udlændinge faktisk skal arbejde for at tjene penge, de falder ikke ned fra himlen til os.
Heldigvis er min kone rigtig stolt af at have lavet noget selv, nu tjener hun også penge og hun skal ikke leve af mine. Det betyder rigtig meget for hende og hun er utrolig glad, selv om mange kinesere slet ikke forstår hende.

Og det ER ren racisme, for kommer jeg i en butik, samtidig med en kineser der lige har smidt sin Mercedes 600S til 3.000.000 Kr uden for, så er det altså kun mig der betaler ekstra.

Jeg kom til at tænke på alt det her, fordi jeg læste en guide over Suzhou. Der skrev de om at priserne var meget opskruede for udlændinge, men at man skulle acceptere det. Der må jeg erklære mig uenig, fandeme og jeg vil give ekstra, bare fordi jeg er hvid. Nu er det jo ikke sådan at jeg gidet slås for at spare de sidste 5 kroner, det er slet ikke den størrelse jeg bekymrer mig om. Mange gange starter de bare 8 til 10 gange højere end den reelle pris. Hvorfor skal jeg give 3000 for noget der koster 300? Samtidig tænker jeg på mine arbejdere der arbejder hårdt hver dag og så skal en handlende tjene 1-2 månedslønninger, bare fordi jeg går ind i hans butik.
Der er nogen der har forstået det, hvis man behandler alle kunder ordentligt, så kommer de igen. Alligevel ser langt de fleste det som den eneste chance for at flå folk og derfor skal de tjene så meget som muligt denne ene gang. De fleste gange tjener de slet ikke noget, for jeg går min vej, hvis de starter med en pris oppe i skyerne.

søndag den 1. juli 2007

Sprog

Nu kommer det samme spørgsmål hver gang jeg går med min søn. Altså helt lille er han ikke, men i dansk målestok er han nu heller ikke en kæmpe. En dame stod og snakkede til ham, men han svarede hende ikke. Så spurgte hun mig om han ikke kunne forstå kinesisk, men kun snakkede engelsk. Jeg måtte forklare at han var 10 måneder gammel og faktisk ikke forstod noget som helst. Han veksler lidt, nogen gange siger han ma ma ma ma, til sin mors store fornøjelse. Andre gange går han lidt over i da da da da, hvilket glæder hans "daddy" rigtig meget. Lytter han ellers til hvad vi siger til ham, så bliver hans første ord nok "neeeej, det må du ikke". Min egen teori er at den første sætning kommer fra hans mor, det vil så blive "hvor er mine nøgler". Min kone kan ikke lide den teori.
Min kone har ikke meget humor, hvis man spørger mig. Da hun var gravid havde hun et par underbukser der var røde. Jeg mente at hun bare skulle male et par stjerner på, så havde vi et flag, men det var ikke sjovt. Det er vist dog ikke et kinesisk fænomen.

Svømning

Vi har en sø her hvor jeg bor, faktisk har vi søer over alt, men den her ligger lige ved vores hus og hører til haven hvor vi bor. Det er ikke fordi jeg har haft de vilde planer om at svømme mig en tur, for vandet ser ikke ud som det der kommer ud af hanen. Men enhver plan om at afkøle sig på en ekstra varm dag er nu definitivt droppet. Forleden snakkede jeg med et par naboer , de havde set en slange i vandet. Det var bare en lille en, sagde de, kun 1½ meter lang. Der er noget grammatisk galt med den sætning, for i min verden, så kan ordene "kun" og "1½ meter" ikke forekomme i samme sætning når man snakker om slanger.
Normalt er vi skånet for den slags kryb i byen, men i naturen finder man altså ting man helst ikke så eksisterede. Jeg har ikke noget imod dyr med mere end 4 ben, men så skal de altså helst blive i den størrelse man kender fra Danmark. Det er der en del biller og andet kravlende, der ikke lige har fundet ud af, eller også har de fået for meget vækstfremmer eller EPO.