tirsdag den 17. juli 2007

Skønne kinesere

Kineserne kan man altså bilde alt ind, særligt hvis det er i fjernsynet eller det er noget regeringen siger, for så er det sandt.
Vi skulle vaccinere min søn i dag, men det blev aflyst. Han var jo lidt rød i bagenden og så kunne man naturligvis ikke blive vaccineret. Stor var min undren, hvad pokker har det med hinanden at gøre. Men det stod jo i papirene fra hospitalet og når de skrev det, så var det farligt.
Sagen er at vi løb tør for bleer og firmaet vi plejer at købe hos, kunne først levere dagen efter. Så købte vi nogen i supermarkedet, men de havde ikke det mærke vi plejer at bruge. Det bemærkede min søns bagdel, for han fik en smule udslæt og var lidt rød. Ikke mere end lidt creme og pudder plejer at klare, men åbenbart nok til at det var livsfarligt at give ham en vaccination.
En anden historie jeg hørte har med varmen at gøre. Det er farligt hvis der er UNDER 26 grader i folks hjem. I Danmark ville man nok oplyse folk og anspore folk til at spare på energien med kampagner. Det er ikke nødvendigt, man spreder bare en historie og så kan folk få skruet op for airconditionen. Hvis det var rigtigt, så burde jeg jo være død nu, for i vinters var der ikke meget mere end 6 grader i vores stue. Det er noget HELT andet, for det er jo om vinteren. Jeg ville så gerne have omkring de 20 grader i huset, uanset om det er sommer eller vinter, men det duer bare ikke her, for det er farligt.
Generelt er aircondition bare farligt i Kina og de har faktisk lidt ret. En old gammel model, der aldrig er blevet renset, hvor hønsene har sovet oven på og stege os og cigaretrøg hænger i kager omkring filtrene, det er ganske rigtigt ikke det bedste at få fyret op og hvæse tvivlsom luft ud i rummet. Det er bare ikke det samme som at aircondition generelt er livsfarligt.
Mange ting i Kina er som de er og det kan der ikke laves om på. Selv om der kommer videnskabelige undersøgelser på bordet, så er der altid nogen der kender en der er gammel og de gamle er altid de klogeste.

Ingen kommentarer: