onsdag den 27. februar 2008

Ny stor opdagelse.

Som skoven der bliver væk i bare træer, har jeg måske opdaget noget enestående lige foran næsen på mig.
I dag var en dag med prøvelser, det er de fleste dage i Kina, men denne her kommer på skrift.
Vi skulle købe lidt ind til en lejlighed og tog derfor i "Gome", noget der vel svarer til El-giganten, electric city eller hvad det nu hedder i Danmark. Vi skulle købe en tørretumbler og en ovn, så det var jo stedet at henvende sig, når de samtidig har næsten alt elektrisk man kan tænke sig. Tumbleren blev udvalgt og videre gik det til afdelingen for køkkentilbehør. En ovn fik vi også fundet, ikke stort udvalg de har, men alligevel fandt vi en fornuftig model. Så ville vi gerne have tingene leveret og der startede problemerne så. Tumbleren kunne de sagtens levere, men ikke ovnen. Ovnen var jo i afdelingen hvor de også havde håndmixere, stavblendere, el-kedler og andet småt og de blev ikke bragt ud. Jeg pointerede at de jo alligevel skulle køre ud til lejligheden med tørretumbleren, men det var jo en anden afdeling. Det er stadig samme butik, samme kæde, samme lager, men min ovn måtte jeg altså slæbe hjem. Så er det jo heldigt at butikken ligger på gågaden, uden mulighed for at parkere inden for bare rimelig radius, når man altså skal slæbe en ovn hen til bilen.

Inden denne oplevelse havde jeg en anden oplevelse til lige at starte dagen godt op med. Jeg skulle snakke med et firma, men deres e-mail kom hele tiden tilbage. Jeg fik så min kone til at ringe til dem og samtalen forløb sådan her:
Goddag, jeg er interesseret i at købe noget hos jer, kan jeg snakke med en fra salgsafdelingen?
Ja det kan du da, hvem vil du snakke med?
Jeg kender ikke nogen i jeres firma, har bare fundet jer på Internettet, bare en fra salg.
Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med, hvis du ikke ved hvem du skal snakke med, så kan jeg jo ikke stille dig om.
Kan du ikke bare lade mig snakke med en i salgs afdelingen??
Jo, hvem vil du snakke med?
Ok, kan jeg så ikke bare få et nummer til en der kan hjælpe mig videre?
Nej det kan bestemt ikke lade sig gøre. Det er meget alvorligt, vi kan jo ikke bare udlevere telefonnummeret på folk, til alle der ringer.
Kan du så få en eller anden fra salgsafdelingen til at ringe til mig?
Ja det kan jeg godt.
Tak, farvel.

Det er vel ikke nødvendigt at sige, at de naturligvis ikke ringede tilbage.
Nu til min opdagelse. Forskerne har i mange år gået og grublet over sammenhængen mellem mennesker og aber, det såkaldte "missing link", jeg tror at jeg kom noget tættere på løsningen i dag.

Ingen kommentarer: