lørdag den 26. januar 2008

Rent vanvid

Jeg har tænkt over om jeg skulle lade være med at skrive mere om trafikken og om frustrationer over mine ansatte, men hvad pokker skulle jeg så skrive om.
I går var en dag som alle andre, jeg kørte ind til byen om formiddagen og efter 800 meter havde jeg set 2 scootere blive kørt ned. Altså en ganske almindelig dag uden noget usædvanligt.
Når der kommer an afkørsel, undres jeg over at scooterne ikke bare følger vejen, men i stedet kører ind ad afkørslen og så drejer ud på vejen i sidste øjeblik. På den måde har bilerne mulighed for rigtig at ramme dem i siden så de flyver endnu længere. Hvorfor scooterne så kører på motorvejen er jeg helt holdt op med at tænke på, det er naturligvis forbudt, men det er der jo så meget der er.
Egentlig var det vores rengøringskone det skulle handle om. Nu har hun fået ren besked, det er det eneste rene i den historie, for min lejlighed er bestemt ikke. Jeg køber alm. engangs karklude, men alligevel bruger hun et ærme fra en gammel t-shirt og det suger altså bare ikke meget vand. Sæbe er noget opreklameret noget, koldt vand og lidt knofedt er ganske udmærket til at fjerne olie og fedt. Hylder der samler støv behøver man aldrig tørre af og alt der over 1 meter over gulvet bliver forbigået. Hun kommer altid ½ time for sent og går 45 min før tiden, samtidig plejer hun at sove et par timer midt på dagen. Jeg er egentlig ligeglad med om hun kun er her i 5 timer, bare der bliver gjort rent. Nu har vi så haft vores 6. rengøringshjælp og prøver nu nummer 7. Efter kinesisk nytår altså, for allerede nu er alt ved at gå i stå.

Ingen kommentarer: