lørdag den 12. januar 2008

Banker og politi

Jeg har egentlig haft færdsels politiet i Kina på en klar første plads hvad angår dovenskab og uduelighed, men de har fået meget skarp konkurrence på det sidste. Jeg har været i banken og det kan altså være noget af en oplevelse.
Først skulle jeg overføre penge til et firma, det troede jeg egentlig kunne lade sig gøre uden de store problemer. Først var jeg i Bank of China, men firmaet havde en anden bank. Selv om Bank of China er hovedbanken, så er det ikke muligt at overføre fra en bank til en anden. Så måtte jeg på jagt i byen efter China Construction Bank og fandt også en afdeling. Så startede problemerne først, for jeg skulle overføre US$ og det kunne KUN lade sig gøre fra deres hoved afdeling.
Jeg snakker så med firmaet og de siger at jeg bare kan overføre tilsvarende i RMB til en anden konto. Mig ned i banken igen. Her var der så noget der lykkedes, for jeg kunne rent faktisk godt betale. Det eneste jeg skulle var jo faktisk at sætte penge ind på en konto i deres egen bank, så det burde ikke være så svært. Da jeg kommer hjem og skal sende min kvittering til firmaet, så opdager jeg at de ikke har overført det rigtige beløb, der manglede ca 40 Kroner. Jeg havde endda vist dem min regning, det var på kinesisk så de burde forstå det, men jeg måtte jo ned dagen efter for at indbetale de sidste penge.
Eller det troede jeg, for nu var det ikke muligt at sætte penge ind på kontoen, for det var jo et firma og den slags konti kan man kun sætte penge ind på til hverdag. Det var lørdag, men bankerne har åbent hver dag, også søndag. Jeg måtte så igen vente til mandag, for igen at tage i banken og sætte de resterende knap 40 Kr ind.
En gang ville jeg også sætte penge ind på en konto, en privat konto altså . Jeg havde US$ med og ville sætte lidt penge ind i RMB. Det var ganske umuligt, det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Jeg spurgte om de så ikke kunne veksle mine $ og så bagefter sætte pengene ind, det kunne de godt. Man er ikke ansat i en bank for at tænke, kun for at gøre livet surt for kunderne.
Det værste er næsten at det også tager tid at sætte penge ind på en konto. Da jeg satte penge ind på en firma konto, fik jeg at vide at pengene nok ville være hos firmaet en 3-4 dage senere. Det var en konto i samme bank og firmaet ligger i nabobyen. Jeg ville jo mene at pengene skulle være på kontoen når jeg sætter dem ind, men ikke i Kina.
Nu har jeg bedt firmaet om at give mig et kontonummer som jeg kan bruge fra Danmark. Så kan jeg bruge netbank hjemme fra og jeg slipper for 3-4 bankbesøg, bare for at sætte lidt penge ind på en konto. Og jeg kan endda være så heldig at det går hurtigere at overføre penge fra Danmark, end hvis jeg selv går ned i banken.

Ingen kommentarer: