fredag den 8. juni 2007

Der er slagsmål

Det bliver rigtig sjovt i aften, jeg tror der rigtig kommer gang i vores have. I området hvor vi bor, sørger firmaet der har bygget det for vedligeholdelse. Det gør de naturligvis ikke særlig godt, for det koster jo penge. Det er der flere der er trætte af. Vores dør til opgangen har været i stykker i over 6 måneder, men den bliver ikke lavet, de er ret ligeglade. Det gør mig ikke så meget, for det er låsen der ikke virker, så den ikke kan låses. Værre ser det ud hos min nabo, for der virker døren fint. Det gør deres dørtelefon til gengæld ikke, så vil folk besøge dem, så skal de først ringe til dem og sige at nu er de neden for døren, der efter skal de tage elevatoren ned for selv at lukke døren op.
Når jeg besøger dem, så sørger jeg for at ringe i forvejen, så mødes vi neden for opgangen. Men surt er det da at man skal ned fra 8. sal.
Ikke nok med det, men nu har de lejet en bygning ud til et byggefirma. Der måtte ellers kun være små forretninger inde i området, men et byggefirma har lejet noget af en bygning og det er folk bestemt ikke begejstrede for. Der er mange der har små børn, så vi er ikke glade for at der skal køre store lastbiler rundt her inde og larmen bliver jo nok heller ikke mindre.
De sidste 2 dage har der været "møder" foran bygningen og det er ikke gået helt stille af sig. Nogen satte en lås på bygningen, så håndværkerne ikke kunne komme ind og så begyndte de at slås. I aften kommer fjernsynet og dækker begivenhederne med de utilfredse beboere.
Jeg griner nu lidt af det, men kineserne kan virkelig blive ophidsede over den slags ting. For mig er det heller ikke nogen overraskelse, kinesiske firmaer kan man under ingen omstændigheder stole på. De vil gøre alt hvis de blot øjner den mindste profit. Desværre rækker deres øjne ikke særligt langt, for alle dem der bor her er blevet enige om ikke længere at betale til fællesudgifter. Der er omkring 1000 lejligheder, så det bliver jo faktisk til penge. Til sammenligning får de omkring 3000 om måneden i leje fra byggefirmaet, så de har egentlig valgt den dyre løsning.
Der er vagter her, men de laver nu ikke ret meget. Selv om folk tømmer deres gulv-vaskevand ud i guldfiskedammen, så siger de ikke noget. Vi har endda findet lort på legepladsen, altså i legetårnene og rutchebanen. Det er børnene der skider over alt og forældrene er totalt ligeglade, når de kommer igen er der jo nok andre der har ryddet op efter dem.

Ingen kommentarer: