De dejlige mennesker

Jeg har skrevet mange ting om de frustrationer der er ved at leve her, det skal ikke betyde at de gode ting skal glemmes.
I vores tøjbutik har vi bestemt oplevelser, alene det har været investeringen værd, at det så ser ud som om at vi ender med et ret pænt plus er kun en ekstra bonus.
Der er naturligvis dem der vil tinge om prisen til det absurde, sidst var det faktisk en udlænding. En amerikaner kom ind i butikken og fandt 6-7 stykker tøj. Meget overlegent gik han hen til min kone og sagde "Hør nu efter, for jeg siger det kun én gang, jeg vil give 3 kroner for det her tøj" Det kostede 20-25 pr styk, så det ville hun slet ikke. Han endte med at gå uden noget af tøjet. Vi hængte så tøjet på plads, men ½ time senere kom han igen og var nu villig til at betale helt op til 5 pr. styk. Jeg kunne godt se på min kone, at med den attitude, så hang rabatterne ikke løst på hende. Han endte med at betale fuld pris for alt. Han havde været i de andre butikker og de havde åbenbart været noget dyrere, for han købte kun noget hos os.

Der kommer en gammel dame i butikken, hun er der faktisk mindst 3 gange om dagen. Hun plejer at finde et eller andet stykke tøj til barn eller barnebarn, men ellers kommer hun for at snakke. Hver dag siden vi er startet, er hun kommet med mad til os. I går fik vi hver en friskkogt majskolbe, i dag stod menuen på boller med indbagt kød. Vi plejer at give hende lidt rabat, hun er en god kunde og anbefaler os til alle hun kender. Alligevel vil hun hver gang betale fuld pris og nægter at få noget som helst for det mad hun har lavet til os.
Gæstfriheden som man nogen gange oplever hos kineserne, opvejer så rigeligt de oplevelser man ellers har med snyd og bedrag. Man kan opleve en hjælpsomhed og venlighed som ligger så langt fra vores væremåde i Danmark, på det punkt kunne vi lære meget.

En anden ældre dame kom og købte en del tøj. Hun var meget hård i forhandlingerne og min kone var ikke særlig glad for hende, for hun pressede prisen meget ned og blev ved med at forhandle. Da de endelig var blevet enige om en pris, var min kone så forvirret, at hun helt glemte at få penge af hende. 10 minutter efter kom hun tilbage og sagde at hun havde glemt at betale. Der vandt hun virkelig min respekt, uanset at hun havde presset prisen til det urimelige, så var hun stadig ærlig.