Jeg går igen med overvejelser om at flytte min blog. Det her fungerer ellers rigtig fint, altså med mindre man bor i Kina. Den kinesiske mur, den vi kalder "the great firewall", blokerer for blogspot, så der kan man ikke åbne siden. Jeg kan skrive på bloggen, for det gør jeg fra blogger.com og den er ikke lukket endnu. Der er stadig censur på nettet, selv om Kina påstår at de vil åbne op. Det er ikke så meget porno der er farligt, næeh oplysning, viden og fakta er langt større problem for kineserne. Det betyder at man ikke kan åbne wikipedia, online leksikon. Endnu farligere er naturligvis en blog, for der kan folk frit ytre deres mening, så derfor kan kinesere ikke læse blogge hostet på udenlandske sites. På de kinesiske er der naturligvis en del regler for hvad man kan skrive.
Nu overvejer jeg at bruge wordpress og så lægge bloggen tilbage på mit eget site, det har kineserne ikke fået øje på endnu. Kommer tid, kommer råd, lige nu er det for varmt til bare at tænke og desuden har jeg ferie om 3 uger. Det bliver vist et projekt til efteråret.
torsdag den 5. juli 2007
Racisme?
Mange ting er normalt i Kina, det betyder ikke at det er i orden. Nu er jeg vant til at være den fremmede og det generer mig ikke så tit, nogen gange er det dog lige lidt for meget.
Prisen for en udlænding er altid højere end for en kineser. Jeg kan lade være med at købe og det gør jeg også tit. Jeg skulle have lavet en reol til vores lagerrum og eftersom det er over 38 grader for tiden, så mente jeg det var bedst at få håndværkere på. Desværre havde håndværkeren set mig, så for ca. en dags arbejde, ville han have 1800, i mit firma tjener en arbejder 800 om MÅNEDEN. Nu er jeg så i fuld sving med selv at bygge reol, varmen til trods. Det var heller ikke nemt at købe træ til reolen. Først tog jeg med min svoger på det lokale byggemarked, men det var vanvittige priser de ville have, bare fordi jeg var med. Til sidst fandt vi en lille butik og min svoger gik ind alene og forhandlede prisen. Da de kom med træet, snakkede de med min kone. De var kede af at de for sent havde opdaget at det var til en udlænding og ville helst snyde mig på en eller anden måde. De kunne ikke forstå hvorfor min kone ikke kunne hjælpe dem med at få lidt ekstra penge ud af mig.
Var den gået der hjemme? Hvis jeg havde en butik og der kom en kunde ind og spurgte på prisen for et eller andet og jeg så sagde 20 Kr, hvor efter jeg vendte mig om og fik øje på manden og sagde, "Hov, du er perker, så koster det 100 Kr." Jeg kan allerede høre håndjernene smække om mit håndled hvis jeg gjorde den slags, men det er helt normalt i Kina.
Der er flere der har været efter min kone, de forstår slet ikke at hun gider arbejde, for hun er jo gift med en udlænding. Det var bedre bare at sidde der hjemme og så ellers gemme alle de penge hun kunne skrabe til side, uden at jeg vidste det. Min kone er snart træt af det og prøver nogen gange at forklare folk, at udlændinge faktisk skal arbejde for at tjene penge, de falder ikke ned fra himlen til os.
Heldigvis er min kone rigtig stolt af at have lavet noget selv, nu tjener hun også penge og hun skal ikke leve af mine. Det betyder rigtig meget for hende og hun er utrolig glad, selv om mange kinesere slet ikke forstår hende.
Og det ER ren racisme, for kommer jeg i en butik, samtidig med en kineser der lige har smidt sin Mercedes 600S til 3.000.000 Kr uden for, så er det altså kun mig der betaler ekstra.
Jeg kom til at tænke på alt det her, fordi jeg læste en guide over Suzhou. Der skrev de om at priserne var meget opskruede for udlændinge, men at man skulle acceptere det. Der må jeg erklære mig uenig, fandeme og jeg vil give ekstra, bare fordi jeg er hvid. Nu er det jo ikke sådan at jeg gidet slås for at spare de sidste 5 kroner, det er slet ikke den størrelse jeg bekymrer mig om. Mange gange starter de bare 8 til 10 gange højere end den reelle pris. Hvorfor skal jeg give 3000 for noget der koster 300? Samtidig tænker jeg på mine arbejdere der arbejder hårdt hver dag og så skal en handlende tjene 1-2 månedslønninger, bare fordi jeg går ind i hans butik.
Der er nogen der har forstået det, hvis man behandler alle kunder ordentligt, så kommer de igen. Alligevel ser langt de fleste det som den eneste chance for at flå folk og derfor skal de tjene så meget som muligt denne ene gang. De fleste gange tjener de slet ikke noget, for jeg går min vej, hvis de starter med en pris oppe i skyerne.
Prisen for en udlænding er altid højere end for en kineser. Jeg kan lade være med at købe og det gør jeg også tit. Jeg skulle have lavet en reol til vores lagerrum og eftersom det er over 38 grader for tiden, så mente jeg det var bedst at få håndværkere på. Desværre havde håndværkeren set mig, så for ca. en dags arbejde, ville han have 1800, i mit firma tjener en arbejder 800 om MÅNEDEN. Nu er jeg så i fuld sving med selv at bygge reol, varmen til trods. Det var heller ikke nemt at købe træ til reolen. Først tog jeg med min svoger på det lokale byggemarked, men det var vanvittige priser de ville have, bare fordi jeg var med. Til sidst fandt vi en lille butik og min svoger gik ind alene og forhandlede prisen. Da de kom med træet, snakkede de med min kone. De var kede af at de for sent havde opdaget at det var til en udlænding og ville helst snyde mig på en eller anden måde. De kunne ikke forstå hvorfor min kone ikke kunne hjælpe dem med at få lidt ekstra penge ud af mig.
Var den gået der hjemme? Hvis jeg havde en butik og der kom en kunde ind og spurgte på prisen for et eller andet og jeg så sagde 20 Kr, hvor efter jeg vendte mig om og fik øje på manden og sagde, "Hov, du er perker, så koster det 100 Kr." Jeg kan allerede høre håndjernene smække om mit håndled hvis jeg gjorde den slags, men det er helt normalt i Kina.
Der er flere der har været efter min kone, de forstår slet ikke at hun gider arbejde, for hun er jo gift med en udlænding. Det var bedre bare at sidde der hjemme og så ellers gemme alle de penge hun kunne skrabe til side, uden at jeg vidste det. Min kone er snart træt af det og prøver nogen gange at forklare folk, at udlændinge faktisk skal arbejde for at tjene penge, de falder ikke ned fra himlen til os.
Heldigvis er min kone rigtig stolt af at have lavet noget selv, nu tjener hun også penge og hun skal ikke leve af mine. Det betyder rigtig meget for hende og hun er utrolig glad, selv om mange kinesere slet ikke forstår hende.
Og det ER ren racisme, for kommer jeg i en butik, samtidig med en kineser der lige har smidt sin Mercedes 600S til 3.000.000 Kr uden for, så er det altså kun mig der betaler ekstra.
Jeg kom til at tænke på alt det her, fordi jeg læste en guide over Suzhou. Der skrev de om at priserne var meget opskruede for udlændinge, men at man skulle acceptere det. Der må jeg erklære mig uenig, fandeme og jeg vil give ekstra, bare fordi jeg er hvid. Nu er det jo ikke sådan at jeg gidet slås for at spare de sidste 5 kroner, det er slet ikke den størrelse jeg bekymrer mig om. Mange gange starter de bare 8 til 10 gange højere end den reelle pris. Hvorfor skal jeg give 3000 for noget der koster 300? Samtidig tænker jeg på mine arbejdere der arbejder hårdt hver dag og så skal en handlende tjene 1-2 månedslønninger, bare fordi jeg går ind i hans butik.
Der er nogen der har forstået det, hvis man behandler alle kunder ordentligt, så kommer de igen. Alligevel ser langt de fleste det som den eneste chance for at flå folk og derfor skal de tjene så meget som muligt denne ene gang. De fleste gange tjener de slet ikke noget, for jeg går min vej, hvis de starter med en pris oppe i skyerne.
søndag den 1. juli 2007
Sprog
Nu kommer det samme spørgsmål hver gang jeg går med min søn. Altså helt lille er han ikke, men i dansk målestok er han nu heller ikke en kæmpe. En dame stod og snakkede til ham, men han svarede hende ikke. Så spurgte hun mig om han ikke kunne forstå kinesisk, men kun snakkede engelsk. Jeg måtte forklare at han var 10 måneder gammel og faktisk ikke forstod noget som helst. Han veksler lidt, nogen gange siger han ma ma ma ma, til sin mors store fornøjelse. Andre gange går han lidt over i da da da da, hvilket glæder hans "daddy" rigtig meget. Lytter han ellers til hvad vi siger til ham, så bliver hans første ord nok "neeeej, det må du ikke". Min egen teori er at den første sætning kommer fra hans mor, det vil så blive "hvor er mine nøgler". Min kone kan ikke lide den teori.
Min kone har ikke meget humor, hvis man spørger mig. Da hun var gravid havde hun et par underbukser der var røde. Jeg mente at hun bare skulle male et par stjerner på, så havde vi et flag, men det var ikke sjovt. Det er vist dog ikke et kinesisk fænomen.
Min kone har ikke meget humor, hvis man spørger mig. Da hun var gravid havde hun et par underbukser der var røde. Jeg mente at hun bare skulle male et par stjerner på, så havde vi et flag, men det var ikke sjovt. Det er vist dog ikke et kinesisk fænomen.
Svømning
Vi har en sø her hvor jeg bor, faktisk har vi søer over alt, men den her ligger lige ved vores hus og hører til haven hvor vi bor. Det er ikke fordi jeg har haft de vilde planer om at svømme mig en tur, for vandet ser ikke ud som det der kommer ud af hanen. Men enhver plan om at afkøle sig på en ekstra varm dag er nu definitivt droppet. Forleden snakkede jeg med et par naboer , de havde set en slange i vandet. Det var bare en lille en, sagde de, kun 1½ meter lang. Der er noget grammatisk galt med den sætning, for i min verden, så kan ordene "kun" og "1½ meter" ikke forekomme i samme sætning når man snakker om slanger.
Normalt er vi skånet for den slags kryb i byen, men i naturen finder man altså ting man helst ikke så eksisterede. Jeg har ikke noget imod dyr med mere end 4 ben, men så skal de altså helst blive i den størrelse man kender fra Danmark. Det er der en del biller og andet kravlende, der ikke lige har fundet ud af, eller også har de fået for meget vækstfremmer eller EPO.
Normalt er vi skånet for den slags kryb i byen, men i naturen finder man altså ting man helst ikke så eksisterede. Jeg har ikke noget imod dyr med mere end 4 ben, men så skal de altså helst blive i den størrelse man kender fra Danmark. Det er der en del biller og andet kravlende, der ikke lige har fundet ud af, eller også har de fået for meget vækstfremmer eller EPO.
lørdag den 30. juni 2007
Kopi af fisk
I Kina er der kopier af Rolex ure, Nike tøj og sko, North Face jakker og endda biler, men spørgsmålet er, kan man kopiere en fisk?
Det kan man godt, i Kina kopierer de nemlig alt. Et firma i Shanghai har indtil nu importeret norsk laks, men det er slut nu. Der er så mange kopier på markedet, at forbrugerne ikke kan se forskel på ægte norsk laks og masse opdrættet kinesisk med farvestoffer og tungmetaller som gratis bonus. Firmaet har simpelt hen opgivet at importere laks fra Norge.
Det kan man godt, i Kina kopierer de nemlig alt. Et firma i Shanghai har indtil nu importeret norsk laks, men det er slut nu. Der er så mange kopier på markedet, at forbrugerne ikke kan se forskel på ægte norsk laks og masse opdrættet kinesisk med farvestoffer og tungmetaller som gratis bonus. Firmaet har simpelt hen opgivet at importere laks fra Norge.
søndag den 24. juni 2007
Hjælpsomhed
Når man ellers er sammen med kineserne privat, så oplever jeg en helt anden hjælpsomhed og venlighed. Naturligvis er de nysgerrige, jeg er jo virkelig anderledes for dem.
En dame kommer i vores butik, meget flink og sød er hun. Hun er kirurg på hospitalet og vi får hendes nummer hvis vi har nogen problemer. Hun kommer dagen efter og køber mere tøj. Samtidig kommer en af vores veninder, hun køber lidt tøj og snakker lidt med os. Da hun skal af sted er det middag og hun kan ikke finde en taxi. Kirugen tilbyder så straks at køre hende hjem, da det er en af vores venner. Jeg var måløs, men hun havde ikke travlt resten af dagen, så hun ville da gerne lige bruge en halv time på at køre til den anden ende af byen med en hun aldrig havde mødt før. Det er den slags man nok ikke oplever så tit i Danmark.
I trafikken bliver der dog ikke uddelt tjenester, der gælder det stadig om at komme først.
En dame kommer i vores butik, meget flink og sød er hun. Hun er kirurg på hospitalet og vi får hendes nummer hvis vi har nogen problemer. Hun kommer dagen efter og køber mere tøj. Samtidig kommer en af vores veninder, hun køber lidt tøj og snakker lidt med os. Da hun skal af sted er det middag og hun kan ikke finde en taxi. Kirugen tilbyder så straks at køre hende hjem, da det er en af vores venner. Jeg var måløs, men hun havde ikke travlt resten af dagen, så hun ville da gerne lige bruge en halv time på at køre til den anden ende af byen med en hun aldrig havde mødt før. Det er den slags man nok ikke oplever så tit i Danmark.
I trafikken bliver der dog ikke uddelt tjenester, der gælder det stadig om at komme først.
oplevelser
Jeg skulle da have startet en butik lang tid før, det er jo garanti for endnu flere oplevelser. Rigtig mange af kunderne er bare så søde og venlige, vi har fået over 40 telefonnumre som vi skal ringe til, når vi finder et nyt lokale. En gang imellem sniger der sig så en mærkelig person ind i butikken, det kan vi leve med når der er langt flest positive oplevelser.
En dame var i butikken kl 9, hun spurgte om prisen på stort set alt tøj og alligevel ville hun ikke give mere end 2 Kr for noget af det. Hun gik kl 12, ja 3 timer brugte hun på at lede alt tøjet igennem og fik til sidst købt 2 bluser. Min kone var lettet over endelig at slippe af med hende.
Så let skulle det nu ikke være, om eftermiddagen kom hun igen. Nu ville hun have penge tilbage for det tøj hun havde købt. Vi giver ikke penge tilbage, men hun kunne da bytte det til noget andet. Vi spurgte om der var noget galt, det var der, hun syntes at blusen var grim. Hun havde selv købt den, men ok. Da vi fik den ud af posen, så kunne vi se at hun havde klippet det ene ærme af og der var et stort hul. Hun forklarede at hun ville forsøge at lave lidt om på blusen, men da hun var nået dertil, havde hun givet op. De andre kunder var også i chok, de sagde at hun da ikke kunne bytte det når hun selv havde klippet tøjet i stykker. Det mente hun bestemt og hun ville have noget andet og kun betale 2 kroner for det.
Alligevel blev hun i butikken og da andre prøvede noget tøj, så fortalte hun højlydt at det så meget grimt ud til dem. Så sluttede tålmodigheden, jeg tror min kone var tæt på at give hende en på hovedet, så til sidst forsvandt hun da også.
Jeg kan godt grine af det nu, heldigvis er der langt imellem den slags.
En dame var i butikken kl 9, hun spurgte om prisen på stort set alt tøj og alligevel ville hun ikke give mere end 2 Kr for noget af det. Hun gik kl 12, ja 3 timer brugte hun på at lede alt tøjet igennem og fik til sidst købt 2 bluser. Min kone var lettet over endelig at slippe af med hende.
Så let skulle det nu ikke være, om eftermiddagen kom hun igen. Nu ville hun have penge tilbage for det tøj hun havde købt. Vi giver ikke penge tilbage, men hun kunne da bytte det til noget andet. Vi spurgte om der var noget galt, det var der, hun syntes at blusen var grim. Hun havde selv købt den, men ok. Da vi fik den ud af posen, så kunne vi se at hun havde klippet det ene ærme af og der var et stort hul. Hun forklarede at hun ville forsøge at lave lidt om på blusen, men da hun var nået dertil, havde hun givet op. De andre kunder var også i chok, de sagde at hun da ikke kunne bytte det når hun selv havde klippet tøjet i stykker. Det mente hun bestemt og hun ville have noget andet og kun betale 2 kroner for det.
Alligevel blev hun i butikken og da andre prøvede noget tøj, så fortalte hun højlydt at det så meget grimt ud til dem. Så sluttede tålmodigheden, jeg tror min kone var tæt på at give hende en på hovedet, så til sidst forsvandt hun da også.
Jeg kan godt grine af det nu, heldigvis er der langt imellem den slags.
lørdag den 23. juni 2007
kunder
Der er garanti for oplevelser når man har en butik i Kina, nogen gange nok lidt anderledes end i DK.
En dame kom ind i butikken og ville have pengene tilbage for en bluse hun havde købt. Vi giver ikke penge tilbage, men sagde at hun kunne bytte den til en anden. Vi spurgte om der var noget galt med den, men hun kunne bare ikke lide den.
Da vi fik blusen ud af posen, så så vi at der manglede et ærme og der var klippet et stort hul. Hun forklarede at hun ikke syntes den var så pæn og derfor ville lave den lidt om. Da hun havde klippet det ene ærme af, så havde hun opgivet projektet. Nu mente hun så at hun kunne bytte den her pudseklud som hun selv havde klippet i stykker. Jeg er sikker på at også Kina har en hjemmeside i stil med haderkunder.dk.
Til gengæld er kineserne nemme at sælge til. Vi havde en bluse som bestemt ikke solgte ret godt, ingen ville købe den, selv om den var billig. Så lavede min kone en større iscenesættelse og skuespillet kunne begynde.
Min svoger gik hen til en ældre dame og foreslog blusen. Hun vidste ikke lige om det var noget for hende, men min svoger sagde at den kostede 20. Så kom min kone farende og sagde at 20 var alt for billigt, det måtte han ikke sælge den til. Det kunne damen lidt at høre, nu var hun pludselig interesseret og ville købe blusen for 20. Flere andre havde hørt det og nu ville de også have en, for de havde jo hørt ham sige at den kostede 20. 5 stk fik vi solgt på ingen tid, før da vi tog 15 for blusen, var der ingen der ville have den. Det grinede vi en del af i går.
En dame kom ind i butikken og ville have pengene tilbage for en bluse hun havde købt. Vi giver ikke penge tilbage, men sagde at hun kunne bytte den til en anden. Vi spurgte om der var noget galt med den, men hun kunne bare ikke lide den.
Da vi fik blusen ud af posen, så så vi at der manglede et ærme og der var klippet et stort hul. Hun forklarede at hun ikke syntes den var så pæn og derfor ville lave den lidt om. Da hun havde klippet det ene ærme af, så havde hun opgivet projektet. Nu mente hun så at hun kunne bytte den her pudseklud som hun selv havde klippet i stykker. Jeg er sikker på at også Kina har en hjemmeside i stil med haderkunder.dk.
Til gengæld er kineserne nemme at sælge til. Vi havde en bluse som bestemt ikke solgte ret godt, ingen ville købe den, selv om den var billig. Så lavede min kone en større iscenesættelse og skuespillet kunne begynde.
Min svoger gik hen til en ældre dame og foreslog blusen. Hun vidste ikke lige om det var noget for hende, men min svoger sagde at den kostede 20. Så kom min kone farende og sagde at 20 var alt for billigt, det måtte han ikke sælge den til. Det kunne damen lidt at høre, nu var hun pludselig interesseret og ville købe blusen for 20. Flere andre havde hørt det og nu ville de også have en, for de havde jo hørt ham sige at den kostede 20. 5 stk fik vi solgt på ingen tid, før da vi tog 15 for blusen, var der ingen der ville have den. Det grinede vi en del af i går.
onsdag den 20. juni 2007
De dejlige mennesker
Jeg har skrevet mange ting om de frustrationer der er ved at leve her, det skal ikke betyde at de gode ting skal glemmes.
I vores tøjbutik har vi bestemt oplevelser, alene det har været investeringen værd, at det så ser ud som om at vi ender med et ret pænt plus er kun en ekstra bonus.
Der er naturligvis dem der vil tinge om prisen til det absurde, sidst var det faktisk en udlænding. En amerikaner kom ind i butikken og fandt 6-7 stykker tøj. Meget overlegent gik han hen til min kone og sagde "Hør nu efter, for jeg siger det kun én gang, jeg vil give 3 kroner for det her tøj" Det kostede 20-25 pr styk, så det ville hun slet ikke. Han endte med at gå uden noget af tøjet. Vi hængte så tøjet på plads, men ½ time senere kom han igen og var nu villig til at betale helt op til 5 pr. styk. Jeg kunne godt se på min kone, at med den attitude, så hang rabatterne ikke løst på hende. Han endte med at betale fuld pris for alt. Han havde været i de andre butikker og de havde åbenbart været noget dyrere, for han købte kun noget hos os.
Der kommer en gammel dame i butikken, hun er der faktisk mindst 3 gange om dagen. Hun plejer at finde et eller andet stykke tøj til barn eller barnebarn, men ellers kommer hun for at snakke. Hver dag siden vi er startet, er hun kommet med mad til os. I går fik vi hver en friskkogt majskolbe, i dag stod menuen på boller med indbagt kød. Vi plejer at give hende lidt rabat, hun er en god kunde og anbefaler os til alle hun kender. Alligevel vil hun hver gang betale fuld pris og nægter at få noget som helst for det mad hun har lavet til os.
Gæstfriheden som man nogen gange oplever hos kineserne, opvejer så rigeligt de oplevelser man ellers har med snyd og bedrag. Man kan opleve en hjælpsomhed og venlighed som ligger så langt fra vores væremåde i Danmark, på det punkt kunne vi lære meget.
En anden ældre dame kom og købte en del tøj. Hun var meget hård i forhandlingerne og min kone var ikke særlig glad for hende, for hun pressede prisen meget ned og blev ved med at forhandle. Da de endelig var blevet enige om en pris, var min kone så forvirret, at hun helt glemte at få penge af hende. 10 minutter efter kom hun tilbage og sagde at hun havde glemt at betale. Der vandt hun virkelig min respekt, uanset at hun havde presset prisen til det urimelige, så var hun stadig ærlig.
I vores tøjbutik har vi bestemt oplevelser, alene det har været investeringen værd, at det så ser ud som om at vi ender med et ret pænt plus er kun en ekstra bonus.
Der er naturligvis dem der vil tinge om prisen til det absurde, sidst var det faktisk en udlænding. En amerikaner kom ind i butikken og fandt 6-7 stykker tøj. Meget overlegent gik han hen til min kone og sagde "Hør nu efter, for jeg siger det kun én gang, jeg vil give 3 kroner for det her tøj" Det kostede 20-25 pr styk, så det ville hun slet ikke. Han endte med at gå uden noget af tøjet. Vi hængte så tøjet på plads, men ½ time senere kom han igen og var nu villig til at betale helt op til 5 pr. styk. Jeg kunne godt se på min kone, at med den attitude, så hang rabatterne ikke løst på hende. Han endte med at betale fuld pris for alt. Han havde været i de andre butikker og de havde åbenbart været noget dyrere, for han købte kun noget hos os.
Der kommer en gammel dame i butikken, hun er der faktisk mindst 3 gange om dagen. Hun plejer at finde et eller andet stykke tøj til barn eller barnebarn, men ellers kommer hun for at snakke. Hver dag siden vi er startet, er hun kommet med mad til os. I går fik vi hver en friskkogt majskolbe, i dag stod menuen på boller med indbagt kød. Vi plejer at give hende lidt rabat, hun er en god kunde og anbefaler os til alle hun kender. Alligevel vil hun hver gang betale fuld pris og nægter at få noget som helst for det mad hun har lavet til os.
Gæstfriheden som man nogen gange oplever hos kineserne, opvejer så rigeligt de oplevelser man ellers har med snyd og bedrag. Man kan opleve en hjælpsomhed og venlighed som ligger så langt fra vores væremåde i Danmark, på det punkt kunne vi lære meget.
En anden ældre dame kom og købte en del tøj. Hun var meget hård i forhandlingerne og min kone var ikke særlig glad for hende, for hun pressede prisen meget ned og blev ved med at forhandle. Da de endelig var blevet enige om en pris, var min kone så forvirret, at hun helt glemte at få penge af hende. 10 minutter efter kom hun tilbage og sagde at hun havde glemt at betale. Der vandt hun virkelig min respekt, uanset at hun havde presset prisen til det urimelige, så var hun stadig ærlig.
mandag den 18. juni 2007
Selvstændig
Der er sket rigtig meget på den sidste uge. Pludselig havde min kone fundet en butik der ville lukke og 3 timer efter havde vi overtaget den. Nu har vi en tøjbutik og et lager på 40.000 stykker tøj. De første par dage gik mest med at rydde lidt op i tøjet og få bare en smule overblik over hvad der var. Nu er handelen til gengæld rigtig kommet i gang, rygter går meget hurtigt her i byen. Kineserne flår nærmest tøjet ned af hylderne, vi sælger mellem 2-300 stykker tøj hver dag. Til gengæld er det hårdt at være butiksejer. Vi åbner omkring kl 8 og lukker først kl 21. Det er dog kun i starten, vi skal flytte til nye lokaler i næste måned. Vi har kun butikken indtil månedens udgang, så vi skal have fundet et egnet sted.
Man oplever også lidt af hvert i butikken. Jeg var lidt spændt på hvordan de ville se på mig, en udlænding der har en butik. Langt de fleste har nu taget det meget pænt, dog overhørte min kone en samtale uden for butikken. 2 damer snakkede om at det var så billigt, men en 3. ville ikke derind, for hun var overbevist om at det var meget dyrt når det var en udlænding der stod der.
Man bliver også hurtigt træt af gamle damer. Den slags der i Danmark har blåt hår og nederdele syet af køkkengardiner, kan godt være en prøvelse. De vil tinge om prisen i flere timer og er ved at drive en til vanvid. En dame fortalte at den gamle ejer altid solgte nogen bukser til 3 kroner for 5 par. Selv i Kina er det en meget urealistisk pris og hvem har desuden brug for 5 ens par bukser.
Man oplever også lidt af hvert i butikken. Jeg var lidt spændt på hvordan de ville se på mig, en udlænding der har en butik. Langt de fleste har nu taget det meget pænt, dog overhørte min kone en samtale uden for butikken. 2 damer snakkede om at det var så billigt, men en 3. ville ikke derind, for hun var overbevist om at det var meget dyrt når det var en udlænding der stod der.
Man bliver også hurtigt træt af gamle damer. Den slags der i Danmark har blåt hår og nederdele syet af køkkengardiner, kan godt være en prøvelse. De vil tinge om prisen i flere timer og er ved at drive en til vanvid. En dame fortalte at den gamle ejer altid solgte nogen bukser til 3 kroner for 5 par. Selv i Kina er det en meget urealistisk pris og hvem har desuden brug for 5 ens par bukser.
Abonner på:
Opslag (Atom)