Mere MeiYou
Jeg kan stadig forundres over hvor tit man oplever at butikker ikke har en vare. I min gamle lejlighed holdt jeg helt op med at gå i kiosken efter cigaretter, for de havde normalt ikke nogen. Mit gæt går noget i retning af: Nu har vi ikke flere af de meget populære cigaretter, men tænk nu hvis vi køber en karton hjem og der pludselig ikke kommer nogen og køber dem. Det vil vi undgå, så lad os vente med at bestille flere, indtil de første 10 kunder har spurgt efter dem, så er vi sikre på at vi kan komme af med dem.
Normalt vil jeg kunne forstå det med madvarer som ikke kan holde sig længe, men alligevel undrer jeg mig over vores restaurant. Det er vores eneste alternativ inden for ca 15 Km omkreds, jeg får ikke mine tyske kolleger med på hot-pot og spise fårehjerne. I fredags bestilte vi en ret med ris og svinekød i sojasauce, dertil får man et spejlæg ovenpå. Det er rigtig fint, men i fredags havde de ikke flere æg. Det havde de heller ikke søndag og i dag, mandag, havde de stadig ikke fået æg. Der ligger op til 10 butikker rundt omkring restauranten der sælger æg, men det er umuligt at købe friske æg 50 meter væk. Åbenbart. Man kunne forestille sig at en restaurant udvælger en sikker leverandør og kun køber derfra, men nu er det altså i Kina. Når man tænker på hvor mange gange mine kolleger har fået dårlig mave af at spise der, så tvivler jeg på at de gør vildt meget ud af at vælge råvarer. Jeg er heldigvis indtil nu, sluppet uden om dårlig spise, meget heldigt når man tager vores toilet situation i betragtning.
mandag den 14. februar 2011
fredag den 4. februar 2011
Militæret
Kina er jo begyndt at bygge jagerfly og stolte er de jo af deres fantastiske fly. Hele befolkningen skulle naturligvis også beundre deres kunnen, så i fjernsynet har de vist hvordan de fine fly kunne styre i luften og sende misiler afsted. I 2011 er det ikke nemt at holde noget skjult, så naturligvis er der folk fra andre lande der også har set det. Bl.a. nogen der kunne genkende de fly og bestemt ikke mente at de så ud som dem Kina er i gang med at bygge. Lidt efterforskning viste også en helt anden historie, klippet på fjernsynet var nemlig fra filmen Top Gun.
Filmselskabet bag filmen mente ikke at de havde givet lov til at bruge det, men nu har kineserne også en lidt anden opfattelse af kopier og ophavsret Det grinte jeg nu alligevel lidt af, jeg tror heller ikke at firmaet der har lavet de ure jeg kan købe på gågaden for 50 Kr, har fået tilladelse fra Rolex. En sælger fortalte mig dog engang at det faktisk var øgte ure han solgte, han købte bare stort ind og fik derfor en bedre pris. Ak ja.
Filmselskabet bag filmen mente ikke at de havde givet lov til at bruge det, men nu har kineserne også en lidt anden opfattelse af kopier og ophavsret Det grinte jeg nu alligevel lidt af, jeg tror heller ikke at firmaet der har lavet de ure jeg kan købe på gågaden for 50 Kr, har fået tilladelse fra Rolex. En sælger fortalte mig dog engang at det faktisk var øgte ure han solgte, han købte bare stort ind og fik derfor en bedre pris. Ak ja.
torsdag den 3. februar 2011
Godt nytår
I går var det nytårs aften i Kina og traditionen tro blev det skudt ind med krudt nok til at sprænge samtlige norske fjælde væk. Desværre skulle jeg på arbejde i dag, så helt så sjovt var det ikke at skyderiet fortsatte til et stykke efter kl 02.30. Der er ikke tale om enkelte raketter, men så mange brag, at det faktisk er en sammenhængende lyd. Ting der siger bang er meget udbredt i kina og det er ikke de små heksehyl de fyrer af.
Lidt nytår fik vi dog hold, vi fik købt 3 stk sixpack og et kæmpe stort fyrværkeri batteri. Et patronbælte blev det også til, en lang lunte hvor der er bundet små kanonslag til hver side. Min kollega var meget begejstret og fik derfor købt det største de havde i butikken, ialt omkring 20 meter langt. Det fik vi bredt ud lige foran vores hotel og så skålede vi og satte ild til. 5 mennesker med en kold øl og blafrende trommehinder blev til min nytårs aften og jeg gik i seng kl 23. 15.
Lidt nytår fik vi dog hold, vi fik købt 3 stk sixpack og et kæmpe stort fyrværkeri batteri. Et patronbælte blev det også til, en lang lunte hvor der er bundet små kanonslag til hver side. Min kollega var meget begejstret og fik derfor købt det største de havde i butikken, ialt omkring 20 meter langt. Det fik vi bredt ud lige foran vores hotel og så skålede vi og satte ild til. 5 mennesker med en kold øl og blafrende trommehinder blev til min nytårs aften og jeg gik i seng kl 23. 15.
fredag den 14. januar 2011
De dejlige mennesker.
Juleaften sidder jeg på min vens restaurant og har lige spist den store julemenu. Der er live musik og kold Carlsberg i glasset, så selv om der egentlig ikke er så meget julehygge over det, er det nu alligevel en fin aften.
Jeg sidder oppe ved baren, ved siden af 4 kinesiske mænd. En af dem kan få ord engelsk og spørger nysgerrigt til mig. Da de finder ud af at jeg også kan lidt kinesisk, vil de alle gerne snakke med mig. Så bliver der straks bestilt mere øl og der kan ikke være tale om at jeg kan få lov til at betale. Heldigvis oplever man ofte utrolig flinke mennesker, som naturligvis er nysgerrige fordi jeg er så anderledes, men også er venlige og imødekommende, i en grad som man slet ikke oplever i Danmark.
Jeg sidder oppe ved baren, ved siden af 4 kinesiske mænd. En af dem kan få ord engelsk og spørger nysgerrigt til mig. Da de finder ud af at jeg også kan lidt kinesisk, vil de alle gerne snakke med mig. Så bliver der straks bestilt mere øl og der kan ikke være tale om at jeg kan få lov til at betale. Heldigvis oplever man ofte utrolig flinke mennesker, som naturligvis er nysgerrige fordi jeg er så anderledes, men også er venlige og imødekommende, i en grad som man slet ikke oplever i Danmark.
lørdag den 1. januar 2011
Sikke en fest vi har haft
En rigtig god aften fik afsluttet 2010. Min ven har fundet en fantastisk lejlighed oppe paa toppen af et hus. En stor teresse med flot udsigt over Bangkok var rammen for aftenens fest med rigeligt mad og endnu mere vin og oel. Der var dog ikke det store at se, for i Thailand er de lidt mere stille med fyrvaerkeri, end de er i Kina. Heldigvis faktisk, for der var stadig flotte raketter og alene lyset fra byen var det hele vaerd.
Nu skal jeg snart tilbage til kulden i Kina, men allerede den 30 Januar er jeg tilbage i Bangkok og glaeder mig rigtig meget.
Nu skal jeg snart tilbage til kulden i Kina, men allerede den 30 Januar er jeg tilbage i Bangkok og glaeder mig rigtig meget.
torsdag den 30. december 2010
Nytaar.
Det har vaeret en travl jul i aar. Foerst tilbage til min lejlighed i Shanghai, saa 2 dage i Nanjing og besoege en god ven og holde jul. Tilbage til Suzhou og holde weekend med min dejlige Walther og mandag videre til Bangkok hvor jeg nu indretter hus.
Vi har lejet et hus med butik paa ialt 150 Kvm plus en fantastisk tag teresse. Der er jo meget der skal laves og endnu flere ting der skal koebes, man siger jo at julen koster mange penge og det holder stik i aar.
Men det er bare saa meget sjovere at arbejde for sig selv her i 30 graders varme, end at arbejde i Kina i 2 graders kulde. Jeg har laenge kaempet med en stoerre omgang forkoelelse, men den er nu pist forsvundet efter bare 2 dage i Thailand.
Champagnen er paa koel til i morgen, saa tilbage er der kun at oenske alle et rigtig godt nytaar.
Vi ses i 2011
Vi har lejet et hus med butik paa ialt 150 Kvm plus en fantastisk tag teresse. Der er jo meget der skal laves og endnu flere ting der skal koebes, man siger jo at julen koster mange penge og det holder stik i aar.
Men det er bare saa meget sjovere at arbejde for sig selv her i 30 graders varme, end at arbejde i Kina i 2 graders kulde. Jeg har laenge kaempet med en stoerre omgang forkoelelse, men den er nu pist forsvundet efter bare 2 dage i Thailand.
Champagnen er paa koel til i morgen, saa tilbage er der kun at oenske alle et rigtig godt nytaar.
Vi ses i 2011
onsdag den 22. december 2010
Jule nuttethed
Her i julen trænger alle vist til en smule nuttethed og det kan jeg give i overflod.
Det er så dejligt afstressende at se på sort-hvide dovne dyr der gnasker bambus og dovner total.
En frisk dag i verdens største panda park var alligevel en oplevelse, selv om det var koldt og jeg havde tømmermænd.
Det er så dejligt afstressende at se på sort-hvide dovne dyr der gnasker bambus og dovner total.
En frisk dag i verdens største panda park var alligevel en oplevelse, selv om det var koldt og jeg havde tømmermænd.
tirsdag den 21. december 2010
God jul
Selv om jeg kommer til at undvære flæskesteg og dansk julemad i år, bliver det nu en god jul alligevel.
Efter 10 uger i Chengdu er jeg meget klar til at komme væk herfra i et stykke tid, for her er der meget anderledes end det jeg er vant til. Jeg tror alle mine kolleger glæder sig til at få et pusterum, for her er samtidig blevet rigtig koldt og ækelt. Vejret kan ikke sammenlignes med Danmark, hvor der naturligvis er meget koldere. I morges var der 0 grader, men samtidig meget diset og fugtigt. Det er som om at kulden kommer snigende med fugten og trænger ind i kroppen, så selv knoglerne føles kolde. Her på kontoret er der naturligvis heller ikke varme, så nøjagtigt så koldt som udenfor.
Efter en dejlig juleferie kan jeg klare mig lidt igen, for allerede 29 Januar kommer kinesisk nytår og jeg har igen 2 ugers ferie. Jeg skal ligge ved stranden med en kold øl i Pattaya med min kæreste og det er faktisk ikke så skidt endda.
Med højt humør og trods alt en smule julestemning, siger jeg tak for det sidste år. Næste år behøver ikke byde på helt så mange oplevelser, for skilsmisse og 4 gange flytning er egentlig ikke noget jeg vil anbefale. Med lidt held flytter jeg dog endnu en gang, men til varmere himmelstrøg, det må tiden vise.
Alligevel er jeg vist garanteret rigeligt med oplevelser her i Kina, for intet går som planlagt. Alene i går måtte vi løbe rundt i hallen og lukke alle anlæg ned, inden strømmen forsvandt, for det gjorde den 4 gange på en dag.
Mine maskiner skal have online forbindelse til Tyskland, men på 3. uge er det endnu ikke lykkedes kunden at få opsat en router eller få tilsluttet noget. Lige nu gør vi det man ofte gør i Kina, nemlig venter.
Efter 10 uger i Chengdu er jeg meget klar til at komme væk herfra i et stykke tid, for her er der meget anderledes end det jeg er vant til. Jeg tror alle mine kolleger glæder sig til at få et pusterum, for her er samtidig blevet rigtig koldt og ækelt. Vejret kan ikke sammenlignes med Danmark, hvor der naturligvis er meget koldere. I morges var der 0 grader, men samtidig meget diset og fugtigt. Det er som om at kulden kommer snigende med fugten og trænger ind i kroppen, så selv knoglerne føles kolde. Her på kontoret er der naturligvis heller ikke varme, så nøjagtigt så koldt som udenfor.
Efter en dejlig juleferie kan jeg klare mig lidt igen, for allerede 29 Januar kommer kinesisk nytår og jeg har igen 2 ugers ferie. Jeg skal ligge ved stranden med en kold øl i Pattaya med min kæreste og det er faktisk ikke så skidt endda.
Med højt humør og trods alt en smule julestemning, siger jeg tak for det sidste år. Næste år behøver ikke byde på helt så mange oplevelser, for skilsmisse og 4 gange flytning er egentlig ikke noget jeg vil anbefale. Med lidt held flytter jeg dog endnu en gang, men til varmere himmelstrøg, det må tiden vise.
Alligevel er jeg vist garanteret rigeligt med oplevelser her i Kina, for intet går som planlagt. Alene i går måtte vi løbe rundt i hallen og lukke alle anlæg ned, inden strømmen forsvandt, for det gjorde den 4 gange på en dag.
Mine maskiner skal have online forbindelse til Tyskland, men på 3. uge er det endnu ikke lykkedes kunden at få opsat en router eller få tilsluttet noget. Lige nu gør vi det man ofte gør i Kina, nemlig venter.
torsdag den 2. december 2010
Sprog vanskeligheder
Man kommer ikke langt i Kina, uden at kunne en smule sprog og her tænker jeg ikke på engelsk. Min kæreste er på besøg fra Thailand og hun har af og til problemer med forståelsen i forhold til kineserne. Alligevel kommer hun overraskende langt ved at smile og forsøge sig med håndfagter. I mandags gik det dog alligevel galt, for kineserne mangler enhver form for logisk sans.
Min kæreste ville finde sig noget middagsmad og faldt over en restaurant der så rimelig ren ud. Hun forsøgte at pege på et skilt med billede på, for ved kassen var der kun kinesiske tegn. Ekspedienten vidste ikke hvad hun mente, så min kæreste viste med fingrene at hun ville have nummer 13. Nu forstod pigen ved kassen og tog imod bestillingen. Min kæreste er 152 Cm høj, det er vigtigt for historien. Efter lidt tid ankommer ikke ret nummer 13 til min kæreste, det gør derimod 3 portioner af nummer 10. Der var 2 tjenere til at slæbe alt maden hen til bordet og ingen undrede sig over at den lille pige kunne spise så meget mad.
Selv om vi har skiftet stam restaurant, så går det heller ikke altid glat på den nye. Der er en pige der ofte betjener os. Hun er utrolig sød og smilende og hun kan en 5-10 engelske ord. Vi er meget glade for hende og roser hende altid. Mange gange sender de alligevel en der bestemt må være praktikant, hen til vores bord. I dag sidder vi 7 mennesker ved et bord, vi bestiller alle en ret, altså ialt 6 retter. Alm. sund fornuft eller logik ville sige de fleste at der var noget galt, men ikke i Kina. Min meget sultne kollega, der oven i det har sukkersyge, kunne ikke i det øjeblik se det morsomme i det.
Vi forsøger at opdrage, men det hjælper aldrig. 7 mennesker, 1 spisekort. Vi skal altid bede om et par ekstra, til trods for at vi har spist der hver eneste dag i over 4 uger.
Min kæreste ville finde sig noget middagsmad og faldt over en restaurant der så rimelig ren ud. Hun forsøgte at pege på et skilt med billede på, for ved kassen var der kun kinesiske tegn. Ekspedienten vidste ikke hvad hun mente, så min kæreste viste med fingrene at hun ville have nummer 13. Nu forstod pigen ved kassen og tog imod bestillingen. Min kæreste er 152 Cm høj, det er vigtigt for historien. Efter lidt tid ankommer ikke ret nummer 13 til min kæreste, det gør derimod 3 portioner af nummer 10. Der var 2 tjenere til at slæbe alt maden hen til bordet og ingen undrede sig over at den lille pige kunne spise så meget mad.
Selv om vi har skiftet stam restaurant, så går det heller ikke altid glat på den nye. Der er en pige der ofte betjener os. Hun er utrolig sød og smilende og hun kan en 5-10 engelske ord. Vi er meget glade for hende og roser hende altid. Mange gange sender de alligevel en der bestemt må være praktikant, hen til vores bord. I dag sidder vi 7 mennesker ved et bord, vi bestiller alle en ret, altså ialt 6 retter. Alm. sund fornuft eller logik ville sige de fleste at der var noget galt, men ikke i Kina. Min meget sultne kollega, der oven i det har sukkersyge, kunne ikke i det øjeblik se det morsomme i det.
Vi forsøger at opdrage, men det hjælper aldrig. 7 mennesker, 1 spisekort. Vi skal altid bede om et par ekstra, til trods for at vi har spist der hver eneste dag i over 4 uger.
onsdag den 24. november 2010
Service
Jeg har oplevet meget rundt omkring i verden og spist på mange restauranter. Førstepladsen for elendig betjening går nu til hele byen Chengdu, for værre har jeg dog aldrig oplevet.
Mit hotel hedder godt nok International hotel, men det betyder vist bare at en masse udlændinge er samlet her i frustration over at der ikke er andre alternativer. International beskriver altså kun gæsterne og bestemt ikke service.
For et par dage blev det for meget for os alle sammen og en af mine tyske kolleger svor at han aldrig vil spise der igen. Stort set alt gik galt og det kunne være undgået hvis ikke tjenerne alle havde travlt med at opholde sig alle andre steder end restauranten og samtidig tage en smule omtanke med på arbejde.
Normalt får man et gratis glas vand som bliver fyldt op hele tiden, men hvis der ikke er alt for mange gæster i restauranten, mener de åbenbart at det kan springes over. 4 gange måtte vi bestille et glas vand, inden de kom med et. Da tjeneren var ved bordet grinede hun bare og sagde at det havde hun da vist glemt, det gjorde hun så igen.
Jeg kommer til bordet senere end mine 3 kolleger, der allerede havde fået deres mad. Jeg bestiller min mad hos tjeneren og hun når lige at dreje om da en anden tjener kommer med noget suppe. Hun vil så give det til mig, til trods for at det nu er 20 sekunder siden at jeg har bestilt hos hende og hun har skrevet på en seddel hvad jeg skulle have. Det var endda svært at overbevise hende om at det faktisk ikke var min suppe, for når nu den kom hen til vores bord, så måtte den da også være til os. (Eller de andre tjenere er nøjagtig så ligeglade som hende selv)
Helt galt går det næste morgen. Det er søndag og jeg sidder med en kollega og nyder morgenmaden i lidt længere tid end de sædvanlige 20 minutter. Vi bestiller en kop kaffe mere, selv om der er på kande, skal man bestille kaffen. Nu er det sådan at man kun får én kop kaffe til morgenmaden, så det kan vi ikke. Vi beder flere tjenere om at hente 2 kopper kaffe, men får bare svaret "NEJ". Vi forklarer at vi gerne vil betale for den ekstra kop kaffe, men heller ikke det kan lade sig gøre. Min kollega er nu ved at være en smule irriteret og beder for 10 gang om de for pokker ikke bare kan hente 2 kopper kaffe, som vi så kan betale for. Stadig ikke muligt. Nu kommer manageren for restauranten så og forklarer os at der kun er en kop kaffe pr. person med i morgenmaden, derfor kan vi ikke få kop nummer 2. Igen forklarer vi manageren at vi så gerne vil KØBE 2 kopper kaffe, men det kan vi jo ikke, for man får kun 1 kop pr. mand.
Vi er nu derhenne hvor vi ikke længere visker, så enden på det bliver at manageren for hotellet kommer og efter at have forklaret situationen, får vi vores anden kop kaffe. En overnatning koster 280 RMB, 2 kopper kaffe til morgenmaden kostede 60 RMB.
Men dagen var kun lige begyndt, så meget kunne ske endnu og det gjorde der også.
Vi tager ind til Chengdu for at shoppe lidt. Først får vi prejet 5 taxaer, inden vi finder en der vil køre for en blot rimeligt beløb. Vores taxa aftaler vi en fast pris på 100 med og afsted går det imod byens største shoppingcenter og gågade. Bare fordi man kører taxa i Kina, betyder det på ingen måde at man ejer for 5 øre stedsans, en GPS eller blot evnen til at ringe til centralen og spørge om vej. Flere gange spurgte chaufføren os om hvor vi skulle hen og det vidste vi ikke, da det var første gang. Vi endte med at køre så stor en omvej, at turen havde kostet mere end de 100, hvis altså hun ville slå taxameteret til. Sidste gang vi kørte direkte til midtbyen var det med taxameter og det blev 87.
Nu går det helt galt, for vi er blevet sultne og står midt på gågaden i Chengdu. Først finder vi en McDonalds men det er alligevel for meget fastfood. Vi beslutter os for en Pizzahut og alle glæder sig til en god pizza, frem for de kinesiske man enkelte steder kan få. Den korte version- Vi bestiller vores mad og drikkevarer. Vi rykker efter drikkevarer 3 gange, efter 40 minutter kommer vores drikkevarer, dog ikke appelsinjuice, for det har de alligevel ikke. Efter 50 minutter vil vi gerne have vores mad og den er der om max 3 minutter. Over en time efter vi har bestilt rejser vi os fra bordet og går. 5 minutter efter er vi på McDonalds og vi får vores mad med det samme.
Jeg gætter på at mine oplevelser slet ikke er færdige, jeg skal blive her i mindst 6 måneder endnu.
Mit hotel hedder godt nok International hotel, men det betyder vist bare at en masse udlændinge er samlet her i frustration over at der ikke er andre alternativer. International beskriver altså kun gæsterne og bestemt ikke service.
For et par dage blev det for meget for os alle sammen og en af mine tyske kolleger svor at han aldrig vil spise der igen. Stort set alt gik galt og det kunne være undgået hvis ikke tjenerne alle havde travlt med at opholde sig alle andre steder end restauranten og samtidig tage en smule omtanke med på arbejde.
Normalt får man et gratis glas vand som bliver fyldt op hele tiden, men hvis der ikke er alt for mange gæster i restauranten, mener de åbenbart at det kan springes over. 4 gange måtte vi bestille et glas vand, inden de kom med et. Da tjeneren var ved bordet grinede hun bare og sagde at det havde hun da vist glemt, det gjorde hun så igen.
Jeg kommer til bordet senere end mine 3 kolleger, der allerede havde fået deres mad. Jeg bestiller min mad hos tjeneren og hun når lige at dreje om da en anden tjener kommer med noget suppe. Hun vil så give det til mig, til trods for at det nu er 20 sekunder siden at jeg har bestilt hos hende og hun har skrevet på en seddel hvad jeg skulle have. Det var endda svært at overbevise hende om at det faktisk ikke var min suppe, for når nu den kom hen til vores bord, så måtte den da også være til os. (Eller de andre tjenere er nøjagtig så ligeglade som hende selv)
Helt galt går det næste morgen. Det er søndag og jeg sidder med en kollega og nyder morgenmaden i lidt længere tid end de sædvanlige 20 minutter. Vi bestiller en kop kaffe mere, selv om der er på kande, skal man bestille kaffen. Nu er det sådan at man kun får én kop kaffe til morgenmaden, så det kan vi ikke. Vi beder flere tjenere om at hente 2 kopper kaffe, men får bare svaret "NEJ". Vi forklarer at vi gerne vil betale for den ekstra kop kaffe, men heller ikke det kan lade sig gøre. Min kollega er nu ved at være en smule irriteret og beder for 10 gang om de for pokker ikke bare kan hente 2 kopper kaffe, som vi så kan betale for. Stadig ikke muligt. Nu kommer manageren for restauranten så og forklarer os at der kun er en kop kaffe pr. person med i morgenmaden, derfor kan vi ikke få kop nummer 2. Igen forklarer vi manageren at vi så gerne vil KØBE 2 kopper kaffe, men det kan vi jo ikke, for man får kun 1 kop pr. mand.
Vi er nu derhenne hvor vi ikke længere visker, så enden på det bliver at manageren for hotellet kommer og efter at have forklaret situationen, får vi vores anden kop kaffe. En overnatning koster 280 RMB, 2 kopper kaffe til morgenmaden kostede 60 RMB.
Men dagen var kun lige begyndt, så meget kunne ske endnu og det gjorde der også.
Vi tager ind til Chengdu for at shoppe lidt. Først får vi prejet 5 taxaer, inden vi finder en der vil køre for en blot rimeligt beløb. Vores taxa aftaler vi en fast pris på 100 med og afsted går det imod byens største shoppingcenter og gågade. Bare fordi man kører taxa i Kina, betyder det på ingen måde at man ejer for 5 øre stedsans, en GPS eller blot evnen til at ringe til centralen og spørge om vej. Flere gange spurgte chaufføren os om hvor vi skulle hen og det vidste vi ikke, da det var første gang. Vi endte med at køre så stor en omvej, at turen havde kostet mere end de 100, hvis altså hun ville slå taxameteret til. Sidste gang vi kørte direkte til midtbyen var det med taxameter og det blev 87.
Nu går det helt galt, for vi er blevet sultne og står midt på gågaden i Chengdu. Først finder vi en McDonalds men det er alligevel for meget fastfood. Vi beslutter os for en Pizzahut og alle glæder sig til en god pizza, frem for de kinesiske man enkelte steder kan få. Den korte version- Vi bestiller vores mad og drikkevarer. Vi rykker efter drikkevarer 3 gange, efter 40 minutter kommer vores drikkevarer, dog ikke appelsinjuice, for det har de alligevel ikke. Efter 50 minutter vil vi gerne have vores mad og den er der om max 3 minutter. Over en time efter vi har bestilt rejser vi os fra bordet og går. 5 minutter efter er vi på McDonalds og vi får vores mad med det samme.
Jeg gætter på at mine oplevelser slet ikke er færdige, jeg skal blive her i mindst 6 måneder endnu.
Abonner på:
Opslag (Atom)