onsdag den 14. marts 2007

Hospitaler og hvorfor man skal undgå dem.

Jeg er lige kommet hjem fra hospitalet. Det er nu ikke voldsomt, min søn skal have fjernet en lille gevækst på sin hånd. Men naturligvis lugter hospitalet penge og så kommer hele maskineriet i omdrejninger. Vi havde besluttet os for et stort og nyt hospital, det er endda et firma fra Hongkong, så vi mente at det var i orden. Igen bliver man klogere. Først ville de indlægge os, så de kunne lave nogen undersøgelser, det mente jeg nu ikke var nødvendigt for at en læge kunne se på ham. De fik os overtalt til at blive, for der var mange undersøgelser og så ville de operere næste dag. Kl 11 var vi færdig med undersøgelserne og så fandt de også lige ud af at der alligevel ikke var tid på operationsstuen dagen efter. Men vi var checket ind og havde fået et værelse, det skal vi jo betale for pr. dag.
Det er jo egentlig smart nok, så kan de udskyde operationen en dag af gangen og vi betaler for værelset alligevel. Vi tog hjem, selv om de først ikke ville have det. Det var både farligt og det kunne vi sandelig ikke, indtil de fandt ud af at vi alligevel betalte for værelset, så kunne vi godt tage hjem. I dag skulle vi så blive der og operationen skulle ske i morgen, for der var jo en masse prøver de skulle tage inden. De mange prøver var 3 blodprøver som de var færdige med kl 9.30, så var det meningen at vi skulle blive hele dagen på værelset og bare vente. Igen var de pludselig i tvivl om der nu egentlig var tid i morgen, men så måtte vi til at råbe højt. Min søn må ikke spise 8 timer inden operationen, så jeg kan garantere dem for at han er en af de første der kommer til om morgenen. Hvis han slet ikke får mad hele dagen, så er jeg ret sikker på at der bliver ballade, han plejer at give besked om at han er sulten, på en måde så vi ikke kan misforstå det.
For at gøre det hele endnu værre, så var vores VIP værelse møg beskidt. Hvis jeg var kommet på et hotel og var blevet mødt af sådan et badeværelse, så havde jeg checket ud med det samme. Der var heller ikke hverken toiletpapir, håndklæder, sæbe eller noget som helst. Ude fra ser hospitalet ellers rigtig flot ud og receptionen virker pæn og ren. De har bare et andet forhold til rengøring og jeg har heldigvis også oplevet hospitaler der er noget pænere end det her. For dem der kender byen, er det "Kowloon" eller dragehospitalet i SIP, ud til Modern avenue. Næste gang vi skal noget som helst, bliver det igen Nr. 2 hospital i midtbyen, deres VIP afdeling er rigtig god og man får en meget god behandling.

mandag den 12. marts 2007

Lakrids og kinesere

I dag fik jeg skovlen under mine kolleger. De har ofte budt mig noget som jeg i starten troede var slik, jeg blev hurtigt klogere. Nogen gange var det tørret kød, pænt pakket ind som bolcher, andre gange var det en eller anden mystisk tørret frugt. I dag var dagen hvor jeg huskede at tage en pose Super Piratos med på arbejde. En god stærk saltlakrids er så ikke lige det kineserne er mest vant til. Der kom meget sjove ansigter frem og resten af dagen, skulede de vantro på den pose jeg havde liggende på mit bord.

lørdag den 10. marts 2007

grisens år forgår

Sagen om muhamed tegningerne har også spredt sig til Kina. Efter nytåret er vi nu gået ind i grisens år og det er et meget godt år i Kina. Der er faktisk baby boom, for det er rigtig godt at blive født i grisens år. Men lidt kolde fødder har de nu alligevel fået. Store firmaer har lavet store reklamekampagner, hvor de fejrer grisens år, men det går ikke efter en avis i Danmark trykte et par tegninger. Reklamerne må ikke vises på landsdækkende fjernsyn, hvor vanvittigt det så end lyder. Den kinesiske kalender med de 12 dyr har eksisteret i årtusinder, måske kan lidt muslimsk oprør få stoppet den del af historien. Heldigvis er Inderne nogen fredelige mennesker, ellers var det også slut med koen. Hvor er det sørgeligt at trusler og vold, i den grad kan styre hele verden. Jeg håber ikke det kommer til at danne præcedens for udfaldet omkring Nørrebro.

tirsdag den 6. marts 2007

Man har været her for længe

Man oplever jo lidt af hvert når man bor her. Nogen udlændinge har samlet en liste over ting der viser at man har været for lang tid i Kina. Jeg tror man skal have været her for at kunne forstå den, men den er nu ret sjov.

Top 50, når man har været i Kina for lang tid

Et par af mine personlige favoritter:
  • Du dytter af fodgængere, når du kører i bil på fortovet.
  • T-bone steak går fint sammen med ris.
  • Man undrer sig ikke over at den eneste beslutning der bliver truffet på et møde, er tidspunktet for næste møde.

torsdag den 1. marts 2007

2 torsdage i en uge?

Sidste måned var kinesisk nytår og der har vi holdt fri i længere tid. Jeg benyttede ferien til at tage til Nanjing, en by 200 Km vest for Suzhou. Derfor har jeg også været lidt langsom til at få skrevet noget her, men til gengæld har jeg fået rigeligt med oplevelser jeg kan skrive om, når jeg ellers lige får tid til det.
Vejret har været rigtig godt på det sidste, men det har jeg nu fået en kinesisk forklaring på. Det er fordi der sidste år var en ekstra måned i året, derfor er det ikke Marts nu, men faktisk April og derfor er det så dejligt vejr. Jeg kan ikke huske hvilken måned der var 2 af sidste år, men her i Kina skal man så passe på hvad man siger. Bruger man vendinger som "Når grise kan flyve" eller "når der er 2 torsdage i ugen" Så kan det gå hen og blive virkelighed.

mandag den 29. januar 2007

Snyd er ikke kun et kinesisk fænomen

Svindel og humbug er nu ikke kun forbeholdt kineserne. Vi laver for tiden nogen højttalere til England og det eneste vi ikke laver, det er at klistre skiltet på hvor der står "Made in England". Faktisk sætter vi et skilt på hvor der står "Made in China" men det tager de af i England og sætter deres eget på. Selv enheder og delefiltre har vi lavet her, så det skiltet i virkeligheden betyder, er sikkert at klistermærket, det har de selv lavet i England.

Vi har fået nye bio-plæneklippere på arbejdet. Før havde vi en hel flok folk til at rende rundt og luge lidt og klippe græsset. De var nu langt fra effektive, man kunne falde i søvn af at se på dem. Nu sker der til gengæld noget, i alt 10 geder går rundt og passer græsset på hele fabrikken. Håber de advarer folk der kommer på besøg, så de ikke bliver stanget bagi. Specielt en af gederne var ret stor og den så ikke alt for venlig ud. Men det er nu lidt hyggeligt, selv om der lugtede fælt af ged, da vi gik over i kantinen til middag.

onsdag den 24. januar 2007

Min stakkels bil

Så fik de alligevel ram på mig, jeg har fået en bule i min bil. En lille skramme er det nok nærmere, men alligevel. Jeg kørte ind til en stor restaurant, hvor de havde ikke mindre end 5 mand til at dirregere bilerne på plads. Normalt holder jeg bagved og der er en fin stor vej højre om bygningen. Netop i dag skulle jeg åbenbart venstre om. En lille meget smal smøge hvor der samtidig var parkeret en 3 hjulet scooter, så jeg ikke kunne komme forbi.
Når man kommer står alle 5 parkerings folk og blæser i en fløjte, så man næsten ikke bliver forvirret over hvor man skal kigge hen. Da jeg stoppede fordi jeg ikke kunne komme frem, fik de så vinket mig tilbage, mens de blæste konstant i deres fløjter. Stole på andre er dumt her, for der var en stolpe gemt i mørket. Jeg nåede lige at ramme den med kofangeren, heldigvis kunne jeg ret tydeligt høre den knasende lyd. Lidt af lyden var dog overdøvet af ham der stod bag ved bilen og blæste i fløjten, mens han vinkede mig tilbage. Jeg nød ikke maden helt så meget den aften.

mandag den 22. januar 2007

2 torsdage i ugen

Kinesisk logik fungerer altså bare ikke efter de regler vi ellers kender. Jeg har fundet ud af at alder er et lidt flydende begreb, man er jo 1 år den dag man bliver født. Fødselsdage følger månekalenderen, så det kan flytte sig en 3-4 uger fra år til år.
Men tidsangivelser kan også sagtens gå galt. I dag forklarede min kone mig, at hendes mor tog hjem om 2 dage, nemlig den 25. Nej siger jeg, det er da om 3 dage, vi har den 22 i dag. Det er så ikke tilfældet i Kina, der er godt nok 3 x 24 timer til, men der er jo kun 2 hele dage imellem, derfor er det om 2 dage.
Så længe svigermor bare tager hjem, så vil jeg ikke bryde mit hoved med om det er en dag fra eller til.

mandag den 15. januar 2007

Navne er anderledes i Kina


I Europa har vi normalt navne på bilerne. VW opkalder f.ex. deres biler efter vinde, passat, golf. Jeg ved ikke om det skyldes kommunismens ensretning af tingene, eller bare manglende opfindsomhed, men her har bilerne ikke navn, i stedet en model betegnelse. De kinesiske biler altså.
Min egen bil har den mundrette betegnelse, HBJ6471 der gør det så nemt at forklare folk hvilken bil jeg har.

Jeg har også undret mig over en lille sjov model fra VW. Jeg har ikke set den i Europa, så det er sikkert en særlig afart. Det er ikke en Golf, det er ikke en Polo, den er faktisk lidt imellem. Det er svært at finde på et nyt navn til en bil, men da den er lidt mindre end en Golf, så kunne man jo passende kalde den for Gol. Det er ikke fordi der mangler et bogstav, der er faktisk mange af den model.

lørdag den 6. januar 2007

Hvor er nettet

Vi kom godt ind i det nye år, godt hjulpet på vej af rigeligt med nytårs krudt. Kineserne kan altid finde lejlighed til at fyre kanonslag af, særligt når min søn sover til middag.
Mellem jul og nytår, har jeg ikke været på nettet. Åbenbart er der et lysleder kabel der er knækket omkring Thailand, efter et jordskælv. Det kan mærkes, efter jul, var det ikke engang muligt at ringe ud af landet. Nu er der dog forbindelse, men hold op det går langsomt.
Jeg benytter mig en del af net-aviserne og kan se nyheder direkte på DR. Det er nu alligevel rart at være lidt med i hvad der sker.