søndag den 25. oktober 2009

Galskaben, en længere fortælling.

Vi har haft en kunde i butikken, som har været lidt glad for min svoger. Vi vil jo gerne have ham afsat, så det var jo fint nok, i starten. Hun har en sko butik lidt længere henne ad gaden og kommer ofte i vores butik. De sidste 2 måneder har hun været der påfaldende tit og blevet længe, dog kun hvis min svoger har været der.
Hun begyndte så at skrive en del beskeder til ham, af og til ret detaljerede om hvad hun havde lyst til at gøre ved ham. Min svoger har dog ikke været begejstret. Hun er dog heller ikke den kønneste, hun er lidt ældre end ham, hun har været gift og har en søn på 10 år, så det var ikke min svogers drømmepige.
Hun ville dog ikke bare give op, så hun belejrede nærmest butikken og på en god dag, fik han 30-40 SMS'er fra hende. Nu var min svoger ved at være træt af situationen og fik vist forklaret hende at det aldrig ville blive til noget med dem. Heller ikke det fik hende til at give op, nærmere modsat.
Nu skiftede hun imellem trusler om frygtelige ting, hvis han ikke ville være sammen med hende, til frieri og sukkersøde beskeder. Min svoger var ved at være RIGTIG træt af hende på det tidspunkt.
Så snakker vi en dag med en pige der viser sig at være hendes søster. Hun sagde at vi bare skulle ignorere hende og at det var meget normalt. Hun havde været indlagt på den lukkede afdeling 5-6 gange før og af og til fik hun kastet kærligheden på en ny mand som hun bestemt måtte have.
I dag var hendes far så forbi vores butik og han undskyldte meget. Han havde nu fået hende indlagt igen og håbede at hun ville få det lidt bedre. Hun nåede dog at falde for en fyr der har en butik en 100 meter fra vores, han sælger så smykker og sten og var heller ikke begejstret for hende. Nu ser det ud som om at forholdene er normaliseret en smule og vi er blevet enige om ikke at forsøge at finde passende piger til min svoger. Det har jeg nu længe sagt til både min kone og svigermor, men de har altid travlt med at få ham afsat. Jeg tror de holder lidt igen efter denne oplevelse.

Ingen kommentarer: