onsdag den 19. november 2008

Flere slags æg

Nu kan man købe 2 slags æg her i byen, i begge tilfælde skal man være forsigtig. En tysker har startet produktion af kopi møbler i lidt bedre kvalitet end sædvanlig kinesisk standard. Naturligvis er også "Ægget", den berømte stol som Arne Jacobsen tegnede i 1958, blandt kopierne. Faktisk er den ikke helt billig, slet ikke når man tænker på at den er lavet i kunstlæder og ikke ægte læder. Der er mange af designklassikerne, naturligvis rigtig mange danske. Corona stolen, som jeg faktisk synes er en af de smukkeste er heller ikke sluppet uden om kopiering. Nu er det jo så rent faktisk lovligt her, hvilket dog ikke er tilfældet med det næste æg.
Nu skal man passe rigtig godt på hvis man køber æg på markedet, det er bedst at købe dem i supermarkederne der får fra de store producenter. De laver simpelthen kopier af rigtige æg, ja hønseæg. Æg er ret billige i Kina, så hvordan man kan finde på at lave falske æg, begriber jeg slet ikke. Endnu mindre forstår jeg hvordan man laver en kopi af et æg, man må ikke håbe at folk taber et æg på markedet når de handler.
Vi var ellers lige sluppet fri af melamin i mælken (håber vi da) og nu skal vi til at slås med æg af tvivlsom oprindelse. Det eneste positive ved det, må være at de ikke bliver for gamle.

tirsdag den 4. november 2008

Spildtid

Jeg havde en dag i sidste uge hvor jeg faktisk havde ret travlt, men ikke fik lavet noget som helst. Først skulle vi i banken, vi får husleje fra et firma i Finland og de overfører i Euro. Dem skulle vi så have vekslet til RMB inden Euroen går helt i nul. Det er bare ikke så let når man bor i Kina, det er faktisk et større projekt. Pengene stod på vores konto i Euro, de skulle bare veksles til RMB. Det kan de naturligvis ikke bare gøre i banken, der skulle vi som altid i VIP afdelingen som også står for erhverv og de rigtig komplicerede ting. Der var dog ikke nogen i VIP, så de bad os om at vente i 30 minutter, så ville de forsøge at finde en der kunne hjælpe os med denne her vildt komplicerede manøvre. Med tanke om at det slet ikke endte her, så opgav vi først at få vekslet. Problemet var at pengene ikke skulle blive stående på den konto, men over på den konto hvor vi betaler husleje fra selv. Den konto er i en anden bank og det er naturligvis ikke muligt at overføre penge fra en bank til en anden. Det vi normalt gør, er at hæve pengene i kontanter, gå over til den anden bank og så indsætte pengene der. Nu ligger de 2 banker ikke ved siden af hinanden, så noget jeg i Danmark kunne klare på 2 minutter i netbank, det tager altså tæt på en time i Kina.
Vi var langt fra færdig, vi skulle også på posthuset. Jeg havde allerede bange anelser, posthuse og politi er de 2 steder i Kina hvor jeg mindst har lyst til at være, for uanset hvad du vil, så er det umuligt. Ganske rigtigt, det brev jeg ville sende kunne naturligvis ikke komme til Danmark, der var mange ting galt. Modtageren stod naturligvis et forkert sted, på kuverten var fortrykt felter med modtager og afsender, dem havde jeg udfyldt. Efter lidt diskution blev det dog godkendt. "From" vil jeg mene betyder afsender, "to" må nødvendigvis være modtager. Det kan være meget problematisk i Kina. Så langt, men problemerne er slet ikke begyndt endnu.
Selv om det er et brev, så vil de kontrollere indholdet og min kuvert skal åbnes. Vi er ikke helt enige om hvad der er i, men de finder en liste og fortæller at den slags ting må man slet ikke sende til Danmark. Det var hverken sprængstof eller narko og jeg er sikker på at det danske postvæsen gerne vil bringe lidt papir ud. Vi endte med at forlade posthuset sammen med mit brev.
Næste projekt måtte være DHL. Min kone kender en pige der arbejder hos DHL, så vi ringede straks til hende. Hun sagde at det slet ikke var nødvendigt, vi kunne bare sende det med posten. Hun forklarede min kone hvad hun skulle sige på postkontoret, så ville det gå uden problemer. Således instrueret kørte vi til posthus nummer 2, min kone forklarede dem hvad veninden fra DHL havde sagt, de satte frimærker på og brevet blev sendt uden problemer.

Min ven har haft et lignende problem. Han ville sende et postkort fra posthuset og havde købt frimærker, i den tro at det bare var at aflevere det. Så fik skrankepaverne fat i ham og så var der ballade. Postkortet skulle oversættes til både Engelsk og kinesisk, så kunne censuren læse hvad han havde skrevet på postkortet. Når man tænker på hvad man kan poste ud af kine på mail, uden at nogen har en jordisk chance for at kontrollere det, så er det måske lidt "overkill" at kræve postkort oversat. Min ven tog sit postkort, gik på et hotel og spurgte om de ville sende det for ham. Naturligvis og postkortet kom endda frem.

søndag den 2. november 2008

Forsigtig kørsel

Jeg fik en advarsel i dag. Et par piger kører rundt på scooter i midtbyen med det ene formål at blive ramt af en bil. En dyr bil naturligvis. De laver bevidst et trafikuheld og kræver derefter penge af bilisten, der ikke havde en chance for at undvige, hvis de da ikke bare kører ind i siden på bilen. De kan fremvise blå mærker, som godt nok stammer fra andre "uheld". Det var en politimand der advarede mig, han sagde at jeg altid skulle ringe til politiet hvis den slags skete.
Sådan kan man altså lave penge som "stuntmand" i Kina, selv om jeg ikke finder det videre charmerende. Jeg håber lidt at de en dag forsøger sig med en af de store beton lastbiler, de stopper nemlig ikke for noget, da slet ikke rødt lys. Jeg kørte engang sent om aftenen ude i industri kvarteret. En betonbil kørte fra mig, fordi den fortsatte med uændret hastighed over for samtlige lyskryds, uanset om der var rødt. Kommer der en lastbil fra siden der kører på samme måde, så sker det der faktisk sker tit.

fredag den 31. oktober 2008

Farvel sommer

Det betyder ikke at det er vinter i Kina, blot at sommeren som vi kender den, er forbi nu. Det plejer at gå meget hurtigt ned ad bakke, men vi har stadig 17-19 grader så længe det varer.
Kina har jo været udsat for lidt af hvert med vejr fænomener i år, så jeg ved ikke hvad vi skal vente os. Sidste vinter var den værste i 40 år, vi havde både sne og frost. Vi har haft lidt tyfoner og jordskælv, men ikke noget vi ellers har mærket noget til her.
Det er nok for sjældent at jeg tænker på det, for man vænner sig jo til det gode vejr. Alligevel savner jeg bestemt ikke de regnkolde morgener hvor man sidder og hopper i bilen indtil der er kommet en smule varme på. Det kan godt være at det danske efterår er smukt med alle farverne, men det slår på ingen måde at sidde uden for om aftenen med en tynd jakke på og nyde sin mad.

tirsdag den 21. oktober 2008

Stakkels mig

Jeg er blevet syg. Ikke noget alvorligt, men jeg havde ondt i mine hænder og havde røde pletter i hånden og flere steder på kroppen. Til sidst var der ikke andet for end at tage på hospitalet, jeg havde givet det 2 uger, men det blev ikke bedre.
Lægen var meget flink og snakkede perfekt engelsk. Han havde læst medicin i USA og arbejdet 6 år på et amerikansk sygehus, så ham var jeg egentlig tryg ved. Det burde udelukke de mest alternative løsninger med tang eller te og jeg var også ret sikker på at han ikke ordinerede dragespyt eller andet eksotisk. Det blev nu langt værre.
"Du har fået en allergisk reaktion på protein" sagde lægen, de næste 14 dage skal du holde dig fra æg, mælk og kød. Det var en grim en, vegetar i 2 uger og mig der elsker kød. Jeg skulle have en sprøjte bag i og fik så noget medicin jeg skulle spise. Selv om jeg først var skeptisk, så var alle symptomer væk dagen efter. Det er nu over 14 dage siden, men jeg holder mig stadig overvejende fra kød. Det har vist sig at være en ret fornuftig slankekur, og de har trods alt rigtig mange spændende grøntsager i Kina. Det ændrer ikke på at jeg skal mæske mig i flæskesteg og skinke når vi snart holder dansk julefrokost her i byen.
Regningen fra hospitalet var sammenlagt på under 100 kroner, det var inkl. medicinen.

onsdag den 15. oktober 2008

Opstramning

Det er som om at politiet er begyndt at stramme lidt op på forskellige ting. Det er snart lang tid siden jeg har set en DVD butik der er åben, det er naturligvis kopier der er tale om. Flere butikker har haft lukket i en uge, indtil politiet mistede interessen for dem, men nu har jeg flere gange gået forbi lukkede butikker, endda flere uger i træk. Problemet er så bare at man kun kan købe kinesiske film i de få butikker der er tilbage. Fra officiel side er der begrænsning for hvilke film der må vises i Kina, selv om det vist kan være det samme, med alle de kopier der findes over alt.
Også andre butikker har oplevet indskærpelser. Vi skal endda til at registrere vores butik, hvilket naturligvis betyder penge ud af lommen på os. Jeg tager det nu roligt, det er faktisk ikke ret dyrt, men for min kone er det virkelig en torn i øjet. Alt hvad der hedder udgifter er i hendes øjne, helt og aldeles unødvendige.
Selv barene har fået indskærpelser. Pigerne må ikke stå ude på gaden og forsøge at lokke kunderne ind og de skal også være mere anstændigt klædt på. På en måde er det nu godt nok, før kunne man ikke gå hen ad gaden om aftenen, uden at blive næsten trukket ind på samtlige steder man passerede.

Sommer?

Igen er der run på vores tøjbutik, kineserne skal have varmt tøj nu. Vi har også haft helt ned til 20 grader om dagen, men kun på de koldeste dage naturligvis. Kineserne er for længst gået i gang med indkøb af rigtigt varmt tøj, selv om jeg stadig har det fint i en kort skjorte. I dag spiste jeg frokost uden for i 26 graders varme og jeg frøs faktisk ikke. Der går max 2 uger, så er det til gengæld RIGTIG koldt og vi glider faktisk bare fra sommer over til vinter.
På en måde savner jeg efteråret i Danmark, men jeg tror min hukommelse pynter lidt på de idylliske dage med brune blade og en rask gåtur i skoven. Når jeg rigtig tænker efter, så var det vist mest ruskende vind med evig regn og kulde og det savner jeg alligevel ikke.

lørdag den 20. september 2008

OL i mælk

Først nu er jeg tilbage efter en lang sommerferie. Først i Danmark, så 1 måned i Kina, så faktisk trænger jeg først rigtig til ferie nu.
Det var fantastisk at opleve hvor godt det gik med OL2008 i Beijing. I betragtning af hvor stort et arrangement det har været, så har de klaret det med topkarakter. Der var mange ting at være bange for, ikke mindst terror. Kina havde bestemt ikke lyst til at blive husket for den slags, så sikkerheden var nok bedre end den kunne have været noget andet sted i verden. I Danmark kan vi ikke tilbageholde eventuelle terrorister på en mistanke, det har kineserne bestemt ikke problemer med. Jeg gætter på at alle der blot har været under mistanke, har set det indvendige af et kinesisk fængsel, indtil legene var slut. På det punkt sakker demokratiet jo lidt bagefter, men jeg vil nu helst ikke bytte alligevel.

Bagsiden af medaljen har så vist sig nu, mælkeskandalen. Vi har faktisk købt pulvermælk til min søn, men det er slut nu. Godt nok har vi købt et amerikansk mærke, men det er lavet på licens i Kina og så hjælper det vist ikke meget.
Rigtig mange børn er blevet syge og flere er døde af den forgiftede mælk. Jeg kan heldigvis stadig undres over hvad folk vil gøre for bare lidt flere penge. Jeg kunne forstå hvis det havde været helt fattige mennesker der virkelig ikke havde penge, men dem der har været involveret i skandalen, har jo rent faktisk haft penge nok.
Folk er meget oprørte over den her sag og jeg kan mærke at kineserne ikke er blevet mere venligt stemt over for regeringen. De vidste det jo faktisk inden OL, men valgte at lægge låg på sagen. Sjovt at de ikke havde lært noget af SARS udbrudet, som de ellers håndterede ret godt.
Min søn har det heldigvis fint, men det er slut med mælke erstatning og vi køber KUN mælk fra enkelte mejerier. Dem der ikke har været med i skandalen, kan slet ikke følge med efterspørgslen nu. Det meste er fjernet fra hylderne og det er ikke sikkert at forbrugerne nogen sinde får tillid til mælkepulver fra Kina igen.
Jeg eksporterer lidt forskelligt, men enhver form for madvare eller ting til børn, vil jeg slet ikke røre ved. Selv om man gør alt for at kontrollere at tingene er i orden, så kan man blive snydt alligevel. Mattel prøvede det med legetøj og jeg vil ellers tro at en så stor amerikansk virksomhed, har bare lidt styr på tingene. Vi har nok ikke set det sidste af den slags, men kineserne skal godt nok passe på efterhånden. Der er mange andre lande i østen der gerne vil med på opturen i Kina og den slags ting hjælper jo de andre lande godt på vej.

fredag den 1. august 2008

Ferie

Så er det tid til ferie i Danmark og som altid er det den dejlige by der bliver besøgt.
Jeg glæder mig til at komme hjem i kulden for en kort stund. Jeg har godt nok set at folk piver over de "høje" temperaturer, men når vi topper ved 42, er det svært at høre på klynk over 28 grader i 2 dage.
Sidste weekend var jeg ude med en kollega. Vi mødtes med hans ven og spiste på en tysk restaurant. Hjemmelavet øl og "Scweinehaxen mit knödel" kan faktisk godt gå an, bare ikke for tit.
Kollegaens ven betalte, han insisterede på det. Jeg havde aldrig mødt ham før, så egentlig havde jeg det lidt underligt med det, men man deler normalt aldrig en regning i Kina. Så kom jeg til at tænke på en anden oplevelse jeg havde i Shanghai. Har jeg skrevet om det før, så fortjener det alligevel at blive gentaget. Vi sidder på en ikke helt billig restaurant i Shanghai. (Læs-DYR, der findes ikke noget billigt i Shanghai) 70 Kroner for en stor fadøl, så har vi niveauet.
Da vi når til kaffen kommer der pludselig 3 Cognac, dem har vi ikke bestilt. Tjeneren forklarer at det er fra nabobordet, så vi siger naturligvis tak. Et yngre kinesisk par fandt lige på at de ville give os en Cognac, helt og aldeles uden bagtanker. Jeg tror det var fordi vi var udlændinge.
Der er forskellen, der er kinesere der vil snyde dig for hver en mønt og så er der dem der er jordens bedste mennesker og som virkelig gør det værd at leve her. Jeg tænkte på hvor mange udlændinge der har oplevet det i Danmark?

Benzin igen igen

Krisen kradser i Kina, benzinen stiger op mod normale priser, uden tilskud fra staten. Godt det samme, for det koster altså penge at fastholde en kunstig lav benzin pris.
Faktisk har vi fået et ordentligt hak op i prisen, selv om det, set med danske øjne, er rene tilbuds priser. Jeg kan huske da jeg gav 3,86 RMB for en liter benzin, gang selv med 0,7 får at få prisen i Kroner. Nu er vi oppe på 5,96 RMB. Min kone ringede i går aftes, helt i panik. Hun havde snakket med en fra avisen og han fortalte at prisen steg til 8 efter midnat. Nu skulle jeg virkelig skynde mig at få tanket. Jeg havde nok plads til omkring 30 liter i tanken, så jeg var knap så panisk, men jeg kørte da forbi tanken. Et hurtigt skøn, omkring 200 biler i kø ved tanken. Så kunne jeg jo hurtigt regne ud at de 60 RMB (40 Kroner) jeg kunne spare, skulle bruges på at holde i tomgang i 3 timer. Kører motoren ikke, så er det farvel aircondition. I går aftes omkring kl 21.30 var der 32 grader.

Jeg trøstede min kone med at der så var RIGTIG god plads ved tanken i dag og det var der også. Jeg tankede her til middag til nøjagtig samme pris som i går. Ikke en øre var det steget, selv om jeg godt er klar over at det kommer. Men sådan kan der opstå panik, når et rygte går.
Det har jeg grint lidt af, men desværre står det jo langt værre til i Danmark.

Så skamme jeg mig over at være dansker. Hvor lavt kan man synke for en smule penge. Det er jo klokkeklart tyveri, alligevel holder så mange mennesker i kø. Hvis nu kassedamen i Bilka var væk, så er man jo stadig ikke i tvivl om man godt må tage varene uden at betale. Jeg kan blive gal over at kineserne har så mange problemer med simpelt tyveri, men åbenbart er det værre i Danmark.