torsdag den 29. september 2011

Snyd og svindel

Selv om jeg snart har oplevet en del her i østen, kan jeg stadig blive forbavset over hvor langt folk går for at stjæle og snyde.
I Thailand har vi lejet noget udendørs areal ud til en pige, der sælger mad. Hun har også en frugtbutik et andet sted, men har ansat en til at passe den. Hun har en god forretning med at sælge frugt, indtil hun fik en ansat. Hver morgen er hun på et marked hvor hun køber frisk frugt ind til sin butik, hun køber for ca 3000 til en dag. Forleden var alt frugt væk om aftenen, men den ansatte havde kun 500. Hun fortalte at meget af frugten var dårligt, så hun måtte smide det væk og resten kunne hun kun sælge til under halv pris. Frugten var fin om morgenen, så det var de lidt mærkeligt at det pludseligt skulle blive dårligt på få timer. Pigen der passede boden måtte så senere erkende at hun nok var kommet til at beholde pengene selv og rent faktisk havde solgt det hele og til normal pris.
Det jeg så ikke forstår, er at hun stadig arbejder der. Havde en af mine ansatte stjålet penge fra mig, så var hun fløjet ud på røv og albuer med det samme og fået en politianmeldelse i nakken. Her er logikken, at hvis hun ansatte en ny, kunne det jo være at hun stjal endnu mere.
Endnu mindre forstår jeg pigen der stjal, hun er nemlig ikke fra Thailand. Hun kommer fra Cambodja og har fået visum til at arbejde her, fordi ejeren af butikken har givet hende arbejde. Et enkelt opkald til politiet og hendes visum er væk, hun bliver sendt tilbage til Cambodja og får indrejseforbud i mindst et år.
Gennemgående for Asien er det dog at man ikke tænker på i morgen. De penge man kan svindle sig til i dag er jo dejlige, så behøver vi ikke tænke på at vi skal i fængsel i morgen.

Ingen kommentarer: