søndag den 7. august 2011

Rottefængeren fra Århus

Vi har fået husdyr af den ubehagelige slags. Først var pigerne i stor panik, der lød et brag fra køkkenet og de fik konstateret at det var en slange der var kommet ind. Efter beskrivelsen blev de enige om at det var en Kobra. Ja sådan en 120 cm ret farlig snoende hvæsende ting. Nu er der ikke længere slanger i køkkenet, vi har nemlig rotter. Var slangen her stadig, så ville vi ikke have rotter, også rotterne er bange for slanger.
Rotterne er desværre inde i huset oppe i hulrummet på vores nedsænkede loft. Jeg kan se at de kunne komme ind ved gennemføring af afløbsrør og jeg har endda set flere løbe oppe på en mur i køkkenet.
Nu er jeg så tilbage og kampen kunne begynde. Inden beretningen om Flemmings kamp mod rotterne, er det vigtigt at få en ting med. Vi har fået en ny pige i forretningen. Hun arbejder ikke rigtig her, men hjælper bare lidt til med rengøring. Hun er her illegalt og kommer fra Laos. Hun bor hos en dame i nærheden, men tjener ingen penge. Vi giver hende så mad for at gøre lidt rent og hun er glad for at være her. Hun er en stille pige, men rigtig flink og hun går virkelig til den med rengøring.
Lørdag startede med en tur i Makro, svarer til Metro. Jeg fik indkøbt en masse midler til rottebekæmpelse. Ikke gift, det lugtede følt nok i forvejen uden døde rotter på loftet. Jeg var lidt skeptisk i starten, for jeg fik købt lim, rottelim. En dåse med noget klistret stads som minder om en blanding af tyggegummi, tapetklister og kontaktlim. Det nedsænkede loft i badeværelset blev taget ned og jeg kunne se hullet, samt rigeligt med efterladenskaber fra rotterne. Limen blev smurt på et bræt og lagt på deres flugtvej. Så åbnede jeg en lille lem op til loftet og kiggede rundt med en lommelygte. Der sad 3-4 rotter og stirrede på mig. Da jeg så råbte og hvæsede af dem, stak de af i fuld fart. Jeg kunne høre hvordan de smuttede ud af hullet og pilede hen af muren. på langsiden kom 2 rotter rigtig op i fart, lige indtil de nåede til mit bræt med lim. Begge rotter bremsede op fra fuld hastighed til stilstand på en brøkdel af et sekund. Den lim virker, de har ingen mulighed for at slippe væk, de hænger bare fast og jo mere de kæmper, jo bedre hænger de fast.
Kampen var fløjtet i gang, der var stadig flere rotter. Næste hold der blev jaget væk smuttede også først ud på badeværelset, men nu var loftet væk, så en rotte faldt ned i håndvasken. Den hoppede rundt og forsøgte at gemme sig bag toilettet. Det der nu sker, kan jeg stadig ikke helt begribe. Pigen fra Laos, den lille stille søde pige, griber et kosteskaft, går ind på toilettet og lukke døren. Der lød skrig og slag med kosteskaft, døren går op og der står den lille pige fra Laos med et kosteskaft i den ene hånd og en død rotte i den anden. Det var ikke sådan jeg havde regnet med at hun ville reagere, de andre piger var allerede løbet skrigende væk. Hun er godt nok en sej bette en, hun smed også alle de andre rotter væk. Bare ned i en plasticpose og så blev de kylet ud på en mark. Inden da havde fået en på låget med et vandrør.
I løbet af dagen fik vi has på 9 rotter og 2 slap væk. Der lugter allerede bedre i huset og nu skal jeg have tætnet alle rørgennemføringer. Jeg havde lagt lim ud over alt i køkken, bad og loft over natten, men fangsten her til morgen var kun en enkelt rotte der var på vej ind over muren. Dog med en mindre bonus i form af et firben og en lille slange. Vores køkken er egentlig udendørs, men nu bliver der dækket noget bedre af ud til den store åbne tilgroede mark ved siden af.

Hvorfor har jeg aldrig set rottelim i Danmark? Det skidt fungerer helt fantastisk og virker på alt kryb som mus, rotter og.... ja vi har vel ikke meget andet i Danmark. Rotterne kan være nok så snu, limen er ikke giftig, den lugter ikke, den klistrer bare helt vildt godt.

1 kommentar:

Skildpadden sagde ...

Ej hvor smart! Jeg vil også kunne købe rottelim. Det må jeg efterspørge her i Brasilien.

Pt. har jeg 2 katte. Det hjælper også på problemet:D