søndag den 14. november 2010

På landet

Efter 4 uger i Chengdu, kan jeg godt mærke at tingene er anderledes her.
Der er også langt til Shanghai og ud over pandaer og bjerge, er der ikke mange naboer i omegnen. Der bor godt nok omkring 15 Mill. mennesker i Chengdu, men der er noget mere "kinesisk" end andre byer jeg har besøgt.
Taxaerne er ikke så vant til udlændinge, så i samtlige taxaer kan taxameteret ikke bruges, man betaler i stedet bare en fastsat pris for turen og ganger den med 4 for blegansigter.
I firmaet hvor jeg arbejder er tingene også anderledes. Selv om det er et topmoderne firma med maskiner fra Tyskland, så er folk ikke helt fulgt med. Toiletterne er jo et kapitel for sig generelt i Kina, men her er det altså slemt. Firmaet har så bygget et toilet specielt til os, men de har ikke spurt os om hvad vi forestillede os. Et skur med et hul i gulvet var ikke det jeg tænkte på, men det var hvad vi fik. Vi kan næsten ikke klage over det, de har trods alt bygget et toilet specielt til os udlændinge.

Jeg havde en længere diskussion med firmaet om vores hotel. Min kæreste er kommet på besøg og firmaet spurgte mig om jeg ville have et andet værelse. Jeg har et dobbeltværelse, så jeg mente at det var fint. De troede så at jeg havde mit eget værelse, fordi jeg er chefen og alle de andre tyskere så boede 2 eller 3 mand på et værelse. Det gør de naturligvis ikke. Senere spurgte de mig om vi så ikke kunne dele værelserne. Mit svar var vist ikke for børn, men essensen af det var NEJ.

Også min kære Christina, som er chefens højre hånd har overrasket mig. Hun er meget god til engelsk og har læst på universitetet. Hun er en hård nyser og har med sikkerhed kæmpet for at komme der op hvor hun er. Adspurgt hvad hendes mål eller drømme i livet var, svarede hun at hun bare ville giftes med en rig mand. Selv om hun ved første øjekast virker mere vestlig end de fleste, så var det hendes mål. Hun tjener en god løn og mange gange flere penge end en arbejder på fabrikken, altså kan hun sagtens klare sig selv.

Ingen kommentarer: