onsdag den 9. december 2009

Højtiderne

Det er ved denne tid at man kan savne Danmark en smule. Ikke at jeg savner snefyldte morgener med det faste ritual foran en tilfrosset bilrude, men stemningen der er i december måned.
Vi har også julemænd og nisser i butikkerne, men mange steder er de der nu hele året. Jeg spurgte engang på en bar, hvorfor de havde julemænd på væggen i August måned. Det havde de fordi de mente at udlændinge godt kunne lide den slags, de var så ikke helt klar over at vi helst ser det begrænset til netop december.
Kineserne har nu taget julen til sig, lige som mange andre udlandske højtider. Selv fejrer de dog ikke julen og der arbejdes som normalt over jul og nytår, det er først til kinesisk nytår at de har deres helt store højtid.
Så kom jeg til at tænke på at vi egentlig gør det samme i Danmark. Da jeg var lille, var der ingen der tænkte på halloween, men det har danskerne (butikkerne i det mindste) alligevel taget til sig.

Det gode ved julen i Kina, er at man bliver nødt til at skabe en masse ting selv. Jeg har endnu ikke fundet blomberg glögg eller Bouvais rødkål på glas, så det må man lave selv. Jeg har i denne uge bagt brunkager, lavet hjemmelavet leverpostej, syltet agurker og bagt pebernødder. Næste uge står den på hjemmelavet glögg ekstrakt, koge rødkål, lave flere småkager og pynte (plastic) juletræet. Mit juletræ har lysledere i grenene, så det blinker og skifter farve. Det er IKKE det samme som en nordmanns gran, men alligevel lidt hyggeligt at have det i stuen, selv om det er lidt "tacky".
En god jul er allerede startet her, håber det smitter af på dig

Ingen kommentarer: