Sygdom og køkultur

Lige kommet tilbage til Kina, efter et par uger i Danmark, har jeg fast arbejde. Både min søn og min kone er syge. Min søn har været på hospitalet hver dag for at få medicin. I Kina får man næsten altid medicin med et drop i armen. Min stakkels søn har således siddet i 3 dage med en nål i hånden og pænt ventet 2 timer på at det skulle løbe ind. Det er så ret effektivt, for det virker med det samme og giver energi.
Der er rigtig mange der er syge for tiden, så hospitalerne er overfyldte. Her hjælper det ikke noget at betale sig ud af problemet, for med influenza og forkølelse overalt, er der virkelig run på hospitalerne. Så er der en anden løsning, man skal kende nogen. Normalt er jeg ikke begejstret over kinesernes kø-kultur, men i dette tilfælde kunne jeg godt se fornuften. Der er et nummersystem, så man kommer til efter det nummer man har trukket. Der var 200 mennesker foran os da vi kom. Nu kender vi så en der igen kender en på hospitalet og så var situationen en ganske anden. Vi trak ikke et nummer, men gik bare ind til sygeplejersken og kom til med det samme.
Vi ville så ikke blive på hospitalet, for 100 vis af mennesker der alle hoster og nyser, var nok ikke de bedste omgivelser for at få det bedre i. Derfor fik vi indrettet en bambus pind og sat i klemme i bildøren. Så hængte vi droppet op i den og min søn kunne sidde inde i bilen, fri for alverdens smittefarer. For år tilbage havde jeg nok ikke taget det så roligt, men man vænner sig til tingene i Kina. Faktisk er der fornuft i det, bortset fra at jeg helst havde set min søn hjemme i sengen og med medicin som skulle spises. Nu har han det godt igen og springer rundt og leger som sædvanligt.