søndag den 1. juni 2008

1 liter 95 blyfri...

.....ja så gerne, vent lige i 3 timer.
Sådan var situationen i sidste uge, men nu er vi tilbage til normale tilstande. Jeg stod op kl 04.30 for at tanke bilen, for midt på dagen ville jeg være omkring nummer 200 i køen og det er ikke sjovt i Kina. Kø er jo så meget sagt, der var 3 standere og der er vel plads til 3 biler ved siden af hinanden i indkørslen, men udenfor var der nu alligevel 12-15 rækker med biler. Så kører man med 3 cm afstand og den der er modigst eller har den ældste skrammede bil, kommer først. Min bil er ny, så det ville ikke have gode udsigter for mig.
Det tog faktisk "kun" 1 time der ret så meget først på dagen. Jeg undrer mig, for der var jo rent faktisk benzin til alle, men et eller andet havde sat gang i en panik, så ALLE pludselig skulle have benzin. Jeg har hørt flere forskellige versioner, visse mere troværdige end andre. Den værste kommer først.
I sidste uge var dagen hvor den olympiske ind skulle løbes igennem Suzhou. ½ delen af alle veje var afspærret og jeg gætter på at der var mindst dobbelt så mange mennesker som sædvanligt, jeg var der af samme grund ikke. Men på grund af brandfaren, så skulle alle tankstationer tømmes for benzin, derfor var der ikke benzin at få. Nu er den olympiske ild jo ikke en flammekaster, faktisk nok nærmere en stor lighter. Når man tænker på at kineserne ryger overalt og samtidig bruger enhver lejlighed til at fyre så meget fyrværkeri af som muligt, så er det svært at få øje på brandfaren ved en enkelt lille fakkel. Men kineserne fortalte det med stor alvor. Så kan man undre sig over hvorfor der så rent faktisk VAR benzin i standerne, for selv om min lokale tank var belejret af 2-300 biler, så var der stadig noget tilbage til mig kl 04.30.

En anden forklaring er at alt benzin bliver sendt til jordskælvs områderne. Nu er alle vejene væk, så skulle de noget var det nærmere at rydde dem. Jeg gætter på at de fleste gravemaskiner kører på diesel. Selv om det er en stor katastrofe, så er det jo en dråbe i det kinesiske forbrugs hav. Forresten er der indsamlet over 6 Mia US$ på nuværende tidspunkt. Den forklaring virker dog en smule mere sandsynlig end den første.

Så er der den rigtige forklaring. Benzinen er ikke steget i Kina i rigtig lang tid. Det kan godt være at olieprisen er røget i vejret med raket fart, men regeringen holder fast i benzinprisen. Der er ikke noget der hedder priskrig eller at det er billigere hos Metax, uanset hvilket selskab du tanker hos, så koster det 3,51 Kroner efter dagens kurs. Giver du mere i Danmark? ;-)
Men benzinselskaberne er utilfredse med at prisen er frosset, for de tjener ikke ret meget længere. Derfor ville de åbenbart rationere benzinen for at demonstrere deres utilfredshed. Samtidig bruger regeringen jo også penge på at holde prisen nede, for jeg tror ikke der er mange steder i verden hvor man køber benzin til 3,5 krone pr. liter i dag. De er bange for at alle varer vil stige, hvis prisen får lov til at komme op og på nuværende tidspunkt behøver inflationen ikke at stige yderligere for den alm. kineser. Det virker mærkeligt, for samtidig gør de alt for at begrænse antallet af biler. Nu er det stort set umuligt at få et kørekort, for man skal afsætte omkring 3 måneder på fuld tid, for at komme op til prøven. Man kører godt nok kun i 1 time om dagen, men de andre 7 timer skal man se på de andre, det lærer man nemlig meget af, mener de. Nå, nu er der igen fri plads ved tanken, måske fandt fork ud af at der rent faktisk var benzin til alle, eller også har alle biler bare fuld tank i disse dage.

Ingen kommentarer: