onsdag den 12. december 2007

Service

Jeg har svært ved at forestille mig et kinesisk tegn for ordet service, for begrebet findes ikke. Vi har snakket en del omkring service i vores butik og min kone er heldigvis enig med mig på det punkt. Folk skal behandles godt. Flere kunder har fortalt om oplevelser i andre butikker og er derfor kommet til os. En havde set på 3 stykker tøj, men ikke fundet noget hun kunne lide. Ekspedienten var blevet direkte sur og fornærmet, fordi hun ikke købte noget.
En mand kom i vores butik 6 gange, hver gang så han på en masse tøj, men købte ikke noget. 7. gang var der bid og han fandt noget han kunne lide. Da han kom hjem var konen meget begejstret for hans nye tøj og ville vide hvor han havde købt det. Dagen efter kom hun sammen med en veninde og begge købte godt ind. Det KAN faktisk betale sig at være god ved andre mennesker, selv om kineserne ikke helt har fundet ud af det endnu.

Tilbage til min egen oplevelse, jeg skulle nemlig have nye sko. Det kan være en større opgave i Kina, altså hvis man som jeg bruger den størrelse der bygges i flydedok. Fra størrelse 43 begynder der at være problemer og 45-46 er noget der skal støves af fra lageret. Her var ingen undtagelse, men min kone havde fundet en butik der rent faktisk havde et par modeller i 46. De havde dem ikke i butikken, men skulle hente dem fra et andet lager. Fint nok, min kone ville så komme dagen efter sammen med mig og se og prøve skoene. Manden, som endda var ejeren af butikken, var ret sur. Han spurgte om hun ville købe sko i dag. De havde dem jo ikke i butikken og hun ville jo have mig med. Han havde et par sko i hånden, dem smed han på gulvet og sagde at hvis hun ikke ville købe i dag, så kunne det jo være lige meget. Han kommer til at vente længe på at vi kommer efter sko der.

Ingen kommentarer: