Hverdagen

Jeg har ikke skrevet så meget efter sommerferien og det slog mig for nyligt. Det er blevet hverdag. Ting som folk vil finde dybt bizarre, er nu en del af min helt almindelige dag og jeg lægger ikke mærke til det.
Forleden var jeg på fabriks besøg og naturligvis skulle vi ud og spise. Jeg sagde nej tak en gang og kunne se at de var meget skuffede, men jeg skulle videre til en middag jeg havde planlagt. Denne gang tog vi så af sted og mange fra firmaet var med. Vi skulle køre i min bil, for de havde ikke selv en ledig i firmaet. (det er et lille firma). Ud over en meget smal vej igennem rismarker og med 3 hjulede cykler som forhindringer, gik det ind mod nærmeste by. På byens bedste restaurant fik vi som det naturligste grisemave, fugle på størrelse med gråspurve og fårehjerne. Der findes nok ikke mennesker der vil betegne mig som kræsen, så jeg plejer at smage på tingene. Der er trods alt en grund til at kineserne tilbereder de forskellige ting, det smager nemlig godt.
Men alt dette er nu blot hverdags ting og faktisk ikke noget jeg begejstres over i samme omfang som da jeg først kom her til for snart 5 år siden. Måske er det snart tiden hvor jeg skal finde noget arbejde i Sydamerikas jungle.