Tæl lige til 1000

En gang imellem kommer ens tålmodighed på prøve, når man bor i Kina. I dag var en af de dage, hvor jeg lige skulle tælle til 10. Først skulle jeg på tankstationen og der laver jeg en stor fejl. Der holder en ved standeren og jeg kører ikke helt op og rører hans kofanger. Der kommer så en anden bil og venter bag mig, men den næste får øje på det lille hul der er foran mig. Der kunne han lige få plads til forskærmen, så han var foran mig. Køkultur er ikke eksisterende. Da jeg så endelig fik tanket, kom der en bil der kunne se at jeg var færdig. Han skyndte sig at køre helt hen foran mig, selv om der også holdt biler bagved. Nu kunne jeg så ikke komme ud og jeg prøvede virkelig at forstå hvad de tænkte. De tænkte sikkert, at når jeg kørte, så kunne han komme først til standeren, at jeg ikke havde en chance for at komme ud er alt for kompliceret at regne ud.
Faktisk skulle jeg på hospitalet og have vaccineret min søn, så jeg var ikke alt for venligt stemt da vi kom derhen. Der er køkultur endnu værre, det er et stort kaos. Hos en sygeplejerske skulle man vente på at hun lyttede med stetoskopet og ikke andet. Det burde ikke tage lang tid, men hun bliver konstant afbrudt af nogen der lige vil foran, eller lige vil spørge hvornår det er deres tur. Papirene ligger i den rækkefølge man er kommet, men kan man nu lige få byttet om på journalerne, så kommer man måske før til. Så sygeplejersken er egentlig mest beskæftiget med at holde folk lidt på afstand.
De ansatte virker også ret ligeglade med det hele og det var de åbenbart også. Dagen før havde de givet noget forkert medicin til en lille dreng. Ingen havde kontrolleret om det nu var det rigtige, det var det jo sikkert. Drengen døde dagen efter.
Det er også nu at vi har besluttet at skifte til et andet hospital, i min verden betyder 20 Kroner ikke det store, set i forhold til min søns velbefindende.