søndag den 2. juli 2006

Så meget bøvl for et visum

Jeg har haft et større cirkus med at få fornyet mit visum. Jeg var på politistationen, men der blev jeg afvist, for jeg skulle have en helbredsattest. Det mente jeg nu kun var nødvendigt når det var første gang man skulle have visum, altså arbejds og opholdstilladelse. Betjenten havde ikke tid til at se på hverken papirer eller os, han spillede på computeren og fejede bare papirene væk.
Så måtte jeg jo på hospitalet og få en test, men det er ikke en lille undersøgelse. Røntgen, EKG, blodtryk, scanning, 3 blodprøver, synstest, hørelse, tandkontrol og så er det naturligvis i den modsatte ende af byen. Først kørte jeg derud, for blot at finde ud af at de kun arbejdede om formiddagen, så af sted dagen efter for at få lavet prøverne og 3 dage senere, for at hente resultatet.
Da jeg så kommer tilbage med prøven, fortæller den samme politimand at det ikke var nødvendigt når det ikke var første gang jeg fik visum, men kun skulle forlænge det. Det var vist godt de ikke tog blodtryk på det tidspunkt, 3 gange igennem midtbyen i myldretid og 400 Kr, til ingen nytte.

Jeg havde haft lidt problemer samme uge, med at mit firma ville snyde mig, så jeg var i forvejen ikke for venligt stemt. Der kom æslet godt nok op i mig, nu skulle jeg lære ham at gøre tingene ordentligt.
Først havde jeg et møde med lederen af afdelingen og forklarede at jeg ville have mine penge tilbage for undersøgelsen. Jeg var godt klar over at jeg ikke fik dem, det var også ligemeget, men så kunne de da tænke over det. De undskyldte lidt og ville vende tilbage næste dag, når de havde snakket med betjenten. Nu havde han pludselig fået hukommelsestab, for det måtte være fordi at vi ikke havde forstået ham.
Min kone forstod udmærket hvad han sagde, det gjorde jeg faktisk også. Selv uden at kunne forstå et ord kinesisk, kan man forstå når papirene bliver fejet tilbage til en selv og der bliver spillet videre på computeren.
Nå, de havde undskyldt og jeg håbede at han ville lære lidt af sagen, men så havde betjenten selv kontaktet mit firma. Pludselig fandt han ud af at det skulle være en fra firmaet der lavede visum. Vi kunne have sendt det med posten, så det var nok ret lige meget hvem der afleverede papirene. Det endte med at jeg havde et møde med politimesteren som undskyldte mange gange og godt kunne se at de burde hjælpe folk og undersøge tingene ordentligt. Selv om vi første gang havde afleveret mit pas og endda slået det op på den side med arbejdesvisum, gad han ikke engang at se på det. De forsikrede at betjenten fremover ville undersøge folks papirer ordentligt, kan lige forestille mig at han har stået skoleret. Samtidig er jeg glad for at han kun arbejder på kontoret og IKKE uddeler bøder i trafikken.

Ingen kommentarer: