søndag den 18. december 2011

Strøm i Kina

I Kina skal man spare på alt, også gerne der hvor tingene så bliver langt dyrere. På en fabrik skulle vi bruge lidt strøm til en boremaskine og det var ikke så ligetil. Elektrikeren kom med en stump kabel på 2 meter, man jeg fik forklaret ham at det nok ikke helt var nok. Han fandt endnu en stump og nu havde vi en kort forlænger og 2 stumper kabel, så bedre end ingenting. Elektrikeren gik i gang, for kablerne skulle jo sættes sammen på en eller anden måde. Først klipper man skikket af, for en stikkontakt findes normalt ikke på en fabrik, de koster jo penge. Alle kabelstumperne blev flikket sammen med tape, ja ikke isolerbånd eller andet fornuftigt, men gennemsigtigt tape fra kontoret. Jeg valgte at holde lidt afstand til kablet. Da der ikke er stik, så må man jo tilslutte kablet direkte til en el-tavle og skrue det fast. nu var elektrikeren klar med vores forlænger kabel efter kun en god times arbejde, så min kollega kunne bore. Det var dog en stakket frist, selv om det gik rigtig godt i starten. Det gik nok endda lidt for godt, for elektrikeren havde monteret kablet på 400 Volt og ikke på 230 Volt. Boremaskinen kørte vildt godt i ganske kort tid, så stoppede den og så røg den lidt.
Det var faktisk synd, for det var en Bosch boremaskine og endda en dyr model. Vi kunne nu vente til næste dag indtil kunden havde fremskaffet en ny boremaskine.
Mit regnestykke ser sådan ud:
Udgifter : Ny boremaskine, 2 timers arbejde for elektrikeren, 1 dags forsinkelse, 4 mand beskæftiget med at diskutere i laaaang tid.
Sparet: I stikdåse til omkring 5 Kroner.
Jeg forsøger stadig at se det fornuftige i det.

fredag den 2. december 2011

Ledigt hotel

Jeg har brugt længere tid på at køre rundt og lede efter et hotel i Beijing, eller rettere lidt uden for byen. Først mente min kinesiske kollega at hotellet var for dyrt, det næste havde ikke plads og således kom vi lidt omkring. Vi fandt et hotel og spurgte om prisen, det var rimeligt. Vi så billeder af værelserne og det virkede alt sammen til at være i orden. Vi bad så pigen i receptionen om 2 værelser, efter at hun havde forklaret en masse om hotellet. Hvad hun dog havde glemt at fortælle, var at hotellet var fuldt booket resten af ugen. Kunne man ikke tænke så langt at vi faktisk ville have et værelse, når vi nu stod med kufferter, spurgte om prisen og så billeder af værelserne?? Jeg ved ikke hvad hun havde tænkt sig, men åbenbart ikke at vi faktisk kunne finde på at bestille et værelse.