fredag den 30. september 2011

Religion

Folk må tro på hvad de vil for min skyld, bare jeg får lov til at have min egen tro, uden af andre skal forsøge at trække deres mening ned over hovedet på mig.
Jeg oplevede i går hvordan kærestens veninde forsøgte at hverve mig til hendes overbevisning, dog uden det store held.
Hun er ikke buddhist, ej heller muslim, det er meget værre. Hun er fra Amway!
Hun ville sælge os et filter til vand og kom med den helt store demonstration og viste en masse brochurer. Værst var det da hun fortalte om bakterier og viste billeder af en pige med infektion i brystet, hvor hele brystet til sidst var ædt op og måtte fjernes. Hun puttede farvestof i vandet og viste hvor fint rent vand der kom ud efter en tur i filteret.
Vi har et filter til vand, endda et rigtig godt et. Vand fra hanen kan ikke drikkes direkte, men efter en tur i et filter med UV og omvendt osmose, så har vi fint drikkevand, også uden en vidundermaskine fra Amway. Det fungerer sikkert fint, det er bare måden hun prøvede at sælge det. Min kæreste blev jo helt bange. Da hun så fortalte at det kunne filtrere havvand måtte jeg lige op og markere. Efter lidt diskussion måtte hun erkende at havvand ikke kunne drikkes efter en tur i filteret, det ville ellers have været en opfindelse af de helt store.
Jeg vil ikke være venner med folk fra Amway, hvis de ikke kan andet end at fange folk i deres eget hjem og bruge tiden til salgstaler om alt fra filtre til tandpasta og cremer.

Held

Jeg kan godt lide Thaiers måde at se tingene på, de er altid positive.
I går var der pludselig en del tomult ude på gaden og jeg troede først at der var slagsmål, for folk råbte og skreg. Det viste sig så at der var kommet en bil til naboen og de den var stoppet, kravlede en slange ud under bilen. Den var kun omkring 1½ meter lang, så i disse egne var den ikke specielt stor. Folk var derfor lidt i panik, indtil en mand gik hen og tog fat i slangen, for at bære den hen til et tilgroet areal bag vores huse. Der er mange slanger i forvejen, så ikke noget specielt i det. Normalt kommer de dog ikke ind mellem husene og slet ikke midt på vejen hvor der altid er mange mennesker.
Men det var en meget positiv oplevelse, for en slange betyder held. Kæresten fortalte at mange nu ville spille lotto på bilens nummerplade eller husnummeret på naboens hus, for det er der meget held ved. Min kæreste spiller aldrig lotto, så helt overbevist er hun nok ikke selv. Men hun fortalte at det var folks måde at få vendt dårlige ting til noget godt. Mange var i panik over slangen, den var giftig, så for at kompensere for det, så er der altså held ved slanger.
Sidste gang der var en slange i en af naboens huse, havde de vundet 5000 i lotto samme uge. Måske skulle man en dag købe et lod.

torsdag den 29. september 2011

Snyd og svindel

Selv om jeg snart har oplevet en del her i østen, kan jeg stadig blive forbavset over hvor langt folk går for at stjæle og snyde.
I Thailand har vi lejet noget udendørs areal ud til en pige, der sælger mad. Hun har også en frugtbutik et andet sted, men har ansat en til at passe den. Hun har en god forretning med at sælge frugt, indtil hun fik en ansat. Hver morgen er hun på et marked hvor hun køber frisk frugt ind til sin butik, hun køber for ca 3000 til en dag. Forleden var alt frugt væk om aftenen, men den ansatte havde kun 500. Hun fortalte at meget af frugten var dårligt, så hun måtte smide det væk og resten kunne hun kun sælge til under halv pris. Frugten var fin om morgenen, så det var de lidt mærkeligt at det pludseligt skulle blive dårligt på få timer. Pigen der passede boden måtte så senere erkende at hun nok var kommet til at beholde pengene selv og rent faktisk havde solgt det hele og til normal pris.
Det jeg så ikke forstår, er at hun stadig arbejder der. Havde en af mine ansatte stjålet penge fra mig, så var hun fløjet ud på røv og albuer med det samme og fået en politianmeldelse i nakken. Her er logikken, at hvis hun ansatte en ny, kunne det jo være at hun stjal endnu mere.
Endnu mindre forstår jeg pigen der stjal, hun er nemlig ikke fra Thailand. Hun kommer fra Cambodja og har fået visum til at arbejde her, fordi ejeren af butikken har givet hende arbejde. Et enkelt opkald til politiet og hendes visum er væk, hun bliver sendt tilbage til Cambodja og får indrejseforbud i mindst et år.
Gennemgående for Asien er det dog at man ikke tænker på i morgen. De penge man kan svindle sig til i dag er jo dejlige, så behøver vi ikke tænke på at vi skal i fængsel i morgen.