fredag den 18. marts 2011

Livets salt

I vinters var der mangel på salt I Danmark. Lige nu er der også mangel på salt i Kina, men ikke fordi vi har glatte veje eller vinter, for den er ved at være forbi.
Jeg bor lige nu i Chengdu der ligger inde midt i landet, lige ved siden af Tibet. Der er 4000 Km til Tokyo og det er vigtigt. I Kina er der opstået et rygte om at salt er godt imod radioaktiv stråling, derfor er salget eksploderet og priserne 10 doblet. Det nord/østlige Kina ligger kun 800 Km fra Japan, så der er der en vis risiko for nedfald, hvis vinden bliver lidt ugunstig. Jeg tvivler stærkt på at salt har nogen form for beskyttelse imod radioaktiv stråling, nok nærmere i sig selv skadeligt for kroppen i for store mængder. Nu har kineserne hørt så meget på regeringen at tilliden til det offentlige er meget lille, så kampagner der fortæller at salt altså ikke hjælper som værn mod stråling, hjælper ikke noget. Folk tror simpelthen ikke ret meget på hvad der bliver sagt mere.
Normalt er der jod i salt og det beskytter lidt imod stråling. Jeg mener at have hørt, at der skal 12 Kg salt til, før det har en virkning og så tror jeg man har større problemer end radioaktiv stråling fra Japan.