Sygdom og køkultur

Lige kommet tilbage til Kina, efter et par uger i Danmark, har jeg fast arbejde. Både min søn og min kone er syge. Min søn har været på hospitalet hver dag for at få medicin. I Kina får man næsten altid medicin med et drop i armen. Min stakkels søn har således siddet i 3 dage med en nål i hånden og pænt ventet 2 timer på at det skulle løbe ind. Det er så ret effektivt, for det virker med det samme og giver energi.
Der er rigtig mange der er syge for tiden, så hospitalerne er overfyldte. Her hjælper det ikke noget at betale sig ud af problemet, for med influenza og forkølelse overalt, er der virkelig run på hospitalerne. Så er der en anden løsning, man skal kende nogen. Normalt er jeg ikke begejstret over kinesernes kø-kultur, men i dette tilfælde kunne jeg godt se fornuften. Der er et nummersystem, så man kommer til efter det nummer man har trukket. Der var 200 mennesker foran os da vi kom. Nu kender vi så en der igen kender en på hospitalet og så var situationen en ganske anden. Vi trak ikke et nummer, men gik bare ind til sygeplejersken og kom til med det samme.
Vi ville så ikke blive på hospitalet, for 100 vis af mennesker der alle hoster og nyser, var nok ikke de bedste omgivelser for at få det bedre i. Derfor fik vi indrettet en bambus pind og sat i klemme i bildøren. Så hængte vi droppet op i den og min søn kunne sidde inde i bilen, fri for alverdens smittefarer. For år tilbage havde jeg nok ikke taget det så roligt, men man vænner sig til tingene i Kina. Faktisk er der fornuft i det, bortset fra at jeg helst havde set min søn hjemme i sengen og med medicin som skulle spises. Nu har han det godt igen og springer rundt og leger som sædvanligt.

Min stakkels bil.

Jeg havde ellers glædet mig sådan til at komme tilbage til min egen bil, efter at have lejet en bil i Danmark. Fint nok at motorerne skal være mindre for at være mere brændstof effektive, men de skal altså stadig kunne køre. Ellers ikke noget ondt om den Insignia jeg havde, bortset fra at den med sin 1,6 liters motor, nok ikke sled dæk op af at lave hjulspin. Alligevel formåede bilen at bruge mere benzin end min egen V6, det til trods for at jeg kun kørte længere ture.
Hjemkommet ville min kone glæde mig ved at køre bilen til syn og betale. Der var 2 billeder af mig der kostede penge. Jeg får normalt aldrig fartbøder (jeg ved hvor der sidder et kamera) og jeg kører ikke over for rødt. Alligevel var der 2 bøder for netop at køre over for rødt. Min kone ville ikke acceptere det, for hun har hørt på at jeg brokker mig 1000 gange over de andre der fløjter over for rent rødt.
Hun fik så lov til at se billederne, og fik forklaret hvorfor jeg fik en bøde. Jeg var nemlig ikke kørt over for rødt, så havde jeg nok undgået bøden, men stoppet 10 Cm for langt fremme. Jeg brokker mig også over at folk aldrig kan finde ud af de hvide striber på vejen, men her snakker vi normalt flere meter. Så kan jeg lære det, nu stopper jeg altså INDEN striben, eller også må jeg bare give lidt ekstra gas for at komme over krydset.
Fartbøder og røde lys giver 100 RMB i bøde, så det går nok endda. Man får kun bøder fra et kamera, der er ingen fare for at politiet nogensinde vil eftersætte, selv om man kommer kørende over for rent rødt, med hornet i bund og dobbelt hastighed. De får jo det samme i løn, for at drikke te, så det er netop hvad de fortsætter med.
For lige at gøre det perfekt, så havde min kone fundet en chauffør til min stakkels bil. Han havde pænt parkeret bilen samme sted og glemt at slukke lyset. I dag vil jeg finde en "donor bil" og få lidt strøm på vognen.

De anderledes ting

Da jeg først kom til Kina, var der naturligvis mange ting der virkelig var anderledes og satte sig fast i hukommelsen. Nu er det nærmere omvendt. Bare fordi jeg er på hot-pot restaurant og får fårehjerne og størknet andeblod, så opretter jeg ikke blogindlæg af den grund, det er blevet hverdag. Men jeg har lige været et par uger i Danmark og de store oplevelser var de ting jeg savner i hverdagen. (uden at tænke på det dog). Det var fantastisk at se dansk fjernsyn, bare stene foran et egentlig ligegyldigt program. Jeg kan ikke følge med i hvad folk snakker om, forbrydelsen, x-faktor, vild med dans, jeg er totalt sat af og aner ikke hvad folk snakker om. Alligevel var bare nyhedene i baggrunden, mens kaffemaskinen spruttede det sidste ud, en helt fantastisk lyd af nostalgi.
Jeg vil jo altid være dansker og bliver aldrig integreret. Værd at tænke på over for vores indvandrere.