torsdag den 27. november 2008

Paradis på jorden

I Kina siger de at i himlen er paradiset det smukkeste, på jorden er det Suzhou og Hangzhou. Jeg har ikke været alle steder, men Suzhou er nu faktisk en dejlig by.
Jeg kender flere mennesker der bor rundt omkring på kloden og det har fået mig til at tænke lidt. Min ven i Thailand er godt nok ikke hjemme lige nu, det kan han heller ikke komme. Der er lidt ballade i Bangkok, så meget at lufthavnen nu er lukket helt. http://jp.dk/udland/asien/article1526302.ece
1000 vis af turister er strandet og ved ikke hvor de skal tage hen. Jeg kender en der bor i Indien og i Mumbai ser det heller ikke bedre ud. 2 af byens største hoteller i brand. http://jp.dk/udland/asien/article1526249.ece
Selv om det lyder voldsomt, så er det kun i de 2 byer at problemerne er, resten af landet er jo fredeligt og fint nok at opholde sig i. Man kan hurtigt gå i panik når man læser overskrifterne i avisen. Jeg har også tænkt at det var godt jeg ikke boede i Danmark, men også der er problemerne isoleret til Nørrebro, Christania eller hvor der ellers har været uroligheder.

Alligevel føler jeg lidt at jeg bor i et smørhul. Vi er skånet for naturkatastrofer, det er hverken jordskælvs eller orkan område. Vi oplever sjældent vold eller problemer i byen, faktisk er jeg mere tryg ved at gå rundt i byen om aftenen, end jeg ville være en del steder i Danmark. Det eneste sikkerheds problem der er her, er nok at man skal se sig lidt ekstra for når man går over vejen.

onsdag den 19. november 2008

Hverdagen

Jeg har ikke skrevet så meget efter sommerferien og det slog mig for nyligt. Det er blevet hverdag. Ting som folk vil finde dybt bizarre, er nu en del af min helt almindelige dag og jeg lægger ikke mærke til det.
Forleden var jeg på fabriks besøg og naturligvis skulle vi ud og spise. Jeg sagde nej tak en gang og kunne se at de var meget skuffede, men jeg skulle videre til en middag jeg havde planlagt. Denne gang tog vi så af sted og mange fra firmaet var med. Vi skulle køre i min bil, for de havde ikke selv en ledig i firmaet. (det er et lille firma). Ud over en meget smal vej igennem rismarker og med 3 hjulede cykler som forhindringer, gik det ind mod nærmeste by. På byens bedste restaurant fik vi som det naturligste grisemave, fugle på størrelse med gråspurve og fårehjerne. Der findes nok ikke mennesker der vil betegne mig som kræsen, så jeg plejer at smage på tingene. Der er trods alt en grund til at kineserne tilbereder de forskellige ting, det smager nemlig godt.
Men alt dette er nu blot hverdags ting og faktisk ikke noget jeg begejstres over i samme omfang som da jeg først kom her til for snart 5 år siden. Måske er det snart tiden hvor jeg skal finde noget arbejde i Sydamerikas jungle.

Flere slags æg

Nu kan man købe 2 slags æg her i byen, i begge tilfælde skal man være forsigtig. En tysker har startet produktion af kopi møbler i lidt bedre kvalitet end sædvanlig kinesisk standard. Naturligvis er også "Ægget", den berømte stol som Arne Jacobsen tegnede i 1958, blandt kopierne. Faktisk er den ikke helt billig, slet ikke når man tænker på at den er lavet i kunstlæder og ikke ægte læder. Der er mange af designklassikerne, naturligvis rigtig mange danske. Corona stolen, som jeg faktisk synes er en af de smukkeste er heller ikke sluppet uden om kopiering. Nu er det jo så rent faktisk lovligt her, hvilket dog ikke er tilfældet med det næste æg.
Nu skal man passe rigtig godt på hvis man køber æg på markedet, det er bedst at købe dem i supermarkederne der får fra de store producenter. De laver simpelthen kopier af rigtige æg, ja hønseæg. Æg er ret billige i Kina, så hvordan man kan finde på at lave falske æg, begriber jeg slet ikke. Endnu mindre forstår jeg hvordan man laver en kopi af et æg, man må ikke håbe at folk taber et æg på markedet når de handler.
Vi var ellers lige sluppet fri af melamin i mælken (håber vi da) og nu skal vi til at slås med æg af tvivlsom oprindelse. Det eneste positive ved det, må være at de ikke bliver for gamle.

tirsdag den 4. november 2008

Spildtid

Jeg havde en dag i sidste uge hvor jeg faktisk havde ret travlt, men ikke fik lavet noget som helst. Først skulle vi i banken, vi får husleje fra et firma i Finland og de overfører i Euro. Dem skulle vi så have vekslet til RMB inden Euroen går helt i nul. Det er bare ikke så let når man bor i Kina, det er faktisk et større projekt. Pengene stod på vores konto i Euro, de skulle bare veksles til RMB. Det kan de naturligvis ikke bare gøre i banken, der skulle vi som altid i VIP afdelingen som også står for erhverv og de rigtig komplicerede ting. Der var dog ikke nogen i VIP, så de bad os om at vente i 30 minutter, så ville de forsøge at finde en der kunne hjælpe os med denne her vildt komplicerede manøvre. Med tanke om at det slet ikke endte her, så opgav vi først at få vekslet. Problemet var at pengene ikke skulle blive stående på den konto, men over på den konto hvor vi betaler husleje fra selv. Den konto er i en anden bank og det er naturligvis ikke muligt at overføre penge fra en bank til en anden. Det vi normalt gør, er at hæve pengene i kontanter, gå over til den anden bank og så indsætte pengene der. Nu ligger de 2 banker ikke ved siden af hinanden, så noget jeg i Danmark kunne klare på 2 minutter i netbank, det tager altså tæt på en time i Kina.
Vi var langt fra færdig, vi skulle også på posthuset. Jeg havde allerede bange anelser, posthuse og politi er de 2 steder i Kina hvor jeg mindst har lyst til at være, for uanset hvad du vil, så er det umuligt. Ganske rigtigt, det brev jeg ville sende kunne naturligvis ikke komme til Danmark, der var mange ting galt. Modtageren stod naturligvis et forkert sted, på kuverten var fortrykt felter med modtager og afsender, dem havde jeg udfyldt. Efter lidt diskution blev det dog godkendt. "From" vil jeg mene betyder afsender, "to" må nødvendigvis være modtager. Det kan være meget problematisk i Kina. Så langt, men problemerne er slet ikke begyndt endnu.
Selv om det er et brev, så vil de kontrollere indholdet og min kuvert skal åbnes. Vi er ikke helt enige om hvad der er i, men de finder en liste og fortæller at den slags ting må man slet ikke sende til Danmark. Det var hverken sprængstof eller narko og jeg er sikker på at det danske postvæsen gerne vil bringe lidt papir ud. Vi endte med at forlade posthuset sammen med mit brev.
Næste projekt måtte være DHL. Min kone kender en pige der arbejder hos DHL, så vi ringede straks til hende. Hun sagde at det slet ikke var nødvendigt, vi kunne bare sende det med posten. Hun forklarede min kone hvad hun skulle sige på postkontoret, så ville det gå uden problemer. Således instrueret kørte vi til posthus nummer 2, min kone forklarede dem hvad veninden fra DHL havde sagt, de satte frimærker på og brevet blev sendt uden problemer.

Min ven har haft et lignende problem. Han ville sende et postkort fra posthuset og havde købt frimærker, i den tro at det bare var at aflevere det. Så fik skrankepaverne fat i ham og så var der ballade. Postkortet skulle oversættes til både Engelsk og kinesisk, så kunne censuren læse hvad han havde skrevet på postkortet. Når man tænker på hvad man kan poste ud af kine på mail, uden at nogen har en jordisk chance for at kontrollere det, så er det måske lidt "overkill" at kræve postkort oversat. Min ven tog sit postkort, gik på et hotel og spurgte om de ville sende det for ham. Naturligvis og postkortet kom endda frem.

søndag den 2. november 2008

Forsigtig kørsel

Jeg fik en advarsel i dag. Et par piger kører rundt på scooter i midtbyen med det ene formål at blive ramt af en bil. En dyr bil naturligvis. De laver bevidst et trafikuheld og kræver derefter penge af bilisten, der ikke havde en chance for at undvige, hvis de da ikke bare kører ind i siden på bilen. De kan fremvise blå mærker, som godt nok stammer fra andre "uheld". Det var en politimand der advarede mig, han sagde at jeg altid skulle ringe til politiet hvis den slags skete.
Sådan kan man altså lave penge som "stuntmand" i Kina, selv om jeg ikke finder det videre charmerende. Jeg håber lidt at de en dag forsøger sig med en af de store beton lastbiler, de stopper nemlig ikke for noget, da slet ikke rødt lys. Jeg kørte engang sent om aftenen ude i industri kvarteret. En betonbil kørte fra mig, fordi den fortsatte med uændret hastighed over for samtlige lyskryds, uanset om der var rødt. Kommer der en lastbil fra siden der kører på samme måde, så sker det der faktisk sker tit.