torsdag den 29. november 2007

Fyret.

Vi har fyret langt flere medarbejdere end vi har ansat. Det er ikke altid helt nemt at få arbejdskraft der er bare en lille smule engageret. I vores butik kom der en dame og søgte arbejde og vi manglede lige netop en til at sælge tøj. Hun startede for et par dage siden, men efter første dag sagde hun selv op. Hun syntes godt nok at vi havde meget tøj og hun fik helt ondt i hovedet af at tænke på alle de ting der var i butikken. Det burde jo ikke være en overraskelse, da hun selv var kommet og spurgt om arbejde. Vi havde naturligvis heller ikke forlangt at hun kunne finde alt tøjet efter bare 1 dag.
Jeg tror mange regner med at de kan bruge hele dagen på at sove og sende SMS til veninderne, det er tit det indtryk man får når man er i en butik. Service er ikke fremherskende. Vi giver endda vores medarbejdere en bonus alt efter hvor meget der bliver solgt, men måske skulle vi bare give dem en liter olie.

Ulykke

Vi har ofte haft diskussion omkring sikkerhed i trafikken og særligt i forhold til min søn. Jeg giver mig ikke, når han er i bilen, så er han spændt fast i barnesædet. Ofte mener min kone og hendes mor, at de sagtens lige kan holde ham når han sidder på skødet, men bilen kommer ikke i gear inden han en spændt fast.
Nu tror jeg det bliver lidt lettere, desværre skal der ske voldsomme ting før de tænker sig om. Vores nabo har en søn på 2 måneder og han skulle vaccineres i dag. De tog en taxa, de har ikke selv bil. Chaufføren kørte som en vild, selv om det jo er normalt, men åbenbart så slemt at hun bad ham om at slappe lidt af. Han forklarede at det havde han helt styr på, men det havde han altså ikke. Bilen væltede. Min nabo har slået sig en del i hovedet og fået en del skrammer, men heldigvis ser det ikke ud til at der er sket noget med barnet. Hun havde holdt ham i armene og knuget ham ind til sig, de havde så stødt hovederne sammen, da bilen væltede.
Det lød som om min kone frem over godt kan se det fornuftige i at have vores søn godt spændt fast i bilen. Vi skal alligevel snart have et større barnesæde, så vi giver det gamle til vores nabo. Jeg gætter på at de nu også kan se det fornuftige i at bruge det.
De slap begge meget heldigt fra ulykken og heldigvis for det.
130.000 dræbte i trafikken om året i Kina. Kineserne bliver ved med at fortælle mig at de jo er mange mennesker, det er jeg faktisk ligeglad med. Der er nemlig ikke ret mange biler, faktisk tror jeg der er omkring 28 millioner biler i Kina på nuværende tidspunkt, der er 2 millioner i Danmark. Skulle man sammenligne, så burde der være 14 gange flere dræbte i Kina. I danmark blev der sidste år dræbt under 350 mennesker i trafikken (Danmarks statistik www.dst.dk). Skulle der slås samme antal mennesker ihjel i forhold til antal biler, skulle der være 4200 dræbte istedet for 130.000. Så firkantet kan det naturligvis ikke stilles op, men har man oplevet trafikken i Kina, så er man nu ikke i tvivl.

Mere olie

Som nævnt i mit sidste indlæg, så er kineserne totalt vilde med olie. Nu er der så slagtilbud hos telefon selskabet, tank taletid for 300 RMB og få 2 dunke olie. Normalt kan jeg ikke drive min kone til at indbetale mere end 100, hvilket irriterer mig en del. Så løber man tit tør for taletid og ingen kan ringe til én. Her var det dog anderledes, for hvis vi indbetalte 300 på hendes mobil, samtidig med hendes bror og min, så ville vi jo få 6 dunke med 2½ liter olie. 15 liter madolie, man kunne se julelysene i hendes øjne.
I Kina bruger man RIGTIG meget olie i madlavningen. Jeg undres over at de ikke er overvægtige, men måske er det fordi de alligevel mest spiser ris.

lørdag den 24. november 2007

Fallit

Jeg er ikke helt gået fallit endnu, men det skulle man tro på min kones reaktion. Indrømmet, jeg har gjort noget dumt, jeg glemte mit hævekort i automaten. Nu er Kina jo ikke som andre lande, så det har været et større projekt at få det spærret. I går aftes kunne banken ikke gøre noget, efter 17 gik de jo hjem og de havde ingen anelse om hvordan man spærrede et kort. Vi måtte vente til i morges og håbe det bedste. Jeg havde hævet 4000 i automaten og jeg mente at 5000 var max om dagen. De har så lige lavet det om, så man kan hæve op til 20.00 om dagen på et kort, det var jo straks værre.
Vi får så spærret kontoen i banken og kan se at der naturligvis er hævet på mit kort, efter at jeg mistede det. Jeg mener at man max kan hæve 4 gange om dagen, måske er det derfor de ikke fik alle pengene. De har hævet 500 2 gange, altså i alt 1000. Jeg havde selv brugt kortet 2 gange, altså de 4 gange på en dag i alt.
Selv ved tyveri og svindel gælder mit motto, skal man gøre noget, så skal det gøres ordentligt.
Men vi kunne glæde os over at der kun manglede 1000 og ikke 16.000 som jeg egentlig havde frygtet.

Børn og aber

En dramatisk historie udspiller sig i Kina. Et forældrepar havde fået et barn, men det ville de åbenbart ikke have. De havde så efterladt det nyfødte barn på en bjergside, det er der såmænd ikke noget unormalt i her. Det er lang tid siden og de har først fundet barnet nu. Det specielle er at barnet faktisk er i live og har det godt. En abe har adopteret babyen og betragter den nu som sin egen. Endnu er det ikke lykkedes politiet at få fat på barnet, for aben passer meget godt på sin "unge".
Man kunne overveje en bedøvelse, men kommer der mennesker i nærheden, så flygter aben op i træerne sammen med babyen. Åbenbart har babyen det bedre hos en abe, end den ville have det hos de biologiske forældre, de efterlod jo ungen på et bjerg. I sådanne tilfælde tænker jeg altid "kun i Kina"

onsdag den 21. november 2007

Olie krise

På mere end en måde har jeg oplevet oliekrise. Kineserne er i panik, for ca. 3 uger siden, steg benzinen. Med en prisstigning på omkring 20 øre, blev prisen for blyfri sendt helt op på 3,80,- Kroner. Nu er der så også mangel på diesel, hvilket resulterer i meget lange køer foran de tankstationer der faktisk har noget. Lastbiler og busser flokkes og også her er køkultur et begreb der slet ikke eksisterer. Det gælder om at komme først, uanset hvilken side man kommer fra.
Min lokale tankstation plejer således at spærre mindst 3 spor af vejen, hvilket vil sige, hele vejen i én retning.

Det er ikke den eneste olie der kan skabe panik. Da der åbnede en ny Carrefour butik (Fransk supermarked), så holdt de åbnings tilbud med 20% på madolie. Det skal man ikke, for det er en meget vigtig del af kinesisk madlavning. 5 dræbte og over 20 sårede under tumultagtige scener. Værre var det da Tesco senere åbnede ny butik og ikke havde lært at Carrefour, her var der ½ pris på madolie, og effekten udeblev da heller ikke. Er der tilbud i vores lokale supermarked, så har min kone nu forbudt hendes mor at tage derover. Jeg kan godt mærke at det kribler i hendes fingre, for kunne man nu spare 4 kroner, så ville det jo alligevel være værd at sætte livet på spil. Jeg betaler maden, så hun ville ikke engang selv spare pengene.

fredag den 16. november 2007

Tilbage


Jeg vil vende tilbage til min blog og igen være lidt mere aktiv. Sommeren har budt på en del ting og travlhed, mere end dovenskab, har holdt mig fra bloggen.
Efter besøg i Danmark og den årlige obligatoriske Skanderborg festival så er tiden gået med vores nye butik. Vi havde ikke haft åbent længe, før end butikken blev for lille. Vi var så heldige at vi kunne leje nabolokalet og så lave et hul i væggen, så nu har vi mere end fordoblet arealet.
Salget går strygende, faktisk noget bedre end vi havde håbet på. Vi er nu i gang med at åbne flere butikker, der er jo heldigvis mange mennesker i Kina og de skal alle have tøj.
Efterhånden har vi fundet flere fornuftige leverandørere af tøj i en fornuftig kvalitet. Det meste af det tøj man køber i Danmark, er alligevel lavet i Kina.
Det er sjovt at være på besøg på kinesiske fabrikker, selv om man forestiller sig usle forhold, så er det nu ikke så slemt som man måske tror i Danmark. Nu ligger fabrikkerne dog i byen, ude på landet er der med sikkerhed fabrikker med forhold som ikke ville blive godkendt af arbejdstilsynet.