fredag den 21. april 2006

Kaos som sædvanlig

Der er stille for tiden. Vi venter på at min kones bror kommer tilbage fra hans uddannelse om 14 dage. Så skal vi i gang med at finde lokaler til vores butik og købe inventar. Jeg har set på tingene og det er jo også noget billigere end man er vant til. Faktisk tror jeg det eneste jeg har fundet der er dyrere end i Dk, må være vin. Det koster så også 2-3 gange mere, der er en grim told på importerede varer.
Faktisk skulle min kontrakt udløbe til den 1. men jeg tror nu gerne de vil forlænge. Hvis der sker det mindste, render de rundt som høns uden hoved og ingen kan tage en beslutning om noget som helst. I sidste uge skulle de have noget af en maskine, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg spurgte hvad problemet var, de skulle bare løsne 4 skruer, så kunne de tage det af. Men skruerne sad fast, så de havde opgivet og vidste ikke hvad de nu skulle gøre. Så måtte jeg jo løsne skruerne. Det er godt jeg har taget en uddannelse og har mange års erfaring, så når folk spørger mig hvad jeg laver i firmaet, så kan jeg sige at jeg er "stærk mand". Nogen gange er der nu også en vis lighed med et cirkus.

torsdag den 6. april 2006

Hvem skal have tæv?

Jeg er begyndt at være lidt mere aktiv, nu hvor det rigtig er sommer. Jeg vil nyde vejret inden det bliver over 35 gr. varmt, det vænner jeg mig vist aldrig til.
Jeg er rigtig glad for at gå til kinesisk, men min kone vil ikke have at jeg fortsætter. Det er for dyrt, mener hun. Kineserne har naturligvis et andet forhold til priser. Også deres mønster i familien er mildt sagt anderledes. Som jeg ser det, er det enten manden eller konen der bestemmer. Min stakkels værkfører ville ellers købe en ny mobil telefon denne weekend, men hans kone fandt desværre pengene. Alle penge afleveres til konen, så kan man så lægge sig på knæ, hvis man vil have lidt lommepenge.
Jeg tror det afhænger af hvem der tæver hvem. Det er normalt at børn eller husdyr skal opdrages med et par på hovedet. Min kones tante er også den der bestemmer derhjemme, selv om hun er meget lille. Engang havde manden skubbet til hende, det skulle han ikke have gjort. Hun tog en vinflaske og knaldede den i hovedet på ham. Da han blev udskrevet fra hospitalet med 8 sting, havde han så fundet ud af hvem der bestemte.